Stamcelleforskning er et langt, sejt træk

Forsker Nicolai Strøyer Christophersen. – Foto: Casper Christoffersen.

Dansk forsker håber, at politisk velvilje over for stamcelleforskningen i USA kan få danske politikere til at kaste sig mere ind i kapløbet om at kunne helbrede alvorlige sygdomme

I sidste uge sluttede det, amerikanske biomedicinske forskere har kaldt et langt undertrykkende kapitel i videnskabens historie. Her åbnede den amerikanske præsident, Barack Obama, for at bruge offentlige midler på projekter, hvor forskere bruger menneskelige stamceller fra befrugtede æg i forsøg på at kurere uhelbredelige sygdomme. Det har ellers været forbudt under hans forgænger, George W. Bush, der mente, at de befrugtede æg var at sidestille med levende fostre.

Men nu har Obama bedt den amerikanske sundhedsstyrelse om i løbet af tre måneder at udforme retningslinjerne for anvendelsen af kasserede æg fra fertilitetsklinikker.

Præsidentens initiativ skyldes blandt andet frygten for at sakke bagud i biomedicinsk forskning. Men hvad betyder hans udmelding for stamcelleforskningen verden over og herhjemme? Nicolaj Strøyer Christophersen, post-doc ved Biotech Research & Innovation Centre, BRIC, ved Københavns Universitet, mener, at Obamas holdning giver fornyet tro på stamcelleforskningen.

Man kan ikke lave det lange, seje træk i stamcelleforskningen alene med private midler. Så hvis man skal tro på, at det her kan blive terapi med tiden, skal der offentlige midler til at lave denne her kostbare og tidskrævende forskning. Og det kræver tid, for vi når ikke målet på et år, men måske på 10 år, siger Nicolaj Strøyer Christophersen.

Novo Nordisk en af de få virksomheder herhjemme, der er begyndt at forske i stamceller. Målet er en kur mod diabetes. Samtidig er statslige midler langsomt begyndt at tilflyde dansk stamcelleforskning, men indsatsen er endnu ikke samlet i for eksempel et forskningsscenter. Få dage efter det amerikanske kursskifte kom Venstres videnskabsordfører, Malou Aamund, dog med en melding om, at også Danmark bør investere i stamceller, så vi ikke sakker bagud i forhold til for eksempel England og USA.

Det er på tide. Hvis vi havde taget fat på det her nogle år før, havde vi måske haft nogle danske virksomheder nu, der var klar til at udnytte potentialet i det, siger Nicolaj Strøyer Christophersen. For der er et forskerkapløb i gang.

Konkurrencen er hård, men USA er ikke vores værste konkurrent. Det er lande som Japan, Singapore og Korea, der virkelig bruger mange penge på at støtte forskningen. De har valgt at tro og satse på det og ved, at når man er den første med noget, har man bedre manøvremuligheder, siger han.

Herhjemme har debatten gået på, om stamcellerne skulle sidestilles med et levedygtigt barn. Men først i 2003 tog det danske folketing positivt stilling til, at det skulle være lovligt for forskere at bruge befrugtede æg, kasseret fra fertilitetsklinikker. Og netop den debat og beslutning burde have været taget for længe siden, mener Nicolaj Strøyer Christophersen:

Så kunne vi stå helt anderledes i dag. På verdensplan er et af de førende lande Israel, fordi man her ikke har set noget etisk dilemma i at anvende embryonale stamceller. Jeg blev selv nødt til at tage til Sverige fra 2003 til 2006 for at lave min ph.d. Her var man meget længere fremme end i Danmark, mens danske forskere stod i stampe, fordi der ikke var taget politisk stilling.

Til kritikerne i USA ofte kristne er hans budskab, at forskningen på længere sigt kan have positiv betydning for millioner af alvorligt syge mennesker.

Da Obama varslede det her kursskifte, lagde han vægt på, at det må være en kristen opgave at lindre andre menneskers smerte. Selv mener jeg, at hvis vi kan bruge viden til at hjælpe andre, er det vores pligt. Selvfølgelig skal det ske på forsvarlig vis, men at nægte det med henvisning til religiøse overvejelser har jeg virkelig svært ved at acceptere, siger Nicolai Strøyer Christophersen, hvis egen drivkraft har været ønsket om at hjælpe andre.

Forestil dig, at man kan lave en ny bugspytkirtel og helbrede mennesker med diabetes. Det var den tanke, jeg faldt for i sin tid at helbrede mennesker frem for at kurere symptomer.

Da han havde lavet sin ph.d. ved Lund Universitet, tog han sine erfaringer med sig hjem til Danmark og har siden forsket i embryonale stamceller hentet hjem fra USA, blandt andet i mulighederne for at kurere parkinson. Han håber at få mulighed for at afprøve sine resultater på mennesker selvom det ligger noget ude i fremtiden.

Og forskningen forsøger hele tiden at gå nye veje for at finde forskningsmateriale, så man kan undgå den omdiskuterede brug af befrugtede æg. Det er blandt andet lykkedes at tage hudceller fra voksne mennesker og manipulere dem tilbage til embryonale stamceller.

Der er mange perspektiver i det, men så længe vi endnu ikke helt forstår, hvilke mekanismer der regulerer embryonale stamceller, har vi ikke remedierne til at lave ordentlig forskning.

Men hvorfor ligger det så langt ude i fremtiden? Ind imellem hører man da om patienter, der bliver behandlet med stamceller på klinikker i udlandet. Er det fup eller fidus?

Nej, men det er ikke kontrolleret. For et par uger siden hørte jeg en tragisk historie, om en dreng, der på en russisk klinik havde fået transplanteret stamceller ind i hjernen. Tre år senere udviklede han tumorceller. Så selvom man nogle steder er så langt fremme, at man kan behandle den pågældende sygdom, har det endnu for store bivirkninger, for eksempel kræft. Og sikkerheden er utrolig vigtig. Man skal jo ikke påføre mennesker en anden sygdom under behandlingen.

Leder side 16