Smæk til børn debatteres i USA

Adrian Peterson blev forleden anholdt for at give sin fireårige søn prygl med en kæp. Foto: REUTERS/Tom Lynn/Files

En sportsstjerne står anklaget for børnemishandling, og det udløser debat om revselsesretten i USA

Reaktionen var blandet i USA, da en af landets store sportsstjerner, den 100 kilo tunge Adrian Peterson fra footballholdet Minnesota Vikings, forleden blev anholdt for at give sin fireårige søn prygl med en kæp. Hændelsen efterlod drengen med blandt andet blå mærker på ryggen, åbne sår på benene og rifter på testikelpungen og på hænderne.

Sagen genopliver den amerikanske debat om forældres revselsesret og de kulturelle faktorer, der gør korporlig afstraffelse til et fast indslag i mange amerikanske hjem. I alle 50 delstater kan borgerne ustraffet lægge hånd på deres børn, så længe de undgår at påføre barnet varige skader såsom knoglebrud.

Adrian Peterson-sagen har løftet sløret for en stor kløft i amerikanske forældres standarder for børneopdragelse. En handling, der for nogle er at sidestille med utilgivelig børnemishandling, er for andre et naturligt redskab til at lære uvorne børn rammerne for god opførsel.

Smæk er en ganske almindelig del af afroamerikanske forældres børneopdragelse, påpeger flere debattører med henvisning til Adrian Petersons hudfarve. Ifølge en undersøgelse, som forskere fra University of Texas i Austin lavede sidste år, bruger 89 procent af sorte forældre i USA korporlig afstraffelse mod deres sønner og døtre, mens det samme gælder for 79 procent af hvide forældre og 80 procent af forældre med latinamerikansk baggrund.

”Prygl - det gør vi hele tiden,” siger den tidligere basketballhelt Charles Barkley, der i et interview med tv-stationen CBS advarer om, at en stramning af revselsesretten vil kriminalisere sorte forældre.

Religion spiller også en rolle, fremhæver nogle meningsdannere. Adrian Petersons kristendom bør ikke undervurderes, skriver eksempelvis Matthew Paul Turner, der er forfatter til flere bøger om amerikansk kristendom, i et debatindlæg på tv-stationen CNN's hjemmeside.

”I dag er amerikanske evangelikale de mest fremtrædende fortalere for prygl. De prædiker ikke alene evangeliet om korporlig afstraffelse, de videregiver også budskaber, der lægger fundamentet for mishandling af børn og vores retssystems beskyttelse af sådan mishandling,” skriver han.

Debattørerne er også uenige om, hvorvidt smæk har den tilsigtede virkning.

”Korrekt forstået og udført er smæk mest effektiv til at afskrække småbørn fra uønsket opførsel. Det er, fordi fornuftige argumenter og fratagelse af privilegier ofte ganske enkelt ikke virker for børn i den aldersgruppe,” skriver eksempelvis Jared Pingleton, der er klinisk psykolog og konsulent for den højrekristne interessegruppe Focus on the Family, i et blog-indlæg.

Adrian Peterson selv betragter de endefulde, som han var udsat for som barn, som en positiv erfaring.

”Dybt i mit hjerte har jeg altid troet, at jeg kunne have været et af de børn, der var fortabt på gaden, uden den disciplin, som mine forældre og andre slægtninge indpodede i mig. Jeg har altid troet, at den måde, hvorpå mine forældre disciplinerede mig, har en stor del at gøre med den succes, som jeg har nydt som voksen mand,” siger han i en udtalelse.

Børn mister tillid til forældre, der slår dem, mener derimod eksperter som Elizabeth Gershoff, lektor i socialt arbejde ved University of Texas i Austin, der har forsket i korporlig afstraffelse i 15 år.

”Jo mere børn får smæk, jo mere aggressive er de, jo mindre tilbøjelige er de til at deltage i positiv opførsel så som at dele, og jo mere tilbøjelige er de til at have sociale problemer som angst og depression,” siger hun til avisen Detroit Free Press.

Amerikanernes uvilje mod at forbyde smæk og lussinger bunder til dels i USA's stærke liberalistiske tradition for, at familielivet er en privatsag, Men samfundets tolerance af mere eller mindre hårdhændede afklapsninger koster børn dyrt, skriver skribenten Brandy Zadrozny, der i et indlæg i Huffington Post henviser til flere tilfælde af børn, der utilsigtet blev banket ihjel af deres mor eller far.

”Hvis enhver fornuftig forælder - de, der slår deres børn med en åben hånd med det formål at ændre opførsel - ophørte med at give smæk, kunne vi fjerne et magtfuldt skjold, som ægte børnemishandlere gemmer sig bag,” skriver Brandy Zadrozny.

FN's Børnerettighedskommission har siden 1996 opfordret organisationens medlemslande til at forbyde fysisk afstraffelse af børn. 19 lande verden over - herunder Danmark - har afskaffet revselsesretten i deres lovgivning og indført bøde- eller fængselsstraffe for lovovertrædere.