Hvor langt skal tavsheden række på et plejehjem?

De pårørende til en dement kvinde, som blev udsat for gentagne overgreb på plejehjemmet, hvor hun bor, blev ikke oplyst om overgrebene. Ledelsen valgte at lade være med at fortælle de pårørende om hændelserne, fordi de har tavshedspligt om beboernes private forhold.Tegning: Morten Voigt

Ansatte på landets plejehjem har tavshedspligt om beboernes private forhold. Men i en sag fra København betød tavshedspligten, at en dement kvindes pårørende intet fik at vide om de overgreb, hun var udsat for. Kvindens datter forstår ikke, at ledelsen påtager sig at afgøre, om hendes mor skal have hjælp eller ej

På Plejehjemmet Nybodergården i København har udspillet sig en sag, som sætter spørgsmålstegn ved, hvor meget pårørende til en plejehjemsbeboer skal have at vide om livet på plejehjemmet.

Sagen har skabt splittelse mellem ledelse og personale, for personalet mener, at en mandlig beboer har forgrebet sig seksuelt mod en kvindelig beboer mod hendes vilje uden at ledelsen har informeret kvindens pårørende.

LÆS OGSÅ: Pårørende uvidende om overgreb på beboer på plejehjem

De fire nuværende eller tidligere ansatte, som Kristeligt Dagblad har talt med, mener, at manden decideret har voldtaget kvinden. Både manden og kvinden er svært demente. Ledelsen, som ikke vil udtale sig, mener, at manden og kvinden har været kærester, og at de seksuelle handlinger, der har fundet sted, er sket med kvindens samtykke selvom manden nu er blevet tildelt en fuldtidsoppasser, så ledelsen hele tiden ved, hvad han foretager sig.

På sidelinjen har kvindens voksne børn stået, hvoraf Kristeligt Dagblad har været i kontakt med kvindens datter. De pårørende fik besked om, hvad personalet opfattede som overgreb, da sygeplejerske Christa Heister fra plejehjemmet kontaktede datteren. Christa Heister og flere andre følte sig ganske enkelt moralsk forpligtet til at informere de pårørende om, hvad der foregik. Ledelsen informerede nemlig ikke de pårørende. Og det undlod ledelsen med lovgivningen i ryggen. For så længe en person ikke er umyndiggjort og det er man ikke, selvom man er stærkt dement har man ret til privatliv, og en plejehjemsledelse er dermed ikke forpligtet til at informere pårørende om hændelser på plejehjemmet.

Men herfra bliver det mudret. For hvornår vejer hensynet til en plejehjemsbeboers velbefindende tungere end ledelsens og de ansattes tavshedspligt?

Sagen begyndte den 27. oktober 2011.

Lenda Pedersen, som på det tidspunkt var elev på Nybodergården, var på vej rundt på plejehjemmet med kaffevognen, da hun bankede på hos en af de mandlige beboere. Hans dør var mod sædvane låst. Lenda Pedersen bankede gentagne gange på i frygt for, at der var sket noget. Da der ikke blev svaret, løb hun efter en nøgle, som hun låste sig ind med, selvom hun var klar over, at det indebar en krænkelse af beboerens privatliv.

Inde på værelset fandt hun den mandlige beboer og en kvinde, hvis strømpebukser og nederdel var trukket ned om anklerne. Kvinden skulle altid have hjælp til at få netop den nederdel af og på grundet knapperne i den.

Oven på kvinden lå den mandlige beboer helt nøgen. Lenda Pedersen var i tvivl om, hvad hun skulle stille op, så hun tilkaldte endnu en medarbejder, som afbrød manden. Kvinden råbte på hjælp, og Lenda Pedersen var på intet tidspunkt i tvivl om, at det samleje, der var i gang, foregik mod kvindens ønske.

Det var hele hendes kropssprog... hun så meget forskrækket ud og havde et meget ubehageligt udtryk i ansigtet, fortæller Lenda Pedersen, som ønsker at stå frem med navn for at sætte fokus på, hvordan sådanne episoder tackles på plejehjem.

For ifølge Lenda Pedersen tacklede plejehjemsledelsen denne og de følgende episoder dybt uheldigt. Blandt andet ved ikke at informere kvindens pårørende.

Den holdning står hun ikke alene med. Christa Heister, nuværende sygeplejerske på plejehjemmet, Birgit Holm­qvist, daværende ansvarshavende aftenvagt i otte år, samt endnu en tidligere ansvarshavende dag- og aftenvagt, som ønsker at være anonym, mener alle, at de pårørende burde have fået besked. Og de mener, at plejehjemsledelsen burde have taget hånd om sagen både hurtigere og mere effektivt.

For ifølge disse fire personer forgreb manden sig på kvinden otte gange. Det fremgår ligeledes af notater fra plejehjemmet, som Kristeligt Dagblad har set.

