"Kan min gamle far ikke få lov at dø en naturlig død?"

Der bliver taget godt hånd om de ældre på plejehjemmene i dag. Men hvad, hvis personalet genopliver mod de ældres ønske? Modelfoto: Scanpix

En læser spørger, hvad hun kan gøre for at hendes gamle far ikke bliver genoplivet ved hjertestop. Torben Mogensen, lægelig direktør for Hvidovre Hospital og medlem af Etikpanelet, giver her sit svar

Overalt i Danmark kan man efterhånden finde en såkaldt hjertestarter.

En maskine designet til hurtigt og nemt at genoplive et menneske, der falder om med hjertestop, og holde vedkommende i live, til ambulancen kommer. 

Hjertestarterne findes også på plejehjem og i seniorklubber. Men hvad nu, hvis et ældre menneske slet ikke ønsker at blive genoplivet, det øjeblik han eller hun falder om? 

Det spørgsmål har en læser ved navn Randi stillet til Kristeligt Dagblads Etikpanel. Hendes far er på plejehjem, og hun er i tvivl om, hvorvidt personalet vil lade hendes far dø naturligt efter hans eget ønske, hvis hans hjerte en dag stopper.

Læs hendes brev her:

Hej

Min far på 91 år vil gerne dø i ro og fred uden nogen former for moderne hjælpemidler til at udskyde døden. Jeg havde aldrig forestillet mig, at det skulle blive aktuelt så meget som at tænke over, at døden kan blive kunstigt udskudt. Både min mormor og mor døde, mens jeg var til stede, og min far skal bestemt også have lov til at dø i fred. Er det sandt, at min far og jeg skal udfylde en "formular" med underskrifter på, at min far ikke vil genoplives, når han dør, for at kunne dø naturligt? Og i så fald, kan I sende denne formular til mig?

MVH fra Randi

Torben Mogensen, lægelig direktør på Hvidovre Hospital og medlem af Kristeligt Dagblads Etikpanel, har sagt ja til at svare på Randis spørgsmål.

Læs hans svar til hende her:

Kære Randi 

Du rejser et meget vigtigt og principielt spørgsmål. Hvornår dør man en naturlig død, og hvornår får man hjertestop og skal forsøges genoplivet? I dag kan det synes vanskeligt at dø en ”naturlig” død. 

Som udgangspunkt kan man som menneske afslå at modtage behandling. Det vil sige, at hvis man kommer på hospital, vil man blandt andet blive spurgt om, hvorvidt man ønsker genoplivning ved hjertestop. Hvis man siger nej til hjertestopbehandling, må personalet ikke foretage en genoplivning. 

Hvis man kommer bevidstløs ind på hospitalet, kan et livstestamente hjælpe personalet med at afgøre behandlingen. Et livstestamente kan udfyldes på sundhed.dk. Det er dog vigtigt, at man som familie gør opmærksom på, at der findes et livstestamente. 

Et tredje problem er, hvis man dør hjemme. Hvis man ringer 112, vil ambulancefolk og eventuelt akutlæge foretage genoplivning, da man i den situation skal handle hurtigt og ikke kender patienten. Derfor bør man ringe til din fars læge eller lægevagten, hvis dødsfaldet er derhjemme. Der vil så kunne skrives dødsattest hjemme. 

Hvis din far er på plejehjem, bør der foreligge klare aftaler mellem din fars læge, plejehjemmet og familien om, hvad man gør, hvis din far bliver akut syg. Ellers risikerer han at blive kørt på hospital og derved få en uønsket behandling ved akut sygdom. Igen skal man huske på, at lægelig behandling er et tilbud, man kan sige nej til. Man kan sagtens få lindrende behandling i hjemmet, således at man ikke har smerter. 

Som du sikkert kan forstå, er det at sikre en naturlig død ikke lige let, men det er en ret, alle burde have.

Med venlig hilsen

Torben Mogensen