Breivik klager over hindringer for at oprette parti

Anders Brevik har fortalt, at han i fængslet har konverteret til demokrati. Nu føler han sig hindret i at oprette et politisk parti. Foto: Heiko Junge

Skulle det lykkes Brevik at oprette et politisk parti, vil det næppe få stor tilslutning, mener forsker

Højrefløjsaktivisten og massemorderen Anders Breivik er i gang med at oprette sit eget politiske parti.

I sine bestræbelser på at samle underskrifter til partiet har han forsøgt at sende breve til eventuelle støtter, men ikke alle breve er kommet igennem fængslets kontrol.

Derfor klager Breivik nu til det norske justitsministerium over fængslets konfiskeringer og over, hvad han oplever som en hindring for at oprette et parti.

Den i dag 35-årige Breivik myrdede 77 mennesker den 22. juli 2011, da han sprængte en bombe i Oslo og skød løs på unge socialdemokrater, som var på sommerlejr på øen Utøya.

Breviks terrorangreb var efter hans egen mening et forsvar mod, hvad han kaldte multikulturalisme og muslimsk invasion i det norske samfund. 

Brevik har tidligere udtalt, at han i fængslet, hvor han afsoner en dom på 21 år, har konverteret til demokrati og nu ønsker at fremme sin ideologi gennem et politisk parti og uden voldelige metoder. Partiet, som han gerne vil oprette, hedder "Det norske fascistparti og den nordiske liga". 

Brevik er efter eget udsagn inspireret af det nynazistiske parti Gyldent Daggry i Grækenland, som er kraftigt imod indvandring.

I Norge beholder man sine borgerlige rettigheder, selv om man er i fængsel, og dermed har man også mulighed for at oprette en forening eller et parti. Men ifølge Breivik har fængslet hindret ham i at udøve sine rettigheder ved at konfiskere de breve, han har forsøgt at sende.

Karl Hillesland, fængselsleder i Skien Fængsel, afviser Breiviks beskyldninger:

"Det er absolut ikke et bevidst forsøg på at forsinke ham i at lave et parti. Men vi har nogle regler, som vi på bedste vis forsøger at implementere," siger han til nyhedsbureauet AFP.

Kristeligt Dagblad kender ikke til indholdet af de konfiskerede breve, men ifølge fængslet skal breve fra indsatte censureres, hvis deres indhold opfordrer til kriminelle handlinger.

Skulle Breivik få held til at danne et parti, vil han dog næppe få stor opbakning.

Chris Holmsted Larsen, der er ph.d. ved Roskilde Universitet og specialist i politisk ekstremisme, er ikke i tvivl om, at der findes både nordmænd og danskere, som sympatiserer med Breiviks politiske ståsted, men hans forfærdelige gerninger er afgørende for støtten til hans ideologi:

"Breivik er terrorist, og hans handlinger er af en sådan kaliber, at ingen åbent ønsker at associere sig med ham - det ville være politisk selvmord. Så ingen tør røre ham med en ildtang," siger Chris Holmsted Larsen.

Breiviks aktuelle klage er ifølge Chris Holmsted Larsen én ud af mange. Siden Breivik kom i fængsel, er der flydt en lind strøm af klager til det norske justitsministerium om alt fra for lidt brevpapir i cellen til for få computerspil. 

"Det værste, der kan ske for Breivik, er at vi stopper med at tale om ham – for hans projekt lever udelukkende af opmærksomheden omkring hans person," siger han.