Kvinde føder forbyttede reagensglas-tvillinger

To tvillinger, der kommer fra forbyttede æg, er blevet født og tilkendt den fødende mor. Dette billede er et modelfoto og altså ikke et billede af tvillingerne. Foto: MartesiaBezuidenhout

Italiensk domstol giver kvinde lov til at beholde tvillinger, som er resultatet af forbyttede befrugtede æg

Sagen om de to tvillinger, der blev forbyttet under den kunstige befrugtning på et hospital i Rom, er blevet afgjort ved en domstol i den italienske hovedstad få dage efter, at børnene, en dreng og en pige, blev født i hemmelighed og før tid på et andet hospital i byen l'Aquila.

Tvillingerne kom til verden otte måneder efter, at forbytningen af de befrugtede æg skete på Pertini-hospitalet i Rom. Begge tvillinger har det godt og er allerede udskrevet sammen med deres mor. Og moderen er, efter rettens afgørelse, den kvinde, der har født dem. Det biologiske forældrepar, der havde bragt sagen for en dommer i et forsøg på at få udleveret tvillingerne straks efter fødslen, fik afvist deres krav af domstolen. En afgørelse, der ikke kan ankes.

Hospitalet i Rom opdagede i foråret, at de var kommet til at bytte rundt på nogle befrugtede æg, da to kvinder var i fertilitetsbehandling i december. En kvinde var blevet gravid med æg og sæd fra et andet par, der altså er det biologiske forældrepar til de tvillinger, der netop er født. De biologiske forældre var blevet behandlet med æg og sæd fra det par, der nu er blevet forældre, men uden resultat.

Den gravide kvinde og hendes mand besluttede, at de ville fortsætte graviditeten og beholde børnene, men den afgørelse var de biologiske forældre ikke enige i. De var ulykkelige og nægtede at acceptere, at de ikke kunne blive forældre til ”deres” børn. Så de lagde sag an for at få dem udleveret, selv om der i følge juridiske eksperter ikke var tvivl om, at moderen i følge italiensk lov er den kvinde, der føder barnet.

Det nybagte forældrepar sagde efter fødslen til avisen La Stampa, at ”vi er glade, meget glade. Nu kan ingen længere tage dem fra os”. De udtrykte medfølelse med det andet par, fordi ”vi er klar over, at det er svært for dem, og det gør os ondt, men nu vil vi have ro og nyde endelig at være en familie”.

Den italienske bioetiske kommission har anbefalet, at parrene finder en løsning, så børnene får kontakt med begge par gennem deres opvækst, og forældreparrets advokat har sagt, at det måske kan komme på tale senere. Begge par menes at forberede sager om million-erstatninger over for det romerske hospital, der begik fejlen. En fejl, som sandsynligvis skete, fordi kvinderne har næsten identiske navne.

Sagen har vakt stor opmærksomhed i Italien og givet ny næring til en i forvejen konstant og livlig debat om kunstig befrugtning. Italien har en restriktiv lovgivning på området, der blev vedtaget i 2004 og blandt andet forbød par, der bærer på en genetisk sygdom, at få fertilitetsbehandling, så de kunne sortere æg med sygdommen fra. Dét fik Italien sidste år besked på at lave om i en kendelse fra den europæiske menneskerettighedsdomstol. Domstolen påpegede, at forbuddet mod at 'screene' for sygdomme ikke harmonerer med, at italiensk lovgivning tillader abort.

Loven tillader kun fertilitetsbehandling til hetero ægtepar og kun med deres egne æg og sæd. Men den italienske højesteret har for nylig erklæret, at forbuddet mod at anvende donor æg og sæd ikke er gyldigt. Fertilitetsklinikker over hele landet står derfor på spring for at sætte barnløse par i behandling ved donorhjælp.