Fri abort splitter Argentina

Hele 64 underskrifter fra parlamentsmedlemmer i Argentina - på tværs af politiske skel - var samlet ind til fordel for fri abort. Foto: LanaK

Landets indbyggere bevæger sig mod fri abort

Hun var 13 år. Hun blev voldtaget. Og aborten blev udført under stor polemik i april, fordi den unge pige var 23 uger henne i sin graviditet.

Siden har debatten om abort raset stærkere end nogensinde i Argentina. For eller imod? Og hvornår er det for sent? Abort er i dag lovligt ved voldtægt, og hvis kvindens liv er i fare, ellers er indgrebet forbudt i Argentina og det øvrige Latinamerika - med undtagelse af Cuba og Uruguay.

Efter indgrebet i april jublede kvinderettighedsorganisationerne, for eksempel udsendte Colectiva Feminista de Revuelta (Det feministiske kollektivs revolte) et kommuniké, der blev delt flittigt på de sociale medier:

”Pigens ret til at bestemme over sin egen krop er respekteret. Aborten blev foretaget uden komplikationer med hjælp fra private læger, og den mindreårige har det godt.”

Mere end et halvt år senere raser debatten stadig.

”Diskussionen om fri abort åbner sig,” stod der med fede typer den 5. november i landets førende avis, La Nacíon.

Hele 64 underskrifter fra parlamentsmedlemmer - på tværs af politiske skel - var samlet ind til fordel for fri abort. Parlamentsmedlem Diana Conti stod bag en af underskrifterne. Hun forklarer, at hun ser parlamentets træk som et skridt på vejen.

”Selvom vi præsenterede et stort antal underskrifter, har vi ikke flertal, men det er vigtigt, at debatten åbner sig. Vi vil fortsætte med at debattere emnet i parlamentet - og i hele landet - i de kommende år,” siger hun.

Det er velkendt, at præsident Cristina Kirchner er mod en lovliggørelse af fri abort, og alene derfor er det utænkeligt, at abort bliver lovligt i nær fremtid. Men hendes periode slutter allerede i 2015, og hun kan efter to perioder ikke genopstille. Derfor er det muligt, at Argentina går i nabolandet Uruguays fodspor og lovliggør abort inden for få år.

Landets katolske kirke argumenterer dog heftigt imod, og deres synspunkter har mange tilhængere. Kirkens magt er aftagende i Latinamerika, men katolicismen er stadig magtfuld, og pave Frans er argentiner. Det har givet religion en renæssance i landet; mange lytter til deres pave. Ved en konference i Buenos Aires for katolske biskopper blev paven da også citeret.

Biskopperne mindede i diplomatiske vendinger om, at pave Frans har gjort klart, at ”det ikke er progressivt at forsøge at løse problemer ved at eliminere menneskeliv”.

Formanden for biskopperne, José María Arancedo, udtalte på konferencen, at beskyttelsen af menneskeliv ikke kun er et religiøst tema.

”Det handler om at demonstrere, at hvert liv fortjener respekt. Dette er selve grundlaget for menneskerettighederne. Og en lovgivende forsamlings beslutning om at frigive abort vil få store konsekvenser - juridisk, kulturelt og etisk,” sagde han.

Den position har stadig mange støtter, men fortalerne for fri abort synes at have medvind. Ifølge en dugfrisk undersøgelse fra det førende universitet, Universidad Católicia Argentina, er hver femte troende katolik imod fri abort, men det gælder samtidig, at hver femte er for. Resten er i tvivl.

Den dalende opbakning til forbuddet mod fri abort skyldes efter alt at dømme, at der ifølge menneskerettighedsorganisationen Human Rights Watch årligt bliver foretaget op mod en halv million ulovlige aborter i Argentina.

Det betyder, at 40 procent af alle graviditeter bliver afbrudt, selvom abort er ulovlig. Aborterne foretages ofte under primitive forhold, og omkring 80.000 kvinder bliver årligt indlagt som følge af illegale aborter. Dødsfald er ikke ualmindelige.

Nu skeler mange argentinere til Uruguay, der kulturelt og etnisk minder om Argentina. I det lille naboland bliver der foretaget under halvt så mange aborter pr. indbygger, selvom abort er lovligt.