Er medicinalbranchen ansvarlig for at udvikle nye antibiotika?

I USA er der frygt for, at gentest af fostre vil skabe nye klasseskel, så de rige bliver "genetisk renere" end de fattige.<br>Foto: arkiv

MED AFSTEMNING Udviklingen af nye antibiotiske midler er nødvendig, hvis ikke vi i fremtiden skal risikere at dø af simple infektionssygdomme. Men det er en dårlig forretning for medicinalindustrien, påpeger den selv og flere eksperter. Spørgsmålet er, om industrien har et socialt ansvar, eller om andre bør tage over?

Som dygtig købmand vil man vide, at god forretningssans handler om at kunne gennemskue, hvad kunderne efterspørger for derefter at indrette butikken med disse varer.

Har kunderne brug for varme vinterjakker, er det dem, butikken skal bugne af. Har de omvendt brug for florlette forårsjakker, er det dem, der skal fylde mest på tøjstativet. Med andre ord: Kendskab til forholdet mellem udbud og efterspørgsel er sjældent nogen dårlig rettesnor for godt købmandskab.

LÆS OGSÅ: Statens ansvar at udvikle nye antibiotika

Man kunne fristes til at tro, at samme markedstænkning ville gøre sig gældende inden for alle andre brancher og således også i medicinalindustrien. Men helt sådan forholder det sig ikke. Det viser problematikken med den manglende udvikling af nye anti­biotiske midler.

For selvom eksperter med stigende intensitet de seneste to til tre år har råbt højt om, at nye antibiotika er livsnødvendig som følge af, at flere og flere bakterier bliver resistente over for de præparater, der allerede nu findes på markedet, har medicinalbranchen ikke handlet på efterspørgslen. Årsagen er, ifølge de fleste af de kilder Kristeligt Dagblad har talt med, at det i dag er en decideret dårlig forretning at give sig i kast med udvikling og salg af antibiotika.

Ifølge medicinalbranchen selv er forklaringen meget simpel.

Der har været et nedadgående marked, og skåret helt ind til benet handler det om, at det haster med at få udviklet noget (antibiotika, red.), som helst ikke må bruges for meget. Og det er altså svært at føre ud i livet for en virksomhed ud fra almindelige markedsbetingelser, siger Allan Skårup Kristensen, chefkonsulent hos Lægemiddelindustriforeningen, som er medicinalindustriens brancheforening.

I den forklaring ligger der, at man fra sundhedssystemets side, samtidig med at man på det kraftigste efterlyser nye antibiotika, ikke ønsker at bruge eventuelle nye midler mere end højst nødvendigt for at sikre, at bakterier ikke også alt for hurtigt udvikler resistens over for dem. Det betyder, at skulle et medicinalfirma lykkes med at få udviklet et nyt antibiotikum, der ville kunne slå de mest sejlivede bakterier ihjel, ville det ikke være et produkt, man som firma kunne regne med at tjene særligt mange penge på de første mange år, fordi det kun ville blive brugt i meget alvorlige sygdomstilfælde.

Oven i købet ville produktet måske først for alvor blive taget i brug, når det normalt 20-årige patent var udløbet, og så ville de gode indtjeningsmuligheder være tabt, idet andre virksomheder efter patentudløb har lov at kopiere produktet.

Men spørgsmålet er, om medicinalbranchen i profittænkningens hellige navn helt og holdent kan fritages for ansvar og slet ikke har nogen form for etiske forpligtelser i forhold til at løse et samfundsproblem? Et problem, som eksperter spår vil komme til at koste mange menneskeliv i fremtiden som følge af det meget uheldige sammenfald mellem et stigende antal multiresistente bakterier og manglende vilje til at udvikle effektive antibiotika i industrien.

Steffen Thirstrup, der er professor, overlæge og enhedschef i Lægemiddeludvikling og -evaluering i Sundhedsstyrelsen, er ikke umiddelbart tilbøjelig til at lange ud efter medicinalindustrien.

