Har Israel ansvar for rugemødre efterladt i Nepal?

I Israel har det skabt debat, hvad der skal ske med de rugemødre i Nepal, der har født israelske babyer, og som nu er ladt tilbage i elendigheden i det katastroferamte land. Kvinden på billedet er ikke en rugemor men en af de tusindvis øvrige nepalesere, der er berørt af katastrofen Foto: PRAKASH MATHEMA

En række etiske dilemmaer har meldt sig, efter Israel har evakueret 26 spædbørn fra Nepal født af rugemødre for israelske forældre. Nu vil Israel også flyve højgravide rugemødre til landet

Blot få dage efter det omfattende jordskælv i Nepal for en uge siden lykkedes det israelske myndigheder at få evakueret 26 nyfødte børn og fløjet dem til Israel. Babyerne havde israelske forældre, men var født af rugemødre i Nepal.

Billederne af de glade, nybagte forældre, der tog imod deres babyer i lufthavnen, blev bragt som succeshistorier i israelske medier. Men i kølvandet på glæden over de reddede spædbørn er der dukket en række etiske dilemmaer op.

For hvad med de rugemødre i Nepal, der har født de israelske babyer, og som nu er ladt tilbage i elendigheden i det katastroferamte land? Og hvad med de godt 100 kvinder i Nepal, der i øjeblikket bærer rundt på et barn for israelere?

Redningsaktionen har rejst en kritik af, at israelerne er selektive i deres medfølelse, og har sat fornyet fokus på etikken i brugen af rugemødre i udlandet:

”Hvordan kan det være, at vi ikke ser en eneste menneskehistorie eller læser medfølende kommentarer om disse kvinder, der kommer fra en vanskelig socioøkonomisk baggrund (...) for at udleje deres livmoder? Disse kvinder, der ligesom de babyer, de lige har født, er fanget i katastrofezonen,” skriver forfatteren Alon-Lee Green i en kommentar i dagbladet Haaretz.

Kritikken har været rejst i adskillige medier og har siden fået de israelske myndigheder til at tillade, at de mest højgravide rugemødre kan få lov til at komme til Israel.

Men da de færreste af rugemødrene er i besiddelse af et gyldigt pas, vurderer kilder tæt på processen over for Kristeligt Dagblad, at det næppe bliver muligt at få dem til Israel trods regeringens intentioner.Nepal er igennem det seneste halvandet år blevet hovedlandet for barnløse israelere, der ønsker at gøre brug af en udenlandsk rugemor. I de fleste europæiske og asiatiske lande er det forbudt at tjene penge på at være rugemor. Enkelte amerikanske delstater tillader det, men her ender et par ofte med at skulle betale over en million kroner for at få et barn. I Nepal ligger prisen på en femtedel af det beløb.

For israelere har Nepal desuden den fordel, at det er tilladt for enlige og homoseksuelle at bruge en rugemor. Ifølge israelsk lovgivning er rugemødre kun en mulighed for heteroseksuelle par.

Derfor er den israelske regerings beslutning om at hente rugemødrene til landet også blevet kritiseret for at være dobbeltmoralsk. Hvordan kan regeringen på den ene side forbyde homoseksuelle og enlige at bruge en rugemor og samtidig ofre enorme summer på en redningsaktion for at bringe disse rugemødre til landet for at føde?

Det er især landets konservative, religiøse kræfter, der ser skævt til homoseksuelles brug af rugemødre i udlandet:

”Den (glæden over de reddede børn, red.) kan ikke skjule den underliggende skandale, som denne form for surrogat-moderskab er. Det er både uetisk og illegalt og minder mest af alt om slaveri,” siger den ortodokse rabbiner Yuval Cherlow, der også sidder i det israelske sundhedsministeriums etiske råd, ifølge netmediet al-Monitor.

Israels chefrabbinat har desuden understreget, at børn født af rugemødre umuligt kan betragtes som ægte jøder ifølge jødisk lov. Derfor skal forældrene igennem en konverteringsproces for børnene. En proces, der i praksis har vist sig ekstra besværlig for børn af rugemødre.

Mere liberale kræfter mener, at sagen er et tegn på, at det er tid til at gøre op med den israelske lov, der forhindrer homoseksuelle og enlige i at bruge rugemor:

”Der er noget absurd over, at det kræver et massivt jordskælv i Nepal for at bane vejen for denne slags fødsler her i landet,” skriver juraprofessoren Aeyal Gross i en kommentar i Haaretz.

Et lovforslag, der skulle sikre enlige og homoseksuelle ret til en rugemor, var ved at blive behandlet i Knesset, da regeringen blev opløst i december, og der blev udskrevet valg. Med udsigten til, at premierminister Benjamin Netanyahu danner regering med landets to ultraortodokse partier, er det blevet noget mere usikkert, om loven nu vil kunne blive gennemført.