Lad os bare stå i stampe

Vi behøver ikke give offentlig støtte til stamcelleforskning

Kom med en forsker, der ikke vil have flere offentlige penge til netop sit forskningsfelt. Kom med en forsker, der ikke er bange for at blive overhalet af udenlandske kolleger. Kom med en forsker, der ikke mener, at hans eller hendes forskning næstekærligt kan redde tusinder eller endda millioner af patienter, hvis bare der kommer flere penge på bordet. Det er vist en vanskelig opgave at finde en sådan forsker. Derfor er det heller ikke chokerende, at en de førende danske eksperter inden for stamcelleforskningen i dagens avis efterlyser flere offentlige bevillinger.

Anledningen er, at USAs præsident, Barack Obama, har ophævet sin forgængers forbud mod give offentlig støtte til forskning i stamceller, som udvindes af befrugtede menneskelige æg. Kommer den amerikanske forskning for alvor op i omdrejninger, er det let at forestille sig, at andre landes forskere hurtigt bliver sat af i svinget. Af samme grund argumenterer Venstres forskningsordfører, Malou Aamund, for, at Danmark også må øge sine offentlige tilskud på området.

Men er det et kapløb, vi skal kaste os ud i? Når der hidtil har været så stor forsigtighed, har det haft sine gode grunde. Herhjemme blev forskning i befrugtede æg principielt tilladt i 2003 efter en begrænset, offentlig debat, som mange politikere havde svært ved at forholde sig til. På bundlinjen er befrugtede menneskelige æg imidlertid stadig en omskrivning af menneske. Menneskelivet begynder ved befrugtningen, som det tidligere så præcist stod i grundlaget for Det Etiske Råds arbejde. Når vi alligevel giver adgang til provokeret abort op til 12. uge, skyldes det en række andre hensyn, som samfundet har fundet tilstrækkeligt vægtige.

Det kan imidlertid ikke betyde, at fostre eller et befrugtede æg kan bruges til hvadsomhelst. Ejheller til at producere menneskelige reservedele eller forskningsmateriale. I bund og grund handler det om, hvad et menneske er, og hvilken respekt man må have over for individdet, født som ufødt.

Det er rigtigt, at der i forvejen i reagensglas bliver befrugtet mange menneskeæg, som alligevel skylles ud i håndvasken. Det er nødvendigt for at kunne gennemføre behandlinger med kunstig befrugtning. Problemet er, at ingen kan se, hvor hverken kapløbet eller glidebanen slutter.

Dertil kommer et mere jordnært, økonomisk argument. At vi med et forslidt omkvæd måske kan få mere for pengene ved at bruge dem på andre og mindre kontroversielle forskningsområder. Selvom man gerne vil være en førende forskernation, behøver man ikke stille op med statstilskud i alle discipliner. Især i de etisk set mest betænkelige kan man godt stå lidt i stampe.