Biolog: Umoralsk at føde Downs-børn

Den britiske biolog Richard Dawkins er igen centrum for ophedet debat. Denne gang i forhold til børn med Downs syndrom. - Foto: Zute Lightfoot/Demotix/Scanpix

Den britiske biolog og ateist Richard Dawkins er kommet i modvind efter at have kaldt det umoralsk at føde børn med Downs syndrom. Vi skal gøre op med dogmet om, at liv er godt for enhver pris, mener videnskabsjournalisten Lone Frank

Den britiske biologiprofessor Richard Dawkins har endnu en gang bragt sig selv i centrum af en ophedet debat, denne gang om det etiske dilemma i forhold til fostre med Downs syndrom.

”Jeg ville ikke vide, hvad jeg skulle gøre, hvis jeg ventede et barn med Downs syndrom. Et stort etisk dilemma,” lød en kommentar i en debat på det sociale netværk Twitter.

”Få en abort og prøv igen. Det er ville være umoralsk at føde et barn med Downs syndrom, hvis man har valget,” lød svaret fra Richard Dawkins.

Dawkins' udsagn udløste en regn af kritik både på Twitter og i britisk presse.

”Fortæl Dawkins, at mennesker med Downs syndrom kan leve et godt liv,” lød en kommentar, mens andre mente, at ”Dawkins' forsvar for udryddelsen af mennesker med Downs syndrom er kvalmende”.

Den kendte ateist deltog i en debat på Twitter om Irlands abortlovgiving, en af de strammeste i Europa.

”Irland er et civiliseret land på alle andre områder end dette,” skrev Dawkins, hvortil en repræsentant for Irlands katolske kirke spurgte:

”994 mennesker med Downs syndrom blev dræbt før fødslen i England og Wales i 2012. Er det civiliseret?”.

Også i Danmark er der en udpræget tendens til, at forældre som får diagnosticeret et foster med trisomi 21, vælger en abort. Som Kristeligt Dagblad tidligere har oplyst, blev der sidste år kun født 23 mongolbørn, det laveste antal nogensinde, hvilket blandt andet skyldes adgangen til forsterdiagnostik specielt møntet på denne kromosomfejl til alle gravide kvinder i uge 11-14.

”Man kan ikke sige generelt, at det er umoralsk at føde børn med kromosomfejl. For vi har alle sammen genetiske fejl i en eller anden udstrækning. Men Dawkins rammer en meget vigtig debat. Han prikker til vores romantiske forestilling om, at liv altid er godt for enhver pris,” kommenterer Lone Frank, videnskabsdebattør og forfatter til bogen ”Se mine smukke gener”.

”Mennesker med Downs syndrom kan få et godt eller et skidt liv, alt afhængigt af omstændighederne og de følgesygdomme, der kan være. Men hvis man venter et barn og ved, at det kun kan få et meget svært og smertefuldt liv, så vil jeg mene, det er moralsk anløbent at sætte det i verden,” siger Lone Frank.

Hun vil ikke sætte en grænse for, hvor dårligt et liv skal være, før det ikke er værd at leve.

”Men vi taler altid om det moralske i at abortere et foster, der endnu ikke er et menneske. Jeg mener, det omvendt er uetisk og selvisk af forældre at sætte et barn i verden, selvom de ved, at det kun kan få skrækkeligt liv. De tænker mere på sig selv, på deres eget livssyn og på at kunne se sig selv som gode mennesker end på barnets tarv. Vi ser allerede i USA, at børn anlægger sag mod deres forældre, fordi de ikke valgte en abort. Det er en debat, vi i stigende grad vil blive konfronteret med i lyset af den tekniske og medicinske udvikling,” mener Lone Frank.

I Storbritannien udtaler hjælpeorganisationen Scope, der støtter handicappede, til dagbladet Daily Telegraph, at ”mange mennesker fortæller os, at de møder negative reaktioner over for deres handicappede børn”.

Og foreningen Down's Syndrome Association understreget, at ”mennesker med Downs syndrom kan leve gode og rige liv”.

”De yder et værdifuldt bidrag til vore samfund. Vi mener ikke, at Downs syndrom i sig selv bør være en grund til abort, men vi anerkender, at det er familiernes eget valg,” hedder det i en udtalelse fra foreningen.