Frygter du, at sundhedsoplysninger bliver misbrugt?

Adgangen til borgernes sundhedsoplysninger via Det Fælles Medicinkort bliver de kommende måneder og år udvidet til stadigt flere faggrupper blandt andet tandlæger og sosu-assistenter. Det har blandt kritikere skabt bekymring for misbrug

JA, siger Thomas Ploug, medlem af Det Etiske Råd og professor ved Institut for Kommunikation, Aalborg Universitet

Det Fælles Medicinkort skal sikre mod fejlmedicinering. Hvorfor skal vi ikke gøre alt, hvad vi kan, for at sikre det?

Det skal vi så sandelig også. Kortet vil givetvis afhjælpe nogen fejl. Men det er ikke veldokumenteret, at man ved at blive ved med at udvide adgangen til oplysningerne vil redde flere liv. Det er heller ikke givet, at man kommer al fejlmedicinering til livs. Faktisk kan medicinkortet selv være årsag til fejlmedicinering. I 2012 led medicinkortet flere kritiske fejl, en af gangene var der angiveligt 123 mennesker, der blev fejlmedicineret.

Hvem er det, du ikke har tiltro til?

Jeg har ikke tiltro til it-systemer. Sikkerheden omkring dem viser sig gang på gang ikke at være bedre, end at de kan brydes af folk udefra. Og man behøver ikke have mistillid til andre mennesker, hvis man siger, at der nu er 200.000 danskere, der får adgang til oplysninger. Det skulle være mærkeligt, hvis ikke nogen af dem kommer til at lave et opslag, de ikke burde. Men den væsentligste anke er, hvordan det vil blive brugt af staten. Der ligger et enormt potentiale for staten i at holde styr på og overvåge, om borgerne udviser den rette sundhedsmæssige adfærd.

Som borger kan man checke, hvem der slår op i medicinkortet. Giver det ikke den fornødne sikkerhed?

Ikke nok. Hvis nogen har snaget, er skaden jo sket.

Hvad er alternativet?

Man kunne starte med primært at bruge det i forhold til de grupper, der har mest brug for det eksempelvis borgere, som får meget medicin, eller som dårligt husker, hvilken medicin de får. Vi kunne også indskrænke adgangen, så der ikke er 200.000 danskere, der kan slå op i det, og for det tredje kunne man forestille sig samtykke fra borgerne på forskellige vis.

NEJ, siger Mads Koch Hansen, formand for Lægeforeningen

Hvorfor skal vi have et fælles medicinkort?

Det er en forbedring af patientsikkerheden. Det vil give en bedre behandling af patienterne, når de forskellige dele af sundhedsvæsenet altid ved, hvilken medicin man får. Det er jo oplysninger, som allerede er kendt i sundhedssystemet. Vi deler det bare i en større kreds, så vi kan sikre, at flere af dem, man møder i sundhedsvæsenet, ved, hvilken medicin man får.

Hvordan kan vi sikre os imod misbrug?

Det gør man ved at begrænse adgangen til sundhedsprofessionelle, og at der er en log-funktion, som overvåges, og at myndighederne standser misbrug.

Hvor går grænsen for vores privatliv i sundhedsvæsenet?

De her oplysninger omkring ordineret medicin betragter jeg ikke som privatliv. Det er sundhedsoplysninger, som har relevans for den behandling, man får, hvor man møder sundhedsvæsenet.

Bekymrer det dig ikke, at man kun har brug for et cpr-nummer som trods alt er noget, man nemt kan skaffe?

Jeg kan ikke skaffe cpr-nummer på alle mulige mennesker. Og selvom man skulle få et cpr-nummer tilfældigt, er det svært at se værdien af, at man kan se, hvilken medicin et andet menneske får.

Man kan som borger holde øje med, hvem der har brugt oplysningerne. Kan det være rigtigt, man selv skal holde øje med, om nogen holder øje med en?

Det er ikke meningen, at man skal gå og holde øje med det. Men jeg synes, det er godt, man har muligheden.

Der sker indimellem fejl med it. Kan det ikke bekymre dig?

Jo, men jeg har ikke forstand på det, så jeg er nødt til at have tillid til, at sikkerheden håndteres på højst mulige niveau.

Kan vi være sikre på, at der bliver færre fejl med Medicinkortet?

Jeg kan ikke lægge hovedet på blokken, men det er designet efter at samle oplysninger og stille dem til rådighed. Jeg ved fra mit eget arbejde, at det er umuligt for patienter at huske mere end en slags medicin, og hvilken dosis de får, og det er en kilde til stor risiko.

Det Fælles Medicinkort (FMK)