Folketinget i fodslag om biomedicin

Anatomical model Foto: Image Source/JOSE PELAEZ/Image Source

På tværs af partierne er der enighed om, at der skal sættes klare grænser for den biomedicinske udvikling. For videnskabens indgriben i menneskelivet rejser alvorlige, etiske dilemmaer

I Danmark er der forbud mod fremstilling af fosteranlæg med henblik på forskning og behandling. Til gengæld er det lovligt at bruge befrugtede æg kasseret fra fertilitetsklinikkerne. Alle gravide kvinder bliver i dag tilbudt en scanning under graviditeten, der gør det muligt at fravælge fostre med alvorlige hjertefejl og Downs syndrom. Samtidig kan man redde livet for ekstremt tidligt fødte børn i uge 23.

Videnskaben inden for biomedicin kender efterhånden ingen grænser, men det gør landets folketingspolitikere, der på tværs af politisk ståsted er enige om, at der skal være klare grænser for, hvor langt videnskaben må gå i forsøget på at indrette det danske sundhedssystem på stadig mere avancerede måder. Budskabet lyder: Bare fordi vi kan, er det ikke sikkert, at vi skal.

TEMA: Genteknologiens mange muligheder og udfordringer

Lægevidenskabens kapløb om at frembringe nye behandlingsmetoder udfordrer politikerne i forhold til de værdinormer, vi skal stå vagt om. Jeg mener, at mennesket har uendelig værdi fra undfangelse til grav. Derfor skal vi passe på, at den videnskabelige udvikling ikke medfører sortering af mennesker, siger Kristendemokraternes Per Ørum Jørgensen.

Venstres sundhedsordfører, Birgitte Josefsen, er enig i, at en eventuel udvidelse af grænsen for, hvornår en kvinde må abortere et foster, eller hvad man skal kunne screenes for, ikke må ende ud i normer for, at der ikke er plads til visse børn og voksne i Danmark. Selvom man videnskabeligt kan. Og selvom man kan kortlægge, hvilke sygdomme hver enkelte er disponeret for, beriger det os ikke nødvendigvis, mener hun.

Skal man så være bange for, at man som 75-årig får kræft? Der ligger etiske dilemmaer der, som jeg er nervøs for. Vi skal naturligvis være opmærksomme på forebyggelsesmulighederne, men vi skal passe på, at vi ikke putter folk i kasser, som de så skal leve deres liv ud fra, siger hun.

VIDEO: Formand for Det Etiske Råd: Bioteknologiens muligheder er afgørende at have blik for, når man arbejder med etik i dag

Og uanset hvem, der sidder tilbage med regeringsmagten efter det nært forestående folketingsvalg, er budskabet det samme. Også SFs sundheds- og forskningsordfører, Jonas Dahl, mener, at videnskaben bibringer spændende muligheder, men kan skubbe til tanken om et perfektionistisk samfund, der sygeliggør mennesker.

Men man skal heller ikke underkende, at den videnskabelige udvikling inden for biomedicin skaber nye muligheder for forebyggelse og behandling, tilføjer Socialdemokraternes sundhedsordfører, Sophie Hæstorp Andersen.

Man skal bare holde begge ben på jorden. Vi har lige nu en god lovgivning, når det handler om forskning på det biomedicinske område. Vi har været villige til at opbygge nogle fyrtårne, men der må aldrig blive mulighed for en konkurrence om at få de mest vidtgående grænser for forskning. Jeg ser gerne, at Danmark er det sted, hvor man godt tør sige hertil og ikke længere, siger hun.

LÆS OGSÅ: Biomedicin er en ustoppelig supertanker

TEMA: Etik, sundhed og forskning

LÆS OGSÅ: Stort tema om genteknologi og etik

-WhyT6fG3ks