Retfærdighed har været et nøgleord

Karen Stæhr havde allerede som barn en udpræget retfærdighedssans, der betød, at hun sloges med dem, der mobbede de svageste

Da 61-årige Karen Stæhr, formand for social- og sundhedssektoren i fagforeningen og arbejdsløshedskassen FOA (Fag og Arbejde), var barn, blev en far til en af hendes klassekammerater fængslet, fordi han havde begået økonomisk kriminalitet. Det resulterede i, at pigen blev mobbet af nogle andre elever. Men det gik ikke ustraffet hen, for Karen Stæhr kunne ikke holde ud, at pigen skulle bøde for noget, hun ikke selv var skyld i, så derfor gik Karen Stæhr løs på bøllerne med de bare næver.

”Når jeg ser tilbage, kan jeg se, at ordet retfærdighed har været et nøgleord, helt fra jeg var barn. Ikke retfærdighed som 'hvis du har en krone, så skal jeg også have en krone'. I ordet ligger også solidaritet, respekt, værdighed og ligeværd, og jeg kan se fra min skoletid, at jeg allerede dengang reagerede, når nogen blev uretfærdigt behandlet,” fortæller hun, der også er medlem af Det Etiske Råd.

Retfærdighedssansen var også skyld i, at Karen Stæhr som barn sommetider måtte hjem og fremvise en karakterbog med mange anmærkninger, der skyldtes, at hun havde skældt ud på lærerne og skubbet til dem.

”Jeg er vokset op i et skolesystem, hvor lærerne ikke altid opførte sig ordentligt. De mobbede børnene og slog dem også. Og de uretfærdigheder kunne jeg ikke holde ud,” siger hun.

Når Karen Stæhr i dag sidder på den post, hun gør, hænger det også sammen med hendes udprægede retfærdighedssans. Hun startede selv som sygehjælper og begyndte sit faglige engagement, da der blev lukket en masse sengepladser på den afdeling, hvor hun var ansat. Senere oplevede hun, hvordan oversygeplejerskerne behandlede sygehjælperne dårligt i hverdagen, men omvendt godt kunne bruge dem til at tage vagter, når de menige sygeplejersker ville have fri op til højtiderne.

”Det der med, at nogen har noget magt, som de bruger til at behandle en gruppe så dårligt, har jeg det meget svært med. Det er det samme med social- og sundhedsassistenterne i dag, som trods længere uddannelse og autorisation behandles rigtig skidt,” siger Karen Stæhr.

I det hele taget ser fagforeningskvinden flere tendenser i samfundet, der peger på, at vi er blevet mindre solidariske med de svageste. Det gælder blandt andet, når vi taler om sundhed.

”Der er en slags selvfedme blandt alle de her slanke og overskudsagtige mennesker, der spiser rigtigt, dyrker motion og lever sundt. Man peger fingre ad dem, der er kraftige, og selve ordet livsstilssygdom signalerer, at så er det deres egen skyld. Men hvorfor kan man ikke rumme, at der er mennesker, der har andre livsvilkår end én selv? Der er mennesker, der ikke har overskud eller økonomi til at købe og kokkerere nærende og økologisk mad og holde sig raske og sunde. Vi burde tale om livsvilkårssygdomme i stedet,” siger hun og opfordrer alle til at udvise mere solidaritet.

”Jeg synes, at det er blevet sværere at få solidaritet. Vi forsøger i fagbevægelsen at vise det via eksemplet ved at tage hånd om de svageste. Men alle kan gøre noget. Ved at sige fra både privat og i faglige sammenhænge,” siger Karen Stæhr, der har en klar opfattelse af, hvornår solidariteten begyndte at skride.

”Med Anders Fogh Rasmussen (V) og den tidligere borgerlige regering blev det nærmest et mantra, at enten er du med os, eller også er du imod os. Men hvem skal bestemme, hvem der er får, og hvem der er bukke? Den der opfattelse af, at alle kan, hvad de vil, opstod dengang. Men der er altså også folk, der ikke kan selv og skal have en hjælpende hånd,” slår Karen Stæhr fast.