Svensk opgør med asylpolitik

Sverige har i løbet af de første otte måneder af 2014 modtaget 50.195 asylsøgere, det klart højeste antal i EU-land. Danmark har til sammenligning modtaget 7885 asylsøgere. Her er det ugandiske asylsøgere på et center i Sollentuna, en forstad til Stockholm. - Foto: Cathal McNaughton/Reuters/Scanpix

Holdningen til åbne døre for flygtninge er måske ved at ændre sig i Sverige. I Skåne overvejer det borgerlige parti at samarbejde med det indvandrerkritiske Sverigedemokraterne

Den svenske udlændingestyrelse, Migrationsverket, har netop ændret prognosen for antallet af asylsøgere for næste år - fra anslået 94.000 til 105.000 som følge af den store flygtningestrøm fra konflikthærgede lande som Syrien, Irak og Jordan. Men mens mange svenskere tidligere har støttet den åbne asylpolitik, tyder noget på, at den seneste udvikling har ændret indstillingen.

Ikke alene melder kommunerne om, at de har svært ved at rumme de mange flygtninge, men samtidig vokser Sveriges problemer med integration og radikalisering, hvor særligt ghettoerne udgør en udfordring. Eksempelvis i Gøteborg, hvor op mod 200 muslimer fra indvandrertunge boligområder menes at være draget i krig for den ekstreme bevægelse Islamisk Stat.

Dagbladet Sydsvenskan skriver i en leder under overskriften ”Systemet er på grænsen til kollaps”, at den nye prognose vil få store konsekvenser for det svenske samfund.

”Omkostningerne kommer til at svare til stigningen (i antal asylsøgere, red.). Fra omkring 20 milliarder svenske kroner i år til 28 milliarder i 2015 (“). Hvis flygtningenes pårørende regnes med, vil befolkningen i Sverige vokse med et helt Malmø på bare to år,” skriver Sydsvenskan.

Avisen peger desuden på, at det må være statens og ikke de pladstrængte kommuner, der skal betale for den åbne flygtningepolitik.

”At uroen i verden indebærer store belastninger for det svenske samfund i de kommende år - socialt og økonomisk - er ikke gået nogen forbi. Det, folk forventer nu fra politisk hold, er konkrete informationer og realistiske forslag til, hvordan problemet kan løses,” skriver Sydsvenskan.

I Skåne, hvor der i Malmø allerede for flere år siden blev advaret om, at man ikke kan håndtere børnepasning, skole og jobtilbud til alle nyankommne, har Sveriges største borgerlige parti, Moderaterne, luftet tanken om at samarbejde med Sverigedemokraterne, som arbejder for at reducere antallet af asylsøgere markant.

En leder i dagbladet Expressen giver udtryk for det synspunkt, at politikerne nu bør træde i karakter.

”Det er regeringen og Rigsdagen, der har det øverste ansvar for, at den svenske migrations- og integrationspolitik fungerer - det gør den ikke i dag. Tværtimod ser vi konturerne af et systemnedbrud,” skriver Expressen.

”At tilbyde flygtninge midlertidigt tag over hovedet er det mindste problem (“). Det vanskeligste problem er integrationen. I dagens system skal kommunerne tilbyde ophold til flygtninge, der er blevet bevilget asyl, for at de kan blive sluset ind i samfundet. Men antallet af pladser svarer ikke til behovet,” skriver Expressen, der peger på, at asylområdet sandsynligvis er den største samfundsudfordring, Sverige står over for.

”Bolignøden skal løses akut, politikken skal ændres, og regeringen bliver nødt til at lægge sig i selen for at få en mere ligelig fordeling af byrderne inden for EU. Alt andet vil være direkte ansvarsløst.”

Tal, som statistikbanken Eurostat offentliggjorde tidligere på ugen, viser, at Sverige ligger på en suveræn førsteplads på listen over antal modtagne asylsøgere i EU-landene. I løbet af de første otte måneder af 2014 modtog Sverige 50.195 asylsøgere, hvilket svarer til 5204 pr. million indbyggere, mens Danmark på fjerdepladsen modtog 1401 pr. million indbyggere - 7885 i alt.

For at mindske det gigantiske antal asylsøgere, foreslår Svenska Dagbladets lederskribent Per Gudmundson, at man kigger til Norge.

”Trykket på asylsystemet er stærkere end nogensinde før (...). Det vil indebære svære prioriteringer fremover. Allerede nu kan vi dog aflaste systemet ved at reducere antallet af åbenlyst ubegrundede ansøgninger,” skriver han.

”Sverige bør gøre som Norge, der i flere år har haft en 48 timers-regel for ansøgere fra Balkan (...). Det gør ikke blot, at beslutningen træffes hurtigere (inden for 48 timer, red.), og staten slipper for udgifter til indkvartering og leveomkostninger, men også, at der kommer færre ubegrundede ansøgninger,” skriver Per Gudmundson.

Den tidligere socialdemokratiske norske statsminister Jens Stoltenberg udtalte i 2010, at staten sparede 2,5 milliarder norske kroner ved tiltaget, og at antallet af ubegrundede asylansøgninger blev reduceret fra 18.000 til omkring 10.000.