Bør håndboldseere stå på mål for menneskerettigheder?

Har vi som forbrugere et ansvar for at fravælge tv-transmitterede håndboldkampe fra VM i Qatar for at sende et budskab til værtslandet? Foto: Claus Fisker

Flere har forud for håndbold-VM i Qatar kritiseret valget af værtsland, da emiratet har et tvivlsomt forhold til arbejdsforhold, kvinderettigheder og ytringsfrihed. Men hvem har ansvar for at tage afstand fra oliestaten - er det politikere, håndboldspillere eller seerne?

Heppede du med foran tv-skærmen, da de danske håndboldherrer i går gik på banen mod Tyskland i Doha?

Så har du været med til at blåstemple værtslandet Qatars brud på menneskerettighederne. Så enkelt – og hårdt – kan det stilles op ifølge teolog, forfatter og redaktør på Præsteforeningens blad Jakob Brønnum. Han har selv valgt at boykotte håndbold-VM, da han ikke kan stå inde for de arbejdsforhold, som Qatar byder de immigranter, der er med til at bygge stadions forud for flere verdensmesterskaber i landet. Det skriver han på facebook. 

”Jeg vil opfordre andre danskere til også at lade være med at se kampene. Man har enormt mange undskyldninger for at se dem alligevel, men hvis man mener, at det er uetisk, at Qatar har fået tildelt verdensmesterskabet, så er det halvhyklerisk at se med,” siger Jakob Brønnum til Kristeligt Dagblad og uddyber:

”På den ene side er det enormt gratis for mig at sige. På den anden side er det det eneste, jeg som enkeltperson kan gøre. Jeg har ikke andre midler end det ikke at se kampene.”

Det, som Jakob Brønnum – og adskillige andre som eksempelvis præst og debattør Sørine Gotfredsen – harcelerer imod, er Qatars lemfældige omgang med menneskerettigheder, ytringsfrihed, kvinderettigheder og særligt de arbejdsforhold, hvorigennem verdensmesterskabets stadioner er blevet til. 

Qatar er i øjeblikket vært for verdensmesterskabet i herrehåndbold, i 2019 byder oliestaten velkommen til VM i atletik, og i 2022 er det verdensmesterskabet i fodbolds tur. Emiratet - som af den Internationale Valutafond IMF er blevet udnævnt til at være verdens rigeste land - er derfor travlt optaget med at bygge arenaer til de mange sportsarrangementer, og til dette formål er 1,4 millioner migrantarbejdere fra blandt andet Nepal, Indien og Nordkorea blevet ansat. De lever ifølge Amnesty International under slavelignende forhold, tvinges til at arbejde i ørkenen i 50 graders varme uden adgang til gratis drikkevand, får i nogle tilfælde ikke deres løn udbetalt og må desuden ikke stifte fagforeninger.

Derudover er sikkerheden for bygningsarbejdere ringe: Over tusind arbejdere er på nuværende tidspunkt døde i forbindelse med opførelsen af arenaer til VM i fodbold i 2022. 

Og derfor burde Qatar slet ikke blive tildelt de mange verdensmesterskaber, mener Michael Sahl Hansen, der er direktør i Håndbold Spiller Foreningen. 

Han var forleden i Aftenshowet for at problematisere valget af værtsland og fortælle, at han og Håndbold Spiller Foreningen har valgt at melde afbud til et bestyrelsesmøde i Dansk Håndboldforbund, der finder sted i Qatar under håndboldmesterskabet, fordi han ikke kan bakke op om Qatar som nation.

”Vi har valgt ikke at deltage i bestyrelsesmødet, fordi vi ikke synes, det er rimeligt, at Qatar har fået tildelt det her mesterskab, når de forbryder sig mod menneskerettighederne i det omfang, de gør,” fortæller Michael Sahl Madsen til Kristeligt Dagblad og forsætter:

”Sport er politik i dag. Jeg køber det ikke, når folk påstår andet. Qatar bruger jo også sporten politisk.”

Det er det internationale håndboldforbund IHF, der beslutter, hvor håndboldmesterskaberne skal afholdes. Flere danske politikere, deriblandt kulturminister Marianne Jelved (R), mener derfor også, at det er der, ansvaret for valget af Qatar skal placeres. 

”Det er de internationale forbund, der træffer de beslutninger. Jeg mener, at Dansk Håndbold Forbund må protestere og gøre deres indflydelse gældende,” sagde sportens minister tidligere på ugen til DR.

Men ifølge Michael Sahl Madsen er IHF slet ikke i stand til at tage vare på håndboldsporten, og derfor er der brug for de danske politikere.

