Britisk forslag vil tillade tre forældre

Målet med fertilitetsbehandlingen er at undgå arvelige sygdomme ved at fjerne dna, der indeholder den genetiske sygdom mitokondrie fra moderens æg og erstatte det med dna fra en sund donor. Dermed vil der teknisk set være tale om to mødre. Modelfoto

Church of England advarer mod at tillade genetisk materiale fra tre forældre for at fjerne arvelige sygdomme

Det britiske parlament stemmer i dag om at lovliggøre en teknik, der gør det muligt at skabe børn med genetisk materiale fra tre forældre. Storbritannien vil i givet fald være det første land, som går fra forsøgsstadiet til at gøre behandlingen lovlig.

Forud for dagens afstemning har der været en intens etisk debat, hvor særligt kirken har udtrykt bekymring over metodens implikationer. På den anden side hævder forskere, at indgrebet ikke er mere kontroversielt end en blodtransfusion.

Målet er at undgå arvelige sygdomme ved at fjerne dna, der indeholder den genetiske sygdom mitokondrie fra moderens æg og erstatte det med dna fra en sund donor. Dermed vil der teknisk set være tale om to mødre.

For den anglikanske Church of England er der stadig for mange ubesvarede spørgsmål til, at de kan anbefale teknikken, som repræsenterer en etisk skillelinje.

”Det vil være rigtigt at være forsigtig, og det kræver en dybtgående debat, og en vis grad af konsensus om etik, sikkerhed, og hvor effektive de teknikker er,” hedder det i en udtalelse fra præsten Brendan McCarthy, der er kirkens rådgiver om lægevidenskabelig etik.

En tilsvarende advarsel kommer fra den katolske biskop John Sherrington.

”Intet andet land har tilladt denne procedure, og det internationale videnskabelige samfund er ikke overbevist om, at denne procedure er sikker og effektiv,” siger han.

Men professor Robert Winston, der er en af pionererne bag behandlingen, afviser kritikken.

”En ændring af mitokondrier vil ikke ændre farven på barnets hår eller forbedre styrke og intelligens. Forskerne forsøger udelukkende at sikre, at invaliderende og til tider dødelige sygdomme forebygges,” siger han til avisen Daily Telegraph.

Det anslås at 2500 britiske kvinder bærer arvelige sygdomme, som kan fjernes ved at indsætte dna fra en tredje forældre.

Jeremy Farrar, chef den videnskabelige forskningsfond Wellcome Trust, kritiserer i avisen The Times kirken for at tilsidesætte al den forskning, som er fundet sted i metoden de seneste syv år.

I Danmark er en sådan behandling ikke tilladt, og i 2010 frarådede Det Etiske Råd brugen af teknikken.