Forskning gør celle til frikadelle

Moderne stamcelleforskning vil inden for få år gøre det muligt at dyrke spiseligt laboratorie-kød, der aldrig har siddet på et dyr

Reagensglaskød, slagtefrit kød eller Frankenfood. På verdensplan er der i dag mere end 30 laboratorier, der arbejder på at skabe kunstigt kød, og selvom det endnu ikke er på markedet til menneskelig føde, antyder øgenavnene det kontroversielle i forehavendet.

Længst fremme er hollandske forskere fra universiteter som Utrecht, Eindhoven og Amsterdam. En af dem er professor i molekylær fysiologi Joost Teixeira de Mattos. Hans motivation er åbenlys.

LÆS OGSÅ: Stamceller skal give kunstige hofter livslang levetid

Vi står foran flere fødevarekriser, og vores klode kan ikke holde til væksten i den industrialiserede opdrætning og slagtning af dyr, siger professoren i mikrobiologi ved Amsterdam Universitet.

Eksempelvis skal en ko bruge både enorme mængder vand og plads og mere end 20 kilo protein for at kunne frembringe et kilo protein til menneskeføde.

Derfor må vi i de Mattos øjne enten spise langt mindre kød eller begynde at spise kød, der er dyrket i laboratorier med langt mindre forbrug af vand, energi og foder og med et markant lavere CO2-udslip.

Indtil videre vokser de kunstige bøffer dog ikke ind i himlen, men det kommer måske. Det mener i hvert fald professor Mark Post fra Maa-stricht Universitet, der har isoleret stamceller i muskelfibre og dermed fået oksekød til at gro i laboratoriet.

Lige nu kan vi lave tynde fingre af kunstigt kød, der er to centimeter lange, en centimeter brede og cirka en millimeter tykke. Dem har vi brug for 3000 af, før vi kan lave en burgerbøf, siger han og gør opmærksom på, at kødet godt nok består af muskelfibre, men at det hverken har blodkar, fedtlag, brusk eller knogler, som er med til at give konventionelt kød både smag og struktur.

Selvom vævet trænes med bøj, stræk og elektriske stød, kan det blævrende og blege kunstige kød i bedste fald bruges til hakkekød, mener Mark Post. Men det er allerede et fremskridt.

Jeg vil gerne lave store stykker, der kan sælges som steaks. Men omvendt er 50 procent af kødmarkedet allerede forarbejdet kød, så hvis vi kan revolutionere bare den del, er vi nået langt, siger han.

Han bakkes op af professor Joost Teixeira de Mattos, der dyrker kød i en genmodificeret og proteinrig bakteriesuppe af blåalger.

Kunstige steaks, ribeyes og den slags har længere udsigter, måske 20 år. Men kunstigt kød til sammensatte produkter som pølser, sovser og supper er nemmere at producere. Det kan masseproduceres i løbet af mindre end 10 år, hvis vi satser mere på forskning inden for områder som cellevækst, celledeling, masseproduktion og forbrugeraccept, siger de Mattos.

For at få gang i forskningen på internationalt plan blev der i 2007 skabt et internationalt netværk med blandt andre hollandske, norske, amerikanske og brasilianske forskere inden for kunstigt kød. Hertil hører også professor Niels Oksbjerg fra Aarhus Universitet.

Hollænderne er længst fremme. De har fået forskningen i kunstigt kød på finansloven med et beskedent beløb, så de er langsomt ved at bide sig fast, siger han.

Under slagordet fra celle til frikadelle vil Niels Oksbjerg fra dansk side nu gøre noget ved, at verdens kødproduktion er med til at ødelægge både det lokale miljø og det globale klima.

I 2050 vil vi have en fordobling af vore kødindtag, både fordi vi vil være flere mennesker, og fordi der vil opstå en enorm middelklasse i lande som Kina. Derfor er der stort set kun gode argumenter for at erstatte i hvert fald en del af vores kød med kunstigt kød, lyder det fra seniorforskeren, der ser en hurtig og kontrolleret deling af cellerne til muskelfibre som en af de største udfordringer.

Men når det er på plads, kan vi for eksempel stimulere optaget af omega-3-fedtsyrer og dermed dyrke kød, der er sundere end kød, der er dyrket konventionelt på et dyr.