Det er selvfølgelig svært at bevise, fordi kvinden er meget dement. Men det var tydeligt i tiden efter, at hun ikke havde det godt. Derfor følte jeg også, at vi trods vores tavshedspligt burde inddrage de pårørende, når det påvirkede hende så meget, siger sygeplejerske Christa Heister.

Hvis I mente, at der var tale om overgreb, hvorfor meldte I så ikke manden til politiet?

Det var jeg også tæt på at gøre, men jeg stolede på som ledelsen sagde at en politianmeldelse skulle gå igennem dem. Og jeg prøvede at se for mig, at politiet skulle afhøre kvinden om sagen ... det ville jo ikke fungere. Jeg håbede nok lidt, at hendes pårørende ville gå til politiet, men nu kan det da ærgre mig helt vildt, at jeg ikke gjorde det, siger Christa Heister.

De pårørende gik heller ikke til politiet. Og for dem handlede sagen heller ikke om at hive en gammel, dement mand for retten. Det handlede om, at de følte sig ført bag lyset uden mulighed for at hjælpe deres mor i en svær situation. For da ledelsen en håndfuld dage efter overgrebet gik ind i sagen, besluttede de, at de pårørende ikke skulle have besked. Hændelsen hørte under retten til privatliv, mente de. Det mente de ansatte ikke, og derfor kontaktede de kvindens datter.

Jeg blev enormt vred over, at jeg ikke havde fået det at vide. Min mor kan på grund af sin sygdom være som et femårigt barn, og så er der kun tre mennesker, hun kan kende: mine brødre og mig. Vi kan trøste hende og give hende tryghed, så jeg blev helt ærligt rasende over, at jeg ikke havde hørt fra ledelsen på grund af dens tavshedspligt, siger kvindens datter.

De pårørende fik herefter et møde i stand med ledelsen, som stod stejlt på, at kvinden og manden bare havde hygget sig. En udlægning, som ingen af de fire ansatte, Kristeligt Dagblad har talt med, kan genkende.

Ledelsen lovede dog, at de pårørende ville få besked, hvis der opstod lignende episoder fremover. Og lignende episoder opstod i løbet af vinteren men de pårørende fik endnu en gang ikke besked. Derfor kontaktede personalet dem igen. Datteren mindes tydeligt, hvordan hendes mor ændrede personlighed i denne periode.

Hun kunne ikke rigtig sætte ord på, hvad der var i vejen, men hun sagde hele tiden åh nej, der kommer nogen bisser og rager på mig. Normalt elsker hun at give og få kram eller at lægge hovedet på ens skulder, men pludselig ville hun ikke længere have kram og sagde lad være med at røre ved mig hele tiden!, fortæller datteren.

Ledelsen havde som tidligere beskrevet rygdækning i lovgivningen, men datteren forstår alligevel ikke, hvorfor ledelsen ikke kontaktede hende og de øvrige pårørende.

Der sidder to mennesker og beslutter, at min mor ikke skal have vores trøst og hjælp. Når man er dement, har man en meget lille verden, hvor få personer lukkes ind. Det er dem, der kan give tryghed, og dem, man er vant til. Det afskar ledelsen os fra. De afskar os fra at trøste vores mor, da hun havde allermest brug for det. Det er så kritisabelt, synes jeg. Jeg fatter ikke, at de mener, de har ret til at tage det ansvar.

Selvom både de ansatte og kvindens datter fortsat er fortørnede over ledelsens håndtering af sagen, er sagen nu mere eller mindre afsluttet. Den demente kvinde har fået en fast kontaktperson, mens manden har personale omkring sig døgnet rundt.

Ledelsen fra plejehjemmet ønsker som sagt ikke at udtale sig i sagen (se dog interview med områdechef Dorte Dahl), men flere aktører fra demenssektoren sætter spørgsmålstegn ved ikke at informere de pårørende i sager af denne type. Blandt andre Gunhild Waldemar, overlæge og leder af Nationalt Videnscenter for Demens, som dog ikke vil gå ind i den konkrete sag.

Det er velkendt, at enkelte mennesker med demens har en hyperseksuel adfærd som del af deres sygdom. Når det kommer til udtryk, mener jeg, at man skal inddrage de pårørende. Pårørende har ret til at få oplysninger for at kunne varetage deres rolle som pårørende. Jeg er stor tilhænger af åbenhed over for pårørende, for de har i mange år været de allernærmeste til den demente og ved, hvordan deres gamle mor eller far reagerer, siger hun.

Heller ikke Nis Peter Nissen, direktør i Alzheimerforeningen, mener, at en ledelse bør tilbageholde informationer i sager som den beskrevne.

Tavshedspligten kan ikke være en undskyldning for ikke at hjælpe mennesker, der har behov for det. Det er jo helt absurd. Man kan sagtens overholde tavshedspligten og samtidig informere de pårørende ellers lader man syge mennesker i stikken. Hvis de her ting som det er beskrevet er sket gentagne gange, er der nogen, der ikke har taget hånd om situationen, og det er alvorligt.

Kristeligt Dagblad kender identiteten på de personer, hvis navne ikke fremgår af artiklen.