Tyske politikere vil gøre fortrydelsespillen receptfri

"Pillen er ikke et abortmiddel. Den forhindrer udelukkende, at der finder en ægløsning sted, og dermed forhindrer den også en befrugtning," siger Bodo Müller, cheflæge for den gynækologiske afdeling på et sygehuset i Berlin. Han bakker op om at gøre fortrydelsespiller receptfri. Modelfoto

Delstater i Tyskland ønsker at gøre fortrydelsespillen receptfri, men både konservative politikere i regeringen og katolske biskopper er i mod

DE TYSKE DELSTATER har besluttet, at den såkaldte fortrydelsespille, der forhindrer kvinder i at blive gravide efter samleje, skal kunne købes uden recept. Hidtil har tyske kvinder kun kunnet få pillen efter samtale med en læge.

Det er meget vigtigt, at kvinderne får adgang til pillen hurtigst muligt efter et samleje. Især unge kvinder skal hurtigt kunne skaffe sig pillen, siger den socialdemokratiske socialminister i delstaten Baden-Württemberg Katrin Altpeter til avisen Bild.

Fortrydelsespillen kan købes uden recept i cirka 80 lande. I Tyskland udskriver læger pillen på recept cirka 400.000 gange om året.

Selvom delstaterne altså ønsker at gøre pillen receptfri, er det langtfra sikkert, at den tyske regering vil være med til det. Især i den konservative kristne union CDU/CSU er der stor modstand mod pillen.

Fortrydelsespillen er et medikament med bivirkninger. Kvinderne udsættes for alvorlige hormonelle belastninger, og pillen øger risikoen for blodpropper. Derfor er det vigtigt, at kvinderne rådgives af en læge, før de tager pillen, siger CDUs sundhedsekspert, Jens Spahn, til Bild.

ALLEREDE FOR nogle måneder siden fandt en heftig debat sted i Tyskland om fortrydelsespillen. Anledningen var, at et katolsk sygehus havde nægtet at udskrive medikamentet til en kvinde, der var blevet voldtaget. Debatten fik de katolske biskopper til at beslutte, at læger på katolske sygehuse fremover må udskrive pillen i tilfælde af voldtægt.

Biskoppernes afgørelse har været meget omdiskuteret inden for den katolske kirke. For eksempel mener chefredaktør ved den katolske tv-kanal K-TV, at fortrydelsespillen helt burde forbydes også i tilfælde af voldtægt.

Den bibelske lære om, at man ikke må dræbe, gælder overalt og altid, siger han til tv-stationen ARD.

Bodo Müller, der er cheflæge for den gynækologiske afdeling på et sygehuset i Berlin, forstår ikke denne argumentation.

Pillen er ikke et abortmiddel. Den forhindrer udelukkende, at der finder en ægløsning sted, og dermed forhindrer den også en befrugtning. Medikamentet griber altså ikke ind i en allerede befrugtet ægcelles vækst, siger Bodo Müller til magasinet Focus.

DE KATOLSKE biskopper er fortsat modstandere af at gøre pillen receptfri. De frygter, at hvis det bliver muligt at købe pillen uden recept, kan kvinder føle sig pressede til at tage medikamentet.

Det afviser Bodo Müller:

Som regel tager kvinderne først pillen efter at have overvejet situationen nøje. Man bør have tillid til, at kvinder er så ansvarsbevidste, at de kan træffe en for dem rigtig beslutning også uden lægebesøg. Ingen tager en fortrydelsespille blot for sjov. Hvis pillen derimod fortsat kun kan fås på recept, vil især mange teenagere på grund af skamfølelse og angst afholde sig fra at opsøge lægen og i stedet for blot håbe på, at alt går godt. Resultatet vil være mange uønskede graviditeter.

Andre læger ser anderledes på sagen. For eksempel er Kvindelægernes Arbejdsforbund modstander af at gøre pillen receptfri. Ifølge forbundet falder antallet af aborter i Tyskland i modsætning til lande som Frankrig og England, hvor pillen er receptfri.

Vi frygter, at antallet af aborter vil stige, hvis pillerne fremover kan købes uden recept, fordi pigerne og kvinderne så går glip af den omsorg og rådgivning, de ville have fået hos en læge. Mange piger og kvinder ved nemlig slet ikke, hvornår og hvordan de skal tage pillen, siger forbundets præsident, Christian Albring.

Den 14. januar skal et udvalg nedsat af den tyske regering, diskutere, om fortrydelsespillen skal gøres receptfri.