Frankrigs svære kamp om ”den gode død”

Bag debatten om dødshjælp er det spørgsmålet om Frankrigs behandling af sine døende medborgere, der trænger sig på

Lige siden den franske psykolog Marie de Hennezel i 1990'erne udgav en gribende bog om sine samtaler med døende patienter, har Frankrig diskuteret, hvordan det offentlige og private sygehusvæsen håndterer døden. Og lige siden har der været enighed om, at palliativ behandling og hospice-lignende omsorg er alt for lidt udbredt. Og at alt for mange franskmænd oplever det, der er blevet kaldt ”den dårlige død”.

To tredjedele af dem, der dør på hospitalet, har brug for palliativ pleje, svarende til knap 240.000 mennesker om året. Men kun 120.000 får reelt dette tilbud, vurderer Fankrigs særlige organ for ”livets afslutning”, Observatoire National de la Fin de Vie. Og jo ældre den døende er, jo lavere er sandsynligheden for, at den sidste tid tilbringes i omgivelser, der sikrer ro og værdighed.

”Hvert år dør 150.000 franskmænd under uacceptable forhold. De får ikke den omsorg og den støtte, de har brug for, de har smerter, der ikke lindres, eller de sendes på skadestuen for eksempel af plejehjemmet i stedet for at få lov at dø i deres seng. Det er det, vi kalder 'den dårlige død', og det er en skandale,” siger Damien Le Guay, filosof og tilknyttet de parisiske hospitalers etikenhed.

En handlingsplan for palliativ pleje, herunder i hjemmet, blev vedtaget i 2008, men antallet af sengepladser er meget ulige fordelt, varierende fra nul i det oversøiske område Guyana til 5,45 pr. 100.000 indbyggere i Normandiet, påpegede den franske rigsrevision sidste år.

”Dertil kommer, at hospitalerne slet ikke er gode nok til at tage sig af smerte og lidelse hos døende, som derfor tager afsked med livet under meget ubehagelige forhold,” siger Damien Le Guay.

”Den franske medicinske kultur er i så udpræget grad kurativ og møntet på behandling, at man har svært ved at indstille behandlingen. Vi ser eksempler på, at man fortsætter kemoterapi af 87-årige kræftpatienter,” siger Sylvain Fernandez fra paraplyorganisationen CISS, der repræsenterer patient- og andre organisationer, der forsøger at forbedre imødekommelsen af døendes særlige behov.

Med den såkaldte Leonetti-lov i 2005 indførte Frankrig muligheden for at indstille behandlingen i tilfælde af uhelbredelig sygdom. Loven gør det også muligt at indstille hydrering og næring af personer i vegetativ tilstand, som medfører døden.

Leonetti-loven blev længe fremstillet som det yderste værn mod aktiv dødshjælp. Men patientorganisationer har peget på, at loven ikke løser tilfælde af blandt andet så stærke smerter, at de ikke kan lindres, uden at det hensætter patienten i en tilstand af varig bedøvelse.

Det er blandt andet denne situation, et nyt lovforslag, som netop nu debatteres i det franske parlament, skal forsøge at løse. Samtidig skærpes det krav til lægerne om at respektere patienternes ønsker, som blev indført i 2002.

Dyb og vedvarende smertelindring er en praksis, der allerede anvendes i Danmark, men i Frankrig er både politikere, patientorganisationer og sundhedspersonale splittede. Nogle, som organisationen for retten til en værdig død, ADMD, ønsker en direkte legalisering af aktiv dødshjælp som i Holland, Belgien, Luxembourg og Schweiz.

”Andre frygter, at en lov om dyb bedøvelse vil gøre denne løsning til den almindelige praksis, der risikerer at fremskynde døden i stedet for at behandle hvert enkelt tilfælde særskilt,” siger Sylvain Fernandez.

”Det korte af det lange er, at vi i Frankrig ikke tager os godt nok af de medborgere, der står ved slutningen af deres liv. Det bør være en menneskeret at dø værdigt, omgivet af sine nærmeste og med professionel hjælp. Det bør ikke blive sådan, at mangelen på palliativ behandling fører til, at folk foretrækker at gøre en ende på deres liv,” siger Damien Le Guay.

I november sidste år viste en meningsmåling, at 80 procent af franskmændene går ind for aktiv dødshjælp.