Den spanske befolkning har fået nok af korruption

Spansk protestparti vinder frem og skaber debat om korruption, mens gamle partier er truede.

Nogle i Spanien kalder det en tsunami eller syndflod, andre en cancer eller virus. Men uanset betegnelsen er korruptionen blevet den værste trussel mod de traditionelle politiske partiers eksistens, hvor nye skandaler dukker op med stadig kortere frekvens. Og det i en tid, hvor fem millioner spaniere er arbejdsløse, og en sjettedel af befolkningen lever på eller under fattigdomsgrænsen.

I den seneste skandale er en snes politikere, hovedsagelig fra det borgerlige regeringsparti Partido Popular, blevet varetægtsfængslet eller har måttet stille kaution for at undgå fængsling. Tidligere vicepræsident for Madrid-regionen Francisco Granados, seks borgmestre og andre politikere samt en række forretningsfolk, bygherrer og embedsmænd er indblandet i sagen, der handler om kontrakter til det offentlige for op imod 250 millioner euro (næsten to milliarder kroner), hvor de indblandede angiveligt har snydt sig til adskillige millioner.

Men sagen i Madrid er langtfra den eneste. Og Partido Popular er, omend det er hårdest ramt, heller ikke det eneste parti med brådne kar. I øjeblikket har spanske domstole gang i omkring 200 korruptionssager med næsten 2000 folkevalgte, embedsmænd og virksomhedsejere indblandet, en del af dem endog meget højtstående politikere. Tidligere økonomiminister i José Maria Aznars borgerlige regeringer 1996-2004 Rodrigo Rato er blevet smidt ud af partiet, fordi han i sin korte tid som topchef i den dengang konkurstruede sparekasse Caja de Madrid misbrugte adskillige millioner kroner på tøj, rejser, restauranter med mere. Og Cataloniens ekspræsident Jordi Pujol, der regerede regionen igennem 23 år, indrømmede for nylig, at han havde undladt at selvangive, hvad han forklarede var en arv på omkring 10 millioner euro (75 millioner kroner). Selv det spanske kongehus er ramt af sin egen korruptionsskandale, fordi kong Felipe VI's søster, Cristina, er blevet sigtet for skattesvig, mens hendes mand, Inaki Urdangarin, er sigtet for dokumentfalsk og svindel for over 50 millioner kroner.

Indtil i foråret var der ikke de store reaktioner fra befolkningen. Men ved Europa-Parlamentsvalget i maj vandt det venstreradikale protestparti Podemos 6 af de 54 spanske mandater, og siden har partiet ædt sig ind på de traditionelle partier. I en sådan grad, at Podemos, der betyder ”Vi kan”, i en måling foretaget af det statslige CIS-institut ville blive det tredjestørste parti, hvis der var valg nu.

”Folk bliver mere og mere vrede. Det, de kræver, er hurtig justits, og at de korrupte leverer det stjålne tilbage, inden de afsoner deres straffe,” skriver kommentatoren Javier Arnal i netavisen El Confidencial Digital.

Den borgerlige statsminister, Mariano Rajoy, har to gange sagt undskyld, men det er ikke nok, mener Spa-niens største avis, den socialistvenlige El Pas:

”De, der relativiserer problemet, synes ikke at have forstået, at de korrupte politikere også er fjender af demokratiet.”

”Det er ikke nok at sige undskyld, eller at de korrupte bliver smidt ud. Hele landet lugter af råddenskab, og den eneste måde at få stanken væk på er ved at erstatte de gamle politikere med hæderlige og arbejdsomme folk,” skriver Ana Alonso Castrillo i et læserbrev i El Pas.

”Det værste er næsten, at vi alle ved, at dette kun er toppen af isbjerget,” skriver læseren ”estresado” i den konservative avis ABC.

En læser, der kalder sig ”xavieret” skriver i det catalanske dagblad La Vanguar-dia, at det er den spanske mentalitet, det er galt med.

”I de nordiske lande er man indstillet på at yde ofre i form af en høj skat til gengæld for sociale ydelser for alle.”

I samme avis foreslår læseren ”Julian A” at gå håndfast til værks: ”Hvorfor opstiller vi ikke bare en guillotine på Puerta del Sol i Madrid?”.

Hvortil en anden læser, ”Monchita”, svarer: ”Folkets guillotine i dag er, at de stemmer de to gamle partier ud!”