En landsby bag tremmer

Los angostos corredores se llenan  de gente cada medio día para el

Tæt liv. San Pedro fængslet blev i 1885 bygget til 350 fanger, men huser i dag omkring 2073 indsatte samt deres koner og børn. Pladsmanglen er tydelig; nogle steder deler op til 5 mænd enmandsceller.

Una muralla de adobes separa la cárcel de San Pedro del centro de la ciudad de La

Uvis ventetid. Bolivia har 600 statsanklagere, men kun 70 offentlige forsvarere, som har mere en svært ved at behandle alle sager rettidigt. Derfor kan fangerne sidde inde med udsigt til fængselsmuren i mange år, før deres sag overhovedet kommer for retten. - Alle fotos: Juan Gabriel Estellano.

Der er et rigt socialt liv i fængslet med både fodboldturneringer, karneval og fester til ære for San Pedros helgeninde.

I Bolivias fængsler sidder fire ud af fem indsatte uden dom, og der kan gå op til fem år, før en sag kommer for retten. Uvisheden gør mange fanger fortvivlede i mandefængslet San Pedro. Alt imens uger bliver til år, udspiller livet sig alligevel bag murene i det selvforvaltende minisamfund

To piger hinker koncentrerede i udkanten af en plads, hvor en gruppe mænd i alle aldre løber efter en halvflad fodbold. De hiver lidt ekstra efter vejret her i knap 3700 meters højde, mens vasketøj, flag og balloner fra seneste karneval vajer i vinden. Fra de snørklede gyder fyldt med mennesker strømmer duften af nybagte flûtes, marraquetas.

Området ligner, lugter og lyder egentlig som et helt almindeligt kvarter i Bolivias hovedstad. Dog er duerne de eneste, som frit kan bevæge sig mellem byen inden for og uden for de meterhøje mure. De kokatyggende udskiftere på bænken, pigernes fædre, brødets ophavsmand og deres naboer er dømt eller sigtet for tyveri, narkohandel, mord, overfald eller pengevaskeri og bor side om side i det hundrede år gamle mandefængsel San Pedro, der som en anden fæstning tårner sig op midt i Bolivias hovedstad, La Paz, blot et stenkast fra El Prado, byens hovedstrøg.

Fangenskabet til trods bevæger de indsatte sig relativt frit i San Pedro, hvis eneste gitter er indgangsporten, som politiet sjældent krydser. Cellerne er ulåste og lejes af de omkring 2073 fanger, som selv administrerer det overbefolkede liv i fængslet, der oprindeligt blev bygget til 300. San Pedro har eget justits- og sikkerhedssystem og er opdelt i syv afsnit, der hver har en repræsentant i fællesrådet, som fastsætter de interne love og den daglige drift.

”San Pedro er et spejl af det bolivianske samfund. Finder du en levevej, og passer du ind, kan du overleve her og udenfor. Vi er fanget i en lille by, hvor alt er organiseret - måske endda mere end i resten af Bolivia - for vi bor så mange forskellige mennesker så tæt, at vi må indrette os, hvis vi alle skal være her. Her er psykisk syge, ældre, kvinder og børn,” fortæller 32-årige Rofino Rodriguez.

Han har en madbod skærmet af ternede parasoller, så kunderne kan nyde friskpresset appelsinjuice uden at få den skarpe højlandssol i øjnene. Da fangerne dagligt tildeles blot fem kroner af den bolivianske stat er et arbejde for mange nødvendigt for at få hverdagen til at fungere. Nogle sælger som Rofino kaffe og sandwich, andre svejser i smedjen, sætter kroner i hos tandlægen eller laver børnestole i tømrerværkstedet.

Med penge kommer finere afsnit og celle, og San Pedro har store sociale skel, der tydeligt spejles i de forskellige afsnit forbundne af små labyrintiske korridorer. Fulde mænd i plettet, laset tøj - som ikke har til huslejen - sover i fængslets kirke, fem fanger plus familier i små klaustrofobiske enmandsceller, mens andre bor alene med billardbord og kabel-tv.

I denne by bag mure venter de. Nogle på at komme ud, andre på vished om, hvor mange år de har i vente. Kun hver femte indsatte i Bolivias fængsler har en dom, og mange venter i uvished på at få deres sag for retten. Nogle gange går der fem år. En ventetid, der afføder enorm des-peration hos fangerne.

