Eksperter fastslår skred i dødshjælpspraksis

Vi er vidne til en glidebane, som flere kritikere har advaret imod i forbindelse med dødshjælp, mener etiksprofessor. Foto:

Det er, som om dødshjælp er blevet den eneste værdige måde at komme herfra på, siger læge

Oprindeligt var aktiv dødshjælp i Holland forbeholdt uhelbredeligt syge, senere blev muligheden udvidet til psykisk syge og ensomme. I Belgien var aktiv dødshjælp oprindeligt forbeholdt voksne, senere blev den udvidet til at omfatte børn. Og i Schweiz, hvor assisteret selvmord har været tilladt i årtier, har 2014 budt på flere eksempler med ældre, der får hjælp til at dø, selvom de ikke er syge, men blot mærket af livets gang.

Thomas Ploug, etikprofessor ved Aalborg Universitet, er ikke i tvivl. Det, vi er vidne til, er den glidebane, som flere kritikere har advaret imod i forbindelse med dødshjælp.

”Vi ser beviser for, at når man åbner for en praksis, så bliver det brugt i lang videre udstrækning, end det oprindeligt var tænkt. Forklaringen er ligetil: Hvis argumentet for dødshjælp dybest set er, at det er barmhjertigt og godt at hjælpe et lidende menneske til at få opfyldt dets ønske om at dø, er det et argument, der kan bruges til at tage livet af mennesker i en lang række situationer. Så kan det også - sat på spidsen - bruges til at tage livet af mennesker, der lider under deres udseende,” siger han.

Ole Hartling, ledende overlæge i nuklearmedicin ved Vejle Sygehus og tidligere formand for Det Etiske Råd, mener også, at der er sket et skred omkring dødshjælp. Assisteret selvmord er i øjeblikket lovligt i Schweiz, Holland, Luxembourg samt en række delstater i USA, men også i Tyskland, Storbritannien og Frankrig har man i de senere år diskuteret, om det skulle være tilladt at hjælpe borgere til at dø.

”Det er efterhånden, som om dødshjælp er blevet den eneste værdige måde at komme herfra på, hvis man er alvorligt syg. Fordi loven nu har tilladt det i de lande, er det lettere at tænke 'hvorfor så ikke gøre det?',” siger Ole Hartling.

Han er bekymret for udviklingen, da han frygter, at særligt sårbare mennesker vil føle sig tvunget til at begå assisteret selvmord eller få hjælp til aktiv dødshjælp.

”Mennesker kan føle sig udenfor, de har måske ikke et kvalitetsgivende netværk og skal nu også vrages af fællesskabet. De kan da føle sig tilskyndet til at finde en løsning på deres situation. Hvis vi som samfund står parat og siger, at 'det forstår vi godt, og at vi også godt kan undvære dem,' får vi et brutaliseret menneskesyn, hvor sårbare mennesker derfor måske vil blive drevet til dødshjælp,” siger Ole Hartling.

Assisteret selvmord har været lovligt i Schweiz siden 1942, og det er de enkelte klinikker, der afgør, om de ønsker at tage mod udlændinge. Det gør kun Dignitas og Lifecircle. I Schweiz opererer også Exit International. Ifølge deres hjemmeside får de hvert år mere end 2000 anmodninger om hjælp til assisteret selvmord. Indtil videre har 450 schweizere gennemført et assisteret selvmord. Omkring en tredjedel af disse personer led ikke af en uhelbredelig sygdom, oplyser Exit International.

Står det til Exit International, skal vejen til et assisteret selvmord være kortere, end den er i dag. I maj i år besluttede foreningen sig for at engagere sig politisk, så patienter ældre end 85 år ikke behøver at gennemgå den samme proces som personer under 85 år. I dag kræver hjælp til et assisteret selvmord hos Exit International og de øvrige klinikker, at patienterne først gennemfører psykologsamtaler og indleverer sygejournaler, som skal sikre foreningen, at patienten vitterligt ønsker at dø. Men den slags magter ældre mennesker slet ikke, siger Bernhard Sutter, vicepræsident i Exits afdeling i Schweiz.

”Assisteret selvmord er en langvarig proces. Lægerne skal tage prøver og tale med patienterne i timevis for at få dem til at retfærdiggøre deres motivation. Ældre mennesker har ikke energi til alt dette, og det er heller ikke værdigt,” siger han.

Exit Internationals håb om, at ældre får nemmere adgang til et assisteret selvmord, støttes dog ikke af den schweiziske lægeforening. Foreningens præsident, læge Jürg Schlup, frygter, at en regelændring vil betyde, at ældre kan føle sig presset til at tage deres eget liv.

Han henviser i stedet til lægeforeningens egne anbefalinger på området.

”Hvis sundhedspersonalet møder en person, der ønsker et assisteret selvmord, bør sundhedspersonen afsøge alle tænkelige forbedringer i sin behandling og pleje.”