Hjælp til døden skal ikke kun være for de rige

Demonstranter i London medbragte i går skilte med billedet af en dødeligt syg mand ved navn George Martin, som havde sultet sig ihjel, fordi han ikke måtte begå assisteret selvmord. Foto: Mungo Briscoe

Overhuset i det britiske parlament debatterede i går aktiv dødshjælp i en maratondebat

De røde læderbeklædte bænke i det britiske overhus var helt fyldte, og selv trappetrinene op til de forgyldte tronstole blev taget i brug som siddepladser af de ellers så ærværdige medlemmer af House of Lords.

I går havde Overhuset sin anden debat om et lovforslag om hjælp til at dø. Aktiv dødshjælp er tidens store etiske spørgsmål i britisk politik og har fyldt medierne op til debatten. Over 130 medlemmer havde inden starten på debatten skrevet sig på talerlisten, og det var den længste talerliste ved en debat i Overhuset i meget lang tid.

Debatterne i Overhuset er et studie i pomp og pragt. Først kommer formanden ind i en formel procession, og derefter beder en af de 26 biskopper, som er medlem af Overhuset, en bøn.

Biskoppen af Carlisle, James Newcome, er modstander af at lovliggøre aktiv dødshjælp, men hans bøn handlede ikke om sagen, men om at hjælpe medlemmerne til at træffe den rette beslutning.

Forslaget om hjælp til at dø er fremsat af Labours tidligere justitsminister Charles Falconer. Men forslaget er ikke et partipolitisk forslag, og debatten i går skulle afklare, om der var grundlag for at gå videre med et regulært lovforslag.

For Charles Falconer handler det om at sikre en værdig afsked med livet for mennesker, som er dødeligt syge.

”Den nuværende situation giver de rige muligheden for at rejse til Schweiz, mens det store flertal er overladt til uprofessionelle assistenter, og de barmhjertige hjælpere bliver behandlet som kriminelle,” sagde Charles Falconer.

Han understregede, at hans forslag har hentet inspiration i lovgivningen i den amerikanske delstat Oregon, og at han på ingen måde vil gå så vidt, som loven om dødshjælp i eksempelvis Holland.

I stede ønsker han en model, hvor hjælp til at dø skal være forbeholdt personer, som har en forventet levetid på højst seks måneder, og som er i stand til at tage den beslutning og også fysisk tage den dødelige medicin, som de skal have fra en læge.

Op til debatten havde tidligere ærkebiskop af Canterbury George Carey samt sydafrikanske Desmond Tutu talt for at se på reglerne om dødshjælp. Undersøgelser viser også, at mange troende er tilhængere af en form for hjælp til at dø.

Men det ikke en vej, som statskirken Church of England vil bevæge sig ind på.

”Lovforslaget handler ikke om at lindre smerte og lidelse, men er baseret på den misforståede overbevisning, at hvis du afslutter dit liv, mens du er fortvivlet, så er det en udøvelse af den menneskelige frihed,” advarede ærkebiskoppen af York, John Sentamu.

Den tidligere konservative minister Norman Tebbit advarede om, at hvis det bliver lovligt at få hjælp til at tage sit eget liv, så kan det føre til et pres fra de pårørende til alvorligt syge.