”For mig er retfærdighed, at du bliver dømt. Men vi bliver hverken kendt skyldige eller uskyldige. Jeg har en offentlig forsvarer, og indtil nu har vi ikke kunne koordinere et møde med anklageren. Jeg føler mig glemt her bag murene. Alt, jeg kan gøre, er at vente, mens tiden snegler sig af sted,” fortæller Dieter Bargas på 21 år.

Han har levet i fangenskab i et år, er sigtet for røveri og er medlem af fællesrådet.

Den bolivianske stat garanterer ellers, at de fanger, som ikke har råd til at betale en privat advokat, bistås af en offentlig forsvarer, så deres ret til forsvar respekteres. Imidlertid er der kun omkring syv offentlige forsvarere pr. million indbyggere i landet - sydamerikansk bundrekord - og de 70 offentlige forsvarere har mere end end svært ved at nå at behandle alle sager til tiden.

”Jeg betaler ikke for min forbrydelse, men for min fattigdom. Sådan er retfærdighedens ansigt her. Der er ikke lighed for loven, når kun de, som har penge til at betale en advokat, bliver dømt rettidigt,” siger Rofino, som er anklaget for mord og har siddet tre et halvt år.

I La Paz-området er der 21 offentlige forsvarere, hvoraf 14 dækker San Pedro. En af dem er Veronica Chuquimia, der har mellem 60 og 80 månedlige sager, deraf 27 i San Pedro, som hun besøger hver fredag for at mødes med sine klienter.

”Retsprocessens langsommelighed skyldes især ineffektivitet, da vi har så mange parallelle sager, at vi umuligt kan nå dem alle sammen. Vi skal være disponible 24 timer i døgnet og har den laveste løn i hele retssystemet. Det gør jobbet mindre attraktivt og betyder, at mange siger op, hvis de får et bedre tilbud,” siger hun.

Som en del af sit landeprogram i Bolivia, støtter Danida fra 2014 til 2018 den statslige institution for forsvarere, SENADEP, med 19 offentlige forsvarere.

”Vi samarbejder med den bolivianske stat for at sikre, at de fattige fanger får en mere retfærdig og effektiv rettergang, hvor deres sag præsenteres og afsluttes inden for en rimelig tidsramme,” forklarer Fernando Medina, der er ansvarlig for Danidas retsprogram på den danske ambassade i Bolivia.

En lille bjørn i falmet blåt blæk er tatoveret på Rofinos sprukne håndflade. Fra barnsben blev han kaldt Osito - lille bjørn. Osito bor bag murene med konen, Clara, og deres fire børn. Da han blev fængslet, havde Clara ikke råd til at betale huslejen alene og flyttede ind. Nu krydser hun dagligt fængselsporten for at købe varer til deres lille forretning på det lokale marked, mens børnene på 7, 11, 13 og 16 år bevæger sig mellem fangenskab og frihed for at komme til og fra skole. Lektierne læser de i familiens celle.

Ifølge tal fra SENADEP boede der ved årsskiftet 2100 børn i Bolivias fængsler. 236 af dem i San Pedro. Ifølge boliviansk lov må børn ikke bo i fængsler, efter at de er fyldt seks år. Men det overholdes ofte ikke, da forældrene ikke har nogen steder at sende børnene hen og frygter, at de vil være mere udsatte for overgreb i varetægt hos slægtninge end blandt deres anklagede eller dømte naboer.

”At så mange børn vokser op bag tremmer, afspejler ligesom de langsomme retsprocesser, et stort fattigdomsproblem i det bolivianske samfund. Når far kommer i fængsel, mister familien en indkomst, og så kan den eneste løsning være, at hele familien flytter ind. Også hvis familien skal holde sammen,” siger Fernando Medina.

For Rofino giver dagligdagen med familien alligevel håb i en lang ventetid uden domsfældelse.

”Havde Clara levet udenfor i uvished, tror jeg vores familie var faldet fra hinanden,” siger han og fortsætter:

”Jeg prøver at gøre det så godt som muligt for mine børn her, selvom det ikke er gode rammer at vokse op i. Jeg er bange for, at der skal ske dem noget. Samtidig er jeg glad for at have dem hos mig. Jeg ville savne dem enormt, og når jeg hører mine døtres grin, glemmer jeg, hvor vi er. Deres leg og latter afbryder for en stund mit fangenskab.”