”Marianne Jelved har sagt, at det bør være idrætsorganisationerne selv, der vælger at boykotte eller ej. Og hun har sådan set også ret i, at det i en ideel verden burde være sådan. Men sådan en verden lever vi desværre ikke i. IHF og FIFA er ikke just organisationer, der er særligt troværdige, de har masser af korruptionsskandaler klæbet til deres navn, og kan i bund og grund ikke tage vare på sporten. Derfor burde der være en politik på området ikke kun i Danmark, men gerne samlet i EU. Det handler ikke blot om sport, men også om hvilket menneskesyn, vi kan acceptere.”

Det virker lidt som om, at alle så at sige sender aben videre i denne sag. I kunne vel i Håndbold Spiller Foreningen også have opfordret spillerne til ikke at tage til Qatar?

”Der er et problem, at folk sender ansvaret videre og har gjort det hele tiden med eksempelvis OL i Kina i 2008 og vinter-OL i Sochi sidste år. Men i sidste ende mener vi ikke, at det er spillerne, der skal stå med ansvaret, ligesom det ikke er menige soldater, der står med ansvaret for den krig, politikerne har sendt dem ud i. Vi mener, at det er politikerne, der bliver nødt til at tage stilling, selvom det selvfølgelig også åbner op for en masse særinteresser og dilemmaer.”

En af dem, der har taget sagen i egen hånd, er som beskrevet teolog, forfatter og tv-seer Jakob Brønnum. Han har boykottet VM i håndbold og meldt det offentligt ud på facebook med nedenstående statusopdatering.

”Jeg tror, at der skal meget til, før Håndboldforbundet trækker det danske landshold ud af en turnering som den i Qatar. Derfor er forhandlingerne om TV-rettighederne til kampene det eneste andet sted, hvor der kan lægges et pres. Og der tror jeg, at vi forbrugere spiller en stor rolle, og derfor bliver vi nødt til at tage stilling. Gør mit boykot livet bedre for én eneste arbejder i ørkenen i Qatar? Nej, det gør det ikke, men på den her måde kan jeg holde mig selv ud, og jeg har bremset en adfærd, hvor jeg var ligeglad med de menneskelige omkostninger,” begrunder Jakob Brønnum.

Han mener dog også, at det egentlige ansvar for Danmarks deltagelse i VM i Qatar burde placeres hos de danske politikere.

”Marianne Jelveds afvisning af Michael Sahl Madsens opfordring til politisk indgriben viser, at armslængdeprincippet har spillet fallit som indholdsmæssigt instrument i den danske kulturpolitik. Politikerne har i 30 år nægtet at tage indholdsmæssigt stilling til kulturen i Danmark. Det er simpelthen ikke godt nok. Vi har mistet 600 biblioteksfilaler, og jeg ved ikke hvor mange højskoler, teatre og orkestre i den periode. Det dur altså ikke at lade kulturen passe sig selv i så lille et område som Danmark,” siger han og forsætter:

”Det er nøjagtigt det samme princip, som ministeren nu overfører til sportens verden, og så står sportsudøvere som nyttige idioter for diktaturer, der gerne vil markedsføre sig på sporten. Jeg synes, at de danske politikere skulle tage problematikken med til EU, selvom jeg godt ved, at man også der ville møde alle mulige modsigelser,” afslutter Jakob Brønnum.

Det danske håndboldslandshold har fået carte blache til at udtale sig til pressen om forholdene i Qatar. Hidtil har de fleste danske spillere været tilbageholdende, men landsholdsveteranen Bo Spellerberg er dog ikke bange for at tage bladet fra munden:

”Jeg så gerne, at det her også kommer på den politiske dagsorden, at kulturministeren og forbundene også tager fat i sagen. Håbet er, at vi fremadrettet får opstillet kriterier for de lande, som vil afvikle internationale mesterskaber. Det ville være fedt, hvis alle levede op til almindelige standarder,” siger han til Ekstra Bladet, ligesom han til TV 2 SPORT har udtalt, at han personligt ovevejede at boykotte verdensmestersskabet.

”Jeg har da tænkt tanken, men jeg har også måttet sige, at det i så fald ville sætte mine holdkammerater i mærkeligt lys, fordi de så skulle forholde sig til det. Derudover burde det være nogle instanser højere oppe end os, der tager stilling til det.”

Bo Spellerberg havde inden VM i Qatar overvejet, om han skulle boykotte mesterskabet. Foto: Claus Fisker
Foto: Jakob Brønnum/Facebook