Set i en etisk optik er denne løsning på verdens stigende kødforbrug dog halsløs gerning. Det mener Mickey Gjerris, teolog, lektor i bioetik ved Fødevareøkonomisk Institut på Københavns Universitet og medlem af Det Etiske Råd.

Hvis stamcellekød en dag kan produceres i større målestok, så er det sandt, at man kan producere proteiner uden at skulle bruge dyreliv i produktionskæden. Det er et væsentligt argument, men den teknologi har vi såmænd allerede i form af produkter baseret på planteprotein: tofu, seitan og quorn, siger Mickey Gjerris.

Hvorfor skulle vi så bruge milliarder på at udvikle stamcellekød? Hvis man vil vurdere et etisk problem, må man se på alle alternativerne, og her er planteprotein en af mulighederne. Men det bliver højt og flot ignoreret i vurderingen af forskningen i stamcellekød, siger Mickey Gjerris og kalder det kunstige kød for en teknisk utopi frem for et reelt alternativ.

Vi burde bruge langt flere forskningsmidler på at undersøge de reelle alternativer, herunder især hvordan vi får folk til at spise anderledes. Men hvornår har du sidst set en EU-sponseret reklame for tofu eller sojamælk? Det sker aldrig, fordi vi i Europa og på globalt plan har en ekstremt stærk kødindustri, der i den grad sætter dagsordenen.

Den tankegang kan man godt skrive under på i Dansk Vegetarforening, og foreningens formand, Sune Borkfelt, ser heller ingen grund til direkte at anbefale reagensglaskød, da det aldrig vil være vegetarisk uanset om det dyrkes med brug af fostervæske eller i en vegetabilsk proteinmasse:

Jeg kunne forestille mig, at nogle vegetarer med vægt på dyreetik vil tage relativt godt imod introduktionen af in vitro-kød. Men mange, som har levet vegetarisk længe og trives med det, vil sikkert have svært ved at se nogen grund til at spise det i praksis, selvom de i teorien er åbne for det.

En debat på et dansk online vegetarforum har ifølge Sune Borkfelt antydet, at omkring en tredjedel af de danske vegetarer i teorien kunne finde på at spise kunstigt kød specielt hvis produktionen miljømæssigt bliver lige så bæredygtig som produktionen af de vegetabilske fødevarer, som de plejer at spise.

En hel del vil helt sikkert også finde det uæstetisk eller unaturligt eller vil mene, at in vitro-kød næppe er sundt, sammenlignet med de mange sundhedsmæssige fordele ved en almindelig vegetarisk kost, siger han.

Set fra et forbrugerperspektiv er det største problem ved kunstigt kød formentlig, når hr. og fru Danmark skal købe ind til julefrokosterne i 2028. Det mener Athanasios K. Krontalis fra MAPP-centret i Aarhus, hvor der forskes i forbrugeradfærd.

I Europa er der generelt en stor skepsis over for blandingen af teknologi og mad. Derfor vil det formentlig kun være dem, der virkelig vil ofre noget for bedre miljø eller dyrevelfærd, der vil være villige til at prøve eller ligefrem købe det kunstige kød, siger forbrugsforskeren.

Hvis man sammenligner med danskernes køb af økologiske varer, ser det ikke lyst ud for det kunstige kød:

Mange danskere køber økologiske fødevarer, fordi de tror, de er sundere for menneskekroppen, ikke, fordi det er bedre for miljø og natur. Men økologiske varer er ikke beviseligt sundere. De gavner derimod beviseligt miljøet. Så det er de mere egoistiske årsager, der her vejer tungest i forbrugernes valg. Derfor står reagensglas-kød umiddelbart ikke så stærkt i hvert fald ikke så længe det ikke smager mindst lige så godt og er påviseligt sundere end almindeligt kød.

Da forskningen endnu ikke er kommet ud over de første forsøgsstadier, er det stadig et åbent spørgsmål, om stamcellekød fra kylling, gris eller ko er skadeligt for menneskekroppen, især hvis det indeholder genmodificeret materiale.

Joost Teixeira de Mattos fra Amsterdam Universitet, der ligesom mange andre forskere inden for kunstigt kød primært forsker i biomedicin, er tryg ved sikkerheden.

Disse produkter kommer kun på markedet, hvis de er egnede til menneskeføde, siger han og understreger, at det dyrkede kød i virkeligheden ikke er kunstigt.

