Syge danskere lokkes med stamcelleturisme

Sundhedsstyrelsen vil nu gribe ind overfor ukrainsk klinik, der lokker med udokumenteret stamcellebehandling

Sundhedsstyrelsen vil nu gribe ind overfor ukrainsk klinik, der lokker med udokumenteret stamcellebehandling

24timers afsløringer af en stamcelleklinik, der lokker dødeligt syge danskere til Ukraine med udokumenterede løfter om effektiv behandling mod alverdens sygdomme, får nu Sundhedsstyrelsen til at handle.

De danske sundhedsmyndigheder går ud og advarer om de ting, som patienter skal være særligt opmærksomme på, når de overvejer eksperimentel stamcellebehandling i udlandet.

BAGGRUND:Hvad ved du om stamcelleforskning?

Sundhedsstyrelsen fastslår blandt andet, at effekter og bivirkninger ved stamcellebehandling endnu er videnskabeligt uafklaret, og at den eksperimentelle behandling er forbundet med en risiko for alvorlige bivirkninger som eksempelvis kræft.

»På ganske få andre områder anvendes vævsspecifikke stamceller som en veletableret standardbehandling, for eksempel ved hudtransplantater i forbindelse med forbrændinger. Bortset fra disse områder er behandling med stamceller stadig eksperimentel eller forskningsmæssig. Dette betyder, at man for andre sygdomsområder endnu ikke ved, om behandlingen virker, er sikker eller har bivirkninger,« skriver Sundhedsstyrelsen blandt andet i et notat, som er offentliggjort på styrelsens hjemmeside.

Derudover understreger de danske sundhedsmyndigheder, at behandlingen udelukker patienter fra at deltage i fremtidige forsøgsbehandlinger, fordi de har fået sprøjtet fremmedlegemer ind i kroppen.

Sundhedsstyrelsen har ellers tidligere over for 24timer afvist, at det var myndighedens opgave at informere om specifikke behandlinger i udlandet, men efter politisk fokus fra blandt andre sundhedsordførerne har styrelsen tilsyneladende ændret holdning.

»Det glæder mig, at Sundhedsstyrelsens nu også ser det som sit ansvar at være med til at sikre, at danskerne naturligvis har adgang til viden om, hvad der er evidens for, og hvad der ikke er evidens for, så man kan træffe et valg ud fra det. Jeg er bare ked af, at der er gået så lang tid, før der er blevet gjort noget. Det har åbenbart været nødvendigt med skriverier fra pressen,« siger Venstres sundhedsordfører, Sophie Løhde, til 24timer.

Sundhedsstyrelsen oplyser, at informationen kommer af egen drift, men erkender, at journalistisk fokus på problematikken har været medvirkende til, at man nu går ud og advarer mod eksperimentel stamcellebehandling:

»Vi er selvfølgelig opmærksomme på, hvad der interesserer offentligheden - vi læser dagspressen lige som alle andre. Det er jo en del af Sundhedsstyrelsens almene forpligtelse til at orientere folk om vigtige ting på sundhedsområdet. Men vi har følt, at vi skulle gå mere ud i forhold til stamcellebehandling og informere om det,« siger Søren Brostrøm, der er overlæge og enhedschef i Sundhedsstyrelsen, til 24timer.

Klinikken Emcell, der tilbyder behandlinger mod alt lige fra kræft, sklerose, Parkinsons, aids og gigtsygdomme til hjerneskader hos børn, har indtil videre behandlet op mod 90 danske patienter, hvoraf nogle har betalt over 100.000 kroner for en enkelt behandling.

Men som 24timer har kunnet afsløre, sker behandlingen ikke på et oplyst grundlag - patienterne får ikke at vide, at de reelt deltager i et eksperiment, hvor både effekt og bivirkninger er uvisse og udokumenterede.

Sundhedsstyrelsen er stadig i gang med at vurdere Emcells indsendte dokumentation for at undersøge, om klinikkens danske repræsentant bryder loven ved at sælge behandling uden at have videnskabeligt belæg for sine mange påstande.

Sundhedsminister Astrid Krag (SF) skriver i en e-mail til 24timer, at myndighederne arbejder »på højtryk«:

»Jeg følger fortsat sagen nøje og har noteret mig ønskerne om en snarlig afklaring og mere information. Jeg ved, at Sundhedsstyrelsen arbejder på højtryk for at få fuld klarhed over sagen,« siger sundhedsminister Astrid Krag til 24timer.

Emcells danske agent, Lotte Nielsen, har skriftligt meddelt 24timer, at hun ikke ønsker at medvirke i direkte interview.

KILDE: 24 timer