Kiosken

Udmelding fra etisk råd om incest mellem søskende vækker opsigt i Tyskland

"Beskyttelse af familien mod opløsning? Med det argument kunne man også genindføre straf for utroskab i ægteskabet,” skriver en kommentator på en tysk avis. Foto: Henrik Sørensen

Handler det om seksuel selvbestemmelse eller familiehensyn? Sex mellem søskende er til debat

Som omtalt her i avisen i tirsdags drøfter Tyskland for tiden en opsigtsvækkende udmelding fra landets etiske råd. Rådet opfordrer politikerne til at ophæve strafbarheden ved frivilligt, incestuøst forhold mellem søskende. Tiden er efterhånden inde til at vægte individets grundlæggende ret til ”seksuel selvbestemmelse” højere end ”det abstrakte hensyn til familien”, udtaler etikrådet. Anledningen er en sag fra Leipzig, hvor et søskendepar, der først mødtes sent i livet, forelskede sig, dannede par og fik fire børn. To heraf er handicappede. Manden afsoner nu en fængselsdom.

Wolfgang Janisch er kommentator på Süddeutsche Zeitung og hilser etikrådets signal velkommen. Det kan bane vej for en moderniseret forståelse af også denne art seksualitet.

”4000 års retstradition gør ikke, at staten ikke skal forklare os, hvorfor den vil straffe søskendes kærlighed - der skam også er kærlighed - med fængsel. Argumenterne er luvslidte. Det er sandt, at børn af sådanne forbindelser ganske vist har forhøjet risiko for arvelige skader, men der findes - med rette - intet samlejeforbud for mennesker med arvelige sygdomme, trods endnu større risiko. Beskyttelse af familien mod opløsning? Med det argument kunne man også genindføre straf for utroskab i ægteskabet.”

I virkeligheden drejer juraens incestforbud sig om moralens beskyttelse, men den er ikke strafferettens sag, skriver Janisch.

Benjamin Schulz, kommentator ved SpiegelOnline, tænker i tilsvarende baner. Er staten bekymret over genetisk risiko, var der mange andre risikogrupper, man også skulle forbyde at få børn: modne kvinder, kvindelige rygere eller alkoholikere, bemærker han.

En helt anden synsvinkel anlægger Eckhard Fuhr, kulturskribent på Die Welt. Tysk straffelov gør ”samleje mellem slægtninge” strafbar, og man gør klogt i at bemærke ordet ”samleje”, så man ikke ryger ud af etikrådets tangent.

”Hermed menes vaginalt kønssamkvem, intet andet, altså 'klassikeren', som selv ekstreme hedonister vagt erindrer som forbundet med seksualitetens biologiske funktion, nemlig avl af efterkommere.”

Den dimension er afgørende, selvom meget frigjorte nemt glemmer den:

”Det drejer sig i paragraf 173 ikke om sex, men om familiens orden, måske endda om samfundsordenen. Hvad bror og søster, far og datter, ja, også bror og bror eller søster og søster seksuelt kan dyrke med hinanden udover 'samleje' interesserer ikke i denne retssammenhæng, for sådant har ikke med forplantning at gøre.”

Derfor er etikrådets argumentation helt i skoven, når det anbringer retten til seksuel selvbestemmelse på kollisionskurs med hensynet til familien. Loven skal netop varetage familiehensynet og sigter, med lovtekstens ord, på ”strafbare handlinger rettet mod personens stilling inden for loven, ægteskabet og familien”. Det gælder altså en sum af relationer, ikke selvets udfoldelse. Seksuel selvbestemmelse er noget andet og behandles i paragraf 174.

Det etiske råd sammenblander forskellige sfærer, skriver Fuhr, når det tromler frem med individets råderet over egen seksualitet. Loven tænker i helheder hinsides ”mig” og ”mit”.

”Paragraf 173 kan med sin ordknappe samleje-puritanisme virke helt forældet i de seksuelle grænseoverskridelsers tidsalder. Men den siger umisforståeligt, at også vores morskabs-samfund behøver en orden for avlen af efterkommere og hertil svarende tabuer.”

Incest-tabuets magt er herudover ubrudt, bemærker Eckhard Fuhr.

”Hvis sønner med mødre eller døtre med fædre avler deres egen søskende, så er det jo ikke morsomt familie-patchwork, men en social katastrofe.”

Etisk råd antaster heller ikke denne del af tabuet. Men når søskende avler børn, kortsluttes generations-følgen ikke på samme dramatiske måde, som ved forbindelser i nedstigende linje. Den sociale skade er ringere; det samme er den genetiske risiko, som kun svarer til den, der gælder for almindelige par med arvelige sygdomme, medgiver Fuhr. Hvorfor skal bror og søster så ikke have lov? Fordi loven faktisk også er til for at værne om moralbegreber. Strafudmålingen er en art moralsk symbolik.

”Selv hvis det en dag skulle komme dertil, at man må gifte sig med sin hest eller sin hund, så vil man dog aldrig få lov til at gifte sig med sin egen mor eller datter, i al fald ikke så længe ægteskab og familie overhovedet stadig er samfundsmæssige ordnings-elementer og retsbegreber.”

Det er i denne ordnende optik, man skal se dette mulige, nye skred. Jo flere sider, forståelsen af familien lige så stille undergraves fra, jo mere vakkelvorn bliver familien. Og dermed naturligvis samfundet.

Man bør ikke begynde at opfatte ægteskabet som selvrealiseringens eksperimentarium, men hellere fastholde slægtens urgamle forståelse af det. Og dermed også, i denne noget lumre forbindelse, fortsat opfatte det som mødested for ubeslægtede.