Kiosken

Som aldrig før drøfter Tyskland dødshjælp

Anders Raahauge. Foto: Arkivfoto

I Tyskland vil SPD lempe og CDU skærpe gældende lov om aktiv dødshjælp

I TYSKLAND LÆGGES efter Forbundsdagens sommerferie op til en principiel tovtrækning om dødshjælp. Som i Storbritannien er der kræfter, der gerne ser lovene på området lempet, og SPD, det tyske socialdemokrati, vil kanalisere det ønske ind i efterårets lovgivningsarbejde.

Stik modsat er ambitionen hos regeringspartneren, det kristeligt demokratiske CDU, der lægger op til en skærpelse af nugældende forbud. Den tyske lov-givning på området er nemlig ret uklar. Aktiv dødshjælp er strafbar, men såkaldt ”assisteret selvmord” er tilladt. Man har således ikke brudt nogen lov, hvis man fremskaffer et potentielt dødeligt medikament og overdrager det til en person, der derpå frivilligt indtager det. Den assistance, mener CDU, bør også være strafbar.

Det borgerlige parti får støtte fra formanden for den tyske lægeforening, Bundesrztekammer, Frank Ulrich Montgomery.

”Vi vil ikke være dødens professionelle. Vi er livets profi'er,” udtaler han i Die Welt.

Sundhedsminister Hermann Gröhe fra CDU forklarer i Tagesspiegel, at den planlagte stramning skal gå hånd i hånd med en udbygning af de smertelindrende terapier, som moderne medicin kan stille til rådighed. Han vil lukke huller ude på landet, hvor der er for langt mellem ambulante tilbud herom, ligesom han ønsker at styrke hospice-kulturen på landets plejehjem, hvor mange mennesker selvsagt tilbringer deres sidste levemåneder.

Forbundskansler Angela Merkel fra CDU går ind for ”en meget restriktiv regulering” af feltet. Det skal være hendes personlige rettesnor, når det til efteråret kommer til behandling af forskellige lovforslag om dødshjælp. I den tyske forbundsdags debatter om etiske spørgsmål er alle medlemmer nemlig fritaget for partidisciplinen og kan følge deres samvittighed. Det har på det seneste været tilfældet ved afstemninger om stamceller og om organdonation. Sådan bør det også være, ”når det gælder livets grænsespørgsmål”, siger Angela Merkel til avisen Kieler Nachrichten. Her mindes hun også disse tidligere debatter:

”Det var parlamentariske stunder, der gjorde indtryk - i en atmosfære af respekt for dem, der valgte anderledes.”

EN SAG, DER OGSÅ OMTALES i dag i Kristeligt Dagblad, optager i høj grad sindene i Tyskland for tiden: Formanden for den protestantiske kirkes øverste råd, Nikolaus Schneider, træder frivilligt tilbage fra posten til november, idet hans kone er alvorligt kræftsyg, og han vil være fri til at imødekomme hendes mulige ønske om aktiv dødshjælp. I så fald vil han nemlig handle i modstrid med ikke blot det evangeliske kirkeråds officielle holdning på området, men også med sin egen. Så sent som i slutningen af januar i år udtalte Schneider således, at selvmord altid må afvises ud fra et kristent synspunkt, for livet er en gave, mennesket ikke selv bør råde over. Ikke mindst i grænsesituationer er kirken forpligtet til at værne om menneskets liv, og den skal i udsigtsløse situationer ledsage den døende med sjælesorg og trøst, sagde Schneider.

Anderledes nu med hustruens tilfælde. Til avisen Die Zeit siger han:

”Det ville ganske vist være aldeles mod min overbevisning, og jeg vil bestemt også drøfte det igennem med Anne. Men til slut vil jeg vel føje hende ud af kærlighed, men mod min overbevisning.”

Forinden vil han dog forsøge, ”at vinde hende for en anden vej.”

Formanden for Tyske Katolikkers Centralkomite, Alois Glück, fastholder i magasinet Stern sin fortsatte modstand mod al dødshjælp. Og han advarer:

”Hvis den organiserede dødshjælp og selvmordet bliver det naturlige alternativ til pleje, forandrer det samfundsmæssige klima sig. Så vil der blive øvet et uansvarligt pres på mennesker, der har behov for støtte over et langt tidsrum.”

EN ANDEN OG GANSKE MAKABER sag har fyret yderligere op under den tyske debat: I den forgangne uge blev en 66-årig mand idømt otte års fængsel for drabet på sin kræftsyge, 61-årige eks-hustru.

Det skilte par levede sammen, og han passede kvinden, som lægerne til slut havde stillet kun uger, højst måneder tilbage at leve i. Mens hun sov i sin seng, skød eksmanden hende to gange, hvorpå han med et andet våben skød hende i nakken. Hans forsvarere plæderede for, at gerningen ikke blev behandlet som drab, men som død på forlangende, altså assisteret selvmord, der altså ikke straffes i Tyskland. Da retten ikke accepterede den tolkning af den dramatiske hændelse, appellerede man til, at strafudmålingen i det mindste blev mild, eftersom kvinden befandt sig i et terminalt stadie af sin sygdom. Dommerne afviste også denne argumentation og tildelte manden lovens fulde straf for overlagt drab.