Vi må se i øjnene, at vi lever i et kapitalistisk samfund, hvor markedskræfterne styrer. Og i sådan et samfundssystem kan vi ikke påstå, at medicinalbranchen er ansvarlig for at løse problemet med at komme de resistente bakterier til livs, siger han og anerkender, at det sjældent vil være nogen god forretning for industrien at slå sig ned på forskning og udvikling af antibiotika, sådan som betingelserne på området er nu.

Så tilbageholdende med kritik er det dog ikke alle, der er. Thomas Ploug, lektor og ph.d. på Institut 11 Kommunikation på Aalborg Universitet samt medlem af Det Etiske Råd, beskæftiger sig blandt andet med medicinsk etik, og han mener ikke, at de frie markedskræfter fritager medicinalbranchen for at tage et ansvar, når det kommer til udviklingen af livsnødvendige nye antibiotika.

Jeg mener afgjort, at medicinalbranchen har et socialt ansvar. Som et minimum må man kunne forlange, at den, hvis den er i besiddelse af nogle stoffer, som måske kan udvikles og bruges til ny antibiotika, giver det videre til relevante folk i for eksempel offentligt forskningsregi på universiteterne, siger han og efterlyser nogle specifikke krav til virksomhederne.

Det er naturligvis helt fair, hvis man ikke ud fra et forretningsmæssigt synspunkt ønsker at satse på et givent produkt, men man kunne eksempelvis kræve, at virksomhederne lavede forskningsrapportering, så nyttig viden kan gå videre til andre, siger han.

|Thomas Ploug mener dog samtidig, at truslen om de resistente bakterier og den manglende nye antibiotika er så tæt på, at staten ikke bare kan forholde sig passivt.

Overordnet set har vi at gøre med et akut problem, som er så alvorligt, at jeg mener, staten er nødt til at være med til at finansiere det nu og her. Vi kan ikke vente på, at markedet gør det fordelagtigt at investere i nye antibiotika. Det er trods alt menneskeliv, det drejer sig om, siger han.

I medicinalindustrien er man dog slet ikke interesseret i at lukke øjnene for de resistente bakteriers insisterende fremmarch og det deraf følgende behov for nye præparater, mener Allan Skårup Kristensen.

Jeg tror faktisk, at industrien på det her område er rimelig altruistisk. Man er nok næppe interesseret i at lave direkte underskudsforretninger, men jeg tror bestemt heller ikke, at man udelukkende går efter store blockbustersalg, når man kan se, at der er et akut behov, siger han og påpeger i samme ombæring, at han tror på, at et samarbejde mellem det offentlige og det private er vejen frem.

Selvom vi som industri vil strække os langt, er det offentlige nødt til at komme indover. Man kunne eksempelvis forestille sig fremgangsmetoder, hvor det offentlige stillede nogle penge til rådighed, mens industrien tilbød sig med såkaldte in-kind-bidrag, det vil sige stillede eksempelvis arbejdskraft eller projekter til rådighed, foreslår han og fortsætter:

Vi går også i industrien ind for, at de offentlige forskningsmidler skal øges. De skal ikke tages fra de private, men netop øges. I dag er det jo sådan, at 90 procent af alle forskningsmidler går til privatdrevne projekter. Men omvendt mener vi jo selvfølgelig heller ikke, at det hele blot skal over på offentlige hænder. Bare et projekt ville jo sluge et helt års offentlige forskningsbevillinger, siger Allan Skårup Kristensen og slår fast, at det er her, industriens vilje til at rejse risikovillig kapital skal udnyttes.

Også flere forskere i offentligt regi mener, at vejen frem mod nye antibiotika er samarbejdet mellem staten og det private erhvervsliv. Deriblandt Niels Frimodt-Møller, professor og overlæge på Klinisk Mikrobiologisk Afdeling på Hvidovre Hospital, der godt er klar over, at der skal tænkes hurtigt, såfremt udviklingen ikke skal gå den forkerte vej.