Det er jo ægte, reelt kød, skabt af ægte muskelceller. Det er bare dyrket anderledes, siger han.

Denne tilgangsvinkel og begrebsbrug får Mickey Gjerris til at se rødt.

At sidestille almindeligt kød med kunstigt kød med begreberne konventionelt dyrket kød over for laboratoriedyrket kød er blot et retorisk forsøg på at sælge et produkt, som man godt ved, at mange mennesker vil være mere end skeptiske over for. Og så reducerer man samtidig alle vores sociale, biologiske og kulturelle forståelser af kød fra produktet og siger, at det kun skal forstås på det biokemiske niveau, lyder det fra Mickey Gjerris.

Men har vi ikke allerede taget afsked med ethvert naturlighedsbegreb i den gennemrationaliserede kødindustri, hvor opdrætning og slagtning af fjerkræ, svin og kvæg overvejende foregår maskinelt og på samlebånd og så hurtigt som muligt? Kunne mennesket med udviklingen af kunstigt kød ikke bare tage det fulde skridt i fremmedgørelsen over for naturen og i dermed i det mindste begrænse dyrelidelserne og ressourceforbruget?

I Mickey Gjerris øjne er den tankegang forståelig, men alligevel mener han, at man godt kan tale om grader af naturlighed fra et hjemmeslagtet dyr over et industrielt opdrættet og samlebåndsslagtet dyr til kunstigt kød:

Bomuld og polyester er også begge forarbejdede produkter, men her ville vi ikke tøve med at tale om forskellige grader af naturlighed, siger han.

Som øgenavnet Frankenfood med reference til den gale videnskabsmand Frankenstein antyder, er der ikke just en stor offentlig accept af de små kunstige blævrende kødstykker. Frankenstein skabte sit eget monster, og kritikken lyder, at det er ved at ske igen. Når man kan kopiere kød med kontrolleret deling af stamceller, kan man ikke bare skabe uendeligt meget oksekød, grisekød eller kyllingekød. Man kan i princippet også lave panda-kød eller dyrke menneske-bøffer, og man er et stykke længere ad vejen mod at skabe evigt liv.

Den kritik fælder i Mickey Gjerris øjne dog ikke projektet i sig selv.

Vi kan ud fra en teologisk synsvinkel ikke afvise al indblanding i naturen som unaturlig og en legen Gud. For vi mennesker er nødt til at ændre på naturen for at overleve og leve. Men vi kunne søge at skelne meget mere mellem vigtige behov og luksusbehov. Og søge at acceptere begrænsningerne i vores økologiske systemer og holde op med hele tiden at rykke ved grænserne, som det passer os, siger han.

Men hvis vi fravælger stamcellekød, der er med til at tilbyde en gennemgribende løsning på de presserende klima- og miljøproblemer, hvordan skal vi så løse problemet? Med brandbeskatning, begrænsende kvoter eller direkte forbud mod vores nuværende overforbrug af kød?

Vores kødforbrug har globale konsekvenser, endda på tværs af generationer. Alligevel er der en beskæmmende uvilje mod at handle, mener Mickey Gjerris, der nærmere ser oplysning end forbud som vejen frem.

Alle gemmer sig bag, at det er urealistisk at ændre folks vaner så radikalt. Men hvorfor er det det? Enhver kan forstå, at vores børn får en vældig dårlig verden at leve i, hvis vi ikke ændrer vores livsstil, men alle lader, som om de kun selv forstår det, mens de andre ikke gør, og derfor behøver man heller ikke selv reagere.

Vi gemmer vores egen uvilje bag andres uvilje, og oven i disse kæder af undskyldninger for at opretholde vores nuværende forbrug opfinder vi disse teknologier, der skal være med til at opretholde vores livsstil og rense vores samvittighed, siger Mickey Gjerris.

I sidste ende er der i hans øjne derfor ingen vej uden om at få folk til at skære drastisk ned på forbruget og samtidig ty til de allerede kendte alternativer til vores destruktive kødforbrug i stedet for at opfinde nye teknologiske løsninger:

Fra et teologisk synspunkt kunne der være en solid pointe i at opfordre mennesket til at leve med den verden, vi har fået skænket, og søge at tilpasse os den i stedet for blot at leve af den og forme den i vort billede.