Når tavsheden står i vejen for trangen til at vide
Pårørende til en psykisk syg: Dilemmaet mellem patient og pårørende er en daglig udfordringi psykiatrien. Ud over de daglige bekymringer føler mange pårørende til psykisk syge også, at de ikke i tilstrækkelig grad bliver inddraget i behandlingsforløbet
Hvert år kommer omkring 90.000 danskere igennem det psykiatriske behandlingssystem. Til størstedelen af de sindslidende hører en gruppe pårørende, der må stå på sidelinjen og se til. For i sidste ende er det patienten, der bestemmer, hvem der skal inddrages i behandlingsforløbet, og hvem der skal holdes udenfor.
Undersøgelser har vist, at en afgørende faktor for, om en psykisk syg patient kommer sig efter et sygdomsforløb, er, at de pårørende har været en positiv del af behandlingsforløbet.
Derfor arbejder den danske psykiatri også aktivt for at udbygge forholdet mellem patient og pårørende gennem såkaldte pårørendepolitikker, hvor der blandt andet gives tilbud om anonym rådgivning, foredragsrækker og pårørendegrupper. Alligevel føler en tredjedel af de pårørende, at de slet ikke bliver taget med på råd, når den psykisk syges tilstand og behandling diskuteres. Det viser en undersøgelse, Landsorganisationen Bedre Psykiatri har lavet blandt sine medlemmer.
Det er ofte tavshedspligten i sundhedssystemet, der kommer i vejen for de pårørende. Sundhedsloven siger nemlig, at det er patienten, der bestemmer, om fortrolige oplysninger må bringes videre. Så hvis patienten har besluttet sig for, at hverken hans far eller mor må få at vide, at han er blevet indlagt, skal sundhedspersonalet rette sig herefter.
Pårørende har selvfølgelig altid et ønske om at få så meget viden som muligt, og der, hvor de bliver afvist med henvisning til tavshedspligten, er det til stor skade, siger Jes Gerlach, formand i Psykiatrifonden. Han lægger vægt på, at tavshedspligten er vigtig, men at det også er vigtigt at tage de pårørende alvorligt.
For bare 20-30 år siden var holdningen i psykiatrien, at det var familieforholdene, der var årsag til, at patienten blev syg.
Man troede derfor dengang, at man gjorde patienten en tjeneste ved at afbryde kontakten til de pårørende. I dag ser man familien som en ressource, men man kan med mellemrum stadig støde på den gamle holdning i psykiatrien, fortæller Per Vendsborg, der er formand for Dansk Selskab for Distriktspsykiatri og cheflæge i Region Sjælland.
En af psykiatriens største opgaver er at overbevise patienten om, at der ofte er fordele ved at inddrage de pårørende. Men at arbejde med forholdet mellem patient og pårørende er enormt tidskrævende, og det er ikke altid, at vi får det gjort i tilstrækkelig grad. Det kræver både tid og energi at blive ved med at tage emnet op over for patienten. Det kunne vi blive endnu bedre til, siger cheflægen.
Det er Poul Videbech, formand for Psykiatrisk Selskab og ledende overlæge på Århus Universitetshospital, enig i. Han peger på, at man i psykiatrien ofte bliver slået skakmat mellem de hensyn, man skal tage til både patienten og de pårørende, fordi det til tider går meget stærkt.
Tit sker det, at de pårørende er utilfredse, fordi de føler, at der foregår en slags hemmelighedskræmmeri. Dilemmaet mellem hensynet til patienten og de pårørende er blevet større. For hvor man tidligere ikke inddrog de pårørende i behandlingen, er der nu en større grad af samarbejde. Derfor kommer der også flere situationer, hvor man må foretage afvejningen, siger han.
Charlotte Rohde Larsen har som sygeplejerske i mange år arbejdet med pårørende og sidder i dag som PsykInfos sundhedsfaglige medarbejder. Hun har ofte kontakt med især forældre til unge mennesker, da det ofte er her, sygdommen bryder ud. Nogle af de udfordringer, hun møder flest af, er forældre, der ikke ved, hvordan de bedst muligt hjælper eller støtter deres voksne barn. Skal de gå ind på værelset og sige: Nu skal du altså trække gardinerne fra og komme op, eller skal de blande sig udenom?
Det handler ofte om, at de mangler viden om, hvad den konkrete diagnose indebærer. Det er en viden, der ikke er let tilgængelig, og også tabuet spiller ind. Det er ikke noget, man taler om, at ens barn kæmper med en psykisk sygdom, siger hun og fortsætter:
På hospitalerne skal man være bedre til at møde patientens pårørende, hvor de er. For eksempel kunne man tage en diskussion om, hvad man gør, når en pårørende ringer for at få oplysninger. Hvad kan vi fortælle pågældende, som ikke krænker tavshedspligten. Man må gerne orientere dem generelt om sygdomme, og man må meget gerne lytte. Man skal ikke være så bange for at miste loyaliteten over for patienten ved at tale med de pårørende, mener Charlotte Rohde Larsen.
Det fortrolige forhold mellem patient og læge er grundstenen i tavshedspligten. Derfor vil en lempelse af den eksisterende tavshedspligt ikke være en løsning på problematikken mellem systemet og den pårørende, mener både Per Vendsborg og Poul Videbech:
Der, hvor det ikke lykkes at overtale patienten til at samarbejde med sine pårørende, er der jo netop ofte en grund til, at patienten ikke vil have sin familie involveret i sine problemer. Forældrene vil måske gerne have tavshedspligten lavet om for deres børn, men hvis det samme skulle gælde for dem selv, ville de ikke bryde sig om det, siger Per Vendsborg og bliver suppleret af Poul Videbech:
At udhule tavshedspligten ville afskære en masse mennesker fra at få hjælp. For kunne man ikke vide sig sikker på, om lægen ville videregive fortrolige oplysninger, kunne det betyde, at nogle valgte lægen fra og det kan vi ikke leve med. Selvom man skal forsøge at tage hensyn til begge parter, vejer hensynet til patienten tungest.