Inden for 5 til 10 år vil vi stå med et ganske betydeligt globalt problem, hvor vi også herhjemme vil stå over for nogle af de multiresistente bakterier, som man indtil nu mest har set i udlandet. For eksempel har vi, som det ser ud nu, kun to antibiotika tilbage, som virker mod den multiresistente New Delhi-bakterie, som stammer fra Indien, siger han og påpeger, at man også bør se på, hvordan det kan gøres mere attraktivt for medicinalbranchen at satse på udviklingen af antibiotika.

Det koster omkring én milliard kroner at finde frem til et nyt antibiotikum. Niels Frimodt-Møller mener derfor, at man eventuelt kunne forlænge patentrettighederne fra de nuværende på 20 år til måske 30 år, så medicinalvirksomhederne har monopol på et givent produkt i længere tid og dermed også længere tid til at tjene sine penge ind igen.

|En mulighed kunne også være at se på, om den kostbare ofte 10-15-årige lange proces, man har, fra man finder et nyt stof, til det er i handlen, kunne forkortes.

Det, som er rigtig dyrt i processen, er, når et nyt produkt kommer til den såkaldte fase tre, hvor det er blevet afprøvet på dyr og på en lille gruppe syge mennesker, men så skal afprøves på en større mængde raske mennesker for at sikre, at man kender til alle eventuelle bivirkninger. Og her er spørgsmålet, om problemet med manglende ny antibiotika er tilstrækkelig stort til, at man kan sige, at vi er blevet for regulative, når vi afprøver ny medicin, siger Niels Frimodt-Møller.

Han tilføjer, at man, dengang man udviklede den såkaldte hiv-medicin, slækkede lidt på kravene, idet man anså sygdommen for værende så alvorlig, at der skulle skrides ind hurtigst muligt.

Også i Lægemiddelindustriforeningen har man diskuteret, om muligheden for at få en hurtigere godkendelse af et eventuelt nyt produkt kunne være et incitament til, at flere i medicinalbranchen så muligheder i at forske i antibiotika.

Det særligt dyre i fremstillingen af medicin er de sidste afprøvninger, hvor produktet måske skal afprøves på flere tusinde. Det i sig selv tager måske op til tre fjerdedele af hele det samlede budget, så i stedet for at vente mange år kunne man måske forestille sig, at der blev givet tilladelse tidligere, sådan at lægerne kun måtte bruge det til de allermest syge, samtidig med at man testede det helt færdigt på forsøgspersoner, siger Allan Skårup Kristensen, der dog er klar over, at metoden er problematisk.

Det ville naturligvis kræve, at det offentlige helt og holdent tog ansvaret for det, og som industri er det jo ikke noget, vi plejer at gøre, for vi vil jo også meget nødigt have nogen ulykker, siger han.

Hos Novozymes, der er en biotekvirksomhed, som ikke selv producerer medicin, men som arbejder med stofferne på de allertidligste forskningstrin og herefter overlader den egentlige kliniske bearbejdning af et stof til medicinalvirksomheder, har man erfaringer med, hvor svært det kan være at få nogen til at bide på krogen, når det handler om antibiotika.

For en halv snes år siden fandt man nemlig hos Novozymes et stof i en svamp, som viste tegn på at kunne bruges til at udvikle et nyt antibiotikum. Men trods de lovende indikationer har de ikke formået at få afsat det til videreudvikling hos nogen medicinalvirksomhed, fortæller director i forskning hos Novozymes Søren Kjærulff.

Sikkerhedskravene er så store i dag. Man vil vide alt, inden man sender et produkt i handlen. Og fordi kravene er så store, så bliver det også ekstrem dyrt, og så vil de store firmaer have vished for, at de får noget, der dur, og som er det allerbedste. Vores største problem er i den forbindelse, at de store firmaer vil have noget, der som minimum har været i fase ét og to. Men så langt fremme i processen arbejder vi slet ikke hos os. Det er ikke der, vores ekspertise ligger, siger Søren Kjærulff.

Han tilføjer, at de stadig forsøger at afsætte stoffet via videnskabelige konferencer og til møder med potentielle købere.