Nyhedsanalyse

Fejl i dødskammeret vækker debat i USA

Hver gang amerikanske nyhedsmedier beretter om en fange, der har lidt en smertefuld og langsom død ved statens hånd, genantændes debatten om dødsstraf. I sidste uge skete det i staten Arizona, hvor dobbeltmorderen Jospeh Wood (billedet) gispede efter vejret mere end 600 gange. Foto: Handout

Trods forkludrede henrettelser er der meget langt til afskaffelse af dødsstraffen i USA

I tidligere tider fandt henrettelser i USA sted i fuldt dagslys, og offentlige hængninger var store folkelige begivenheder, som nysgerrige borgere kunne købe billetter til.

Når den amerikanske stat i dag henretter sine borgere, sker det oftest ved midnatstid, når den øvrige befolkning sover. Kammeret er aflukket, den dømte dør på en båre efter en indsprøjtning af giftige kemikalier, og næste dag er henrettelsen ofte blot en notits i nyhedsmedierne.

Dødsstraffen er, som juraprofessor David Dow bemærker i en kommentar i avisen The Politico, det amerikanske retssystems pølsefabrik: Ingen ønsker at vide, hvad der foregår.

Efter tre forkludrede henrettelser på seks måneder er det imidlertid blevet vanskeligere for amerikanerne at beholde skyklapperne på. I januar tog det fangen Dennis McGuire i Ohio 26 minutter at dø under gisp og støn efter en indsprøjtning, og i maj blev henrettelsen af Clayton Lockett afbrudt i Oklahoma, da giften ikke virkede efter hensigten. Kort tid efter døde den 38-årige Clayton Lockett af et voldsomt hjerteanfald. Og i sidste uge i Arizona gispede dobbeltmorderen Joseph Wood ifølge vidner efter vejret flere end 600 gange, inden han udåndede. Henrettelsen varede så længe næsten to timer at hans sagførere nåede at indsende tre appeller undervejs.

Fadæserne i dødskammeret gør det tydeligt, at dødssprøjten ikke blot er den sterile, fredfyldte og diskrete udførelse af en proportionel afstraffelse, som den for mange amerikanere giver indtryk af. For hver gang, nyhedsmedierne kan berette om fanger, der lider en smertefuld og langsom død ved statens hånd, genantændes debatten om dødsstraffen for en stund.

Og vilkårene for denne debat har rykket sig. Takket være en nedgang i amerikanernes bekymring over kriminalitet og øget bekymring over retssystemets fejlbarlighed er opbakningen til dødsstraffen faldet i USA fra cirka 80 procent i 1990'erne til 60 procent i dag. Men modstanden er ifølge meningsmålinger primært funderet i praktiske overvejelser snarere end i en dyb debat om etik og moral, og det er stærkt tvivlsomt, at de fejlbehæftede henrettelser vil forvandle det stadig solide folkelige og politiske flertal for dødsstraffen til et mindretal inden for den nærmeste fremtid.

Tilhængere af dødsstraffen begrunder typisk deres holdning med, at dømte forbrydere må betale for deres ugerninger. Den kendsgerning, at den dømte lider længere end forventet, mens straffen fuldbyrdes, rykker ikke nødvendigvis ved den holdning. Som Richard Brown, der er pårørende til Joseph Woods ofre, sagde til nyhedsbureauet AP efter henrettelsen i sidste uge: ”Denne mand udførte et rædselsvækkende mord, og I siger, at vi skal bekymre os om præparater? Hvorfor gav de ham ikke en kugle? Hvorfor gav vi ham ikke afløbsrens?”

Præsident Barack Obama, der forsigtigt bakker op om dødsstraffen, har forholdt sig tavs i debatten. Og det amerikanske retssystem bakker klart op om delstaternes ret til at henrette dømte mordere. Selvom problemer med giftindsprøjtninger har været kendt siden 1982, hvor metoden blev taget i brug, afgjorde USA's højesteret i 2008, at denne type henrettelse ikke krænker den amerikanske forfatnings forbud mod ”grusom og usædvanlig afstraffelse”.

Mens de forfejlede henrettelser ikke for alvor truer dødsstraffens plads i det amerikanske retssystem, kan de imidlertid være med til at nedbringe det i forvejen faldende antal dødsdomme og henrettelser i USA. Flere delstater heriblandt USA's mest folkerige delstat, Californien har inden for de seneste år indstillet henrettelser af fanger på dødsgangen med henvisning til svagheder i retssystemet og problemer med giftindsprøjtninger.

USA's mest berømte dødsstrafaktivist, den katolske nonne Helen Prejean, ynder at sige, at opbakningen til dødsstraffen er en mil bred, men kun en tomme dyb. Men selvom amerikanerne erkender, hvad der foregår på ”pølsefabrikken”, er det næppe nok til at overtale flertallet til at fratage staten dens ret til at udstede den ultimative straf.