Kapitel 1: Ønskebarnet

Foto: .

Gitte er gravid. Hun og Jim er lykkelige og kan næsten ikke vente med at se de første billeder ved nakkefoldscanningen

Koldt. Sådan føles det, da jordemoderen lægger scanneren mod maveskindet og begynder at bevæge den i små, bløde cirkler. På monitoren tegner ultralyden konturerne af en lille, næsten gennemsigtig arm, et 12 uger gammelt ben, bittesmå fingre og et bankende hjerte.

Denne blæsende tirsdag efter påske er Gitte taget alene af sted til sygehuset, for Jim har travlt i sit lille håndværkerfirma, og hun skal jo bare se barnet og have en god oplevelse. Og så bekræftes i, at alt er, som det skal være. Selvfølgelig.

Uden for undersøgelsesrummets orange dør er den 5. april 2005 en ganske almindelig dag på Hillerød Sygehus' svangreambulatorium. Indenfor stopper jordemoderen op for lige at se nærmere på den lille væskeblære i fosterets nakke.

Den er tykkere end de 3,5 millimeter, der er maksimum for en normal nakkefold.

Men det behøver jo ikke være noget, beroliger hun og går ud for at finde en læge.

"Tyk nakkefold".

Gitte ved udmærket, hvad det kan betyde. Det fik hun at vide, da hun første gang hørte ordet risikovurdering hos lægen for nogle uger siden.

"De kigger efter Downs Syndrom", havde lægen sagt og fortalt, at risikovurderingen bestod af en "doubletest", der er en blodprøve, hvor de undersøger for to forskellige stoffer, kombineret med en nakkefoldscanning. Og tog de imod den, så mente hun også, de skulle fortsætte med yderligere undersøgelser, hvis det viste sig, at de var i risikogruppen.

Gitte og Jim havde ikke været i tvivl om, at de ville tage imod tilbuddet. Bare for at se babyen. For selvfølgelig ville der ikke være noget galt. Og hvis der var, så ville de vælge en abort. Det var helt sikkert.

Jordemoderens hvide træsko klaprer mod det grå linoleumsgulv, da hun træder ind ad døren med en læge. Han trykker en blålig gelé ud af den gennemsigtige plastikbeholder og putter en klat på scanneren, så den kan få kontakt til fosteret gennem maveskindet. De to hvide kitler snakker sammen. Ikke så meget til hende. Men af og til fortæller de, at deres tavshed ikke behøver at betyde, at der er noget galt.

Gitte bliver ved med at tænke, at det ikke kan være rigtigt.

Om og om igen.

Egentlig havde hun aldrig ønsket sig børn. Som helt ung havde hun været bange for smerten ved at føde, men nu var det mere, fordi hun ikke kunne se nogen grund til at sætte et barn i verden med alle de skilsmisser. Desuden ville hendes tilværelse med lange arbejdsophold i udlandet og passionen for at dyrke sport være svært foreneligt med ansvaret for et lille nyt liv.

Skulle hun alligevel overveje det, så ville hun være sikker på at have mødt den rigtige mand. Og det var ikke sket indtil nu i hendes 37-årige liv. Men da hun mødte Jim, var hun ikke i tvivl.

"Wauw", havde hun tænkt, da han tog sin orange motorcykelhjelm af den eftermiddag tilbage i april 2003.

Han havde bare set hendes store, lyse hår, de blå øjne og den knaldrøde jakke dér på baren i Hillerød. Rundt om bordet havde hendes veninder drukket polterabend-øl, mens Gitte havde slubret vand i sig for at være i topform til maratonløbet om søndagen.

Tre døgn efter deres øjne havde mødtes, sad de på fiskerestauranten i Hundested. Kun de to. Det var ikke kærlighed ved første blik. Men betagelse. Og en ro, der voksede til kærlighed.

Gitte havde mødt den halvdel, hun manglede. Jim havde mødt den kvinde, med hvem han ville vise, at han kunne holde på en familie efter skilsmissen fra moren til hans to børn på 10 og 14.

Den første varme sommerdag på stranden i Tisvildeleje lagde Jim det medbragte B.T. fra sig, tog en slurk af den kolde øl og spurgte, hvad hun ville sige, hvis han bad hende gifte sig med ham.

Hun ville sige ja.

Og hvis hun spurgte ham, om han ville have et barn?

Han ville sige ja.

Jordemoderen beder Gitte tage sit tøj på. Imens går hun ud for at lade computeren sammenkøre nakkefoldsscanningen med doubletesten for at få resultatet. Den endelige risikovurdering.

Gitte sætter sig op på briksen, trækker blusen ned og knapper de halvlange jeans, mens tårerne løber ned ad kinderne.

"Der er en risiko på 1:1 for, at jeres barn har Downs Syndrom", hører hun jordemoderen sige, men i Gittes hjerne bliver tallet forvandlet til 50 procent. Så er der da stadig håb.

Hun skriver et telefonnummer til overlægen ned på en grøn lap papir. Og får besked på at ringe dagen efter for at aftale tid til den moderkagebiopsi, der kan give et helt sikkert svar. Jordemoderen giver hendes skulder et lille klap og siger farvel, inden Gitte stortudende fortsætter ned igennem den solgule gang, forbi kiosken i forhallen og ud af den tunge dør.

Herude er himlen blå. Med lidt skyer og lidt sol. Det blæser stadig. Henne på bænken sidder en dame, hun aldrig har set før. Hun spørger Gitte, om der er noget i vejen.

"Der er noget galt med min baby", fremstammer hun. Og damen tager hendes hånd.

Det var et par måneder tidligere. Først i februar. Ude i indkørslen foran den laksefarvede villa i Helsinge stod Jim og snakkede med en af sine bekendte, der havde sin røde Volvo V40 stationcar til salg. Han og Gitte havde talt om, at når hun blev gravid, ville de skifte den grønne Nissan ud med en større, så de havde plads til deres lille familie. Inden for i det lyse badeværelse kiggede Gitte på graviditetstesten. Negativ.

De havde ellers prøvet siden brylluppet sidste sommer, og denne gang havde hun haft en underlig, ukendt fornemmelse i kroppen. Hun smed den billige test i skraldespanden, inden det gik op for hende, at den skulle ligge i fem minutter for at vise et resultat.

Tilbage på badeværelset trådte hun på skraldespandens lille fodpedal og samlede testen op igen.

To blå streger.

"Jim, Jim, kom lige her", havde hun råbt til ham, da hun kom løbende ud i indkørslen med noget viftende i hånden.

To blå streger.

De var glade. Lettede. Endelig skulle de have deres ønskebarn. Og bilen blev købt samme dag.

Tilbage i blæsten foran Hillerød Sygehus svinger Jims lille firmalastbil ind på parkeringspladsen. En halv time tidligere var han blevet afbrudt af mobilens fløjtende tone, lige som han var i færd med at grave et stort skilt op ved den virksomhed, han snart skal aflevere nyistandsat til udlejeren.

"Der er noget galt med vores baby", havde Gitte sagt. Usammenhængende. Grædende. Noget med en risiko på 50 procent. Nu står hun derovre ved indgang 01 og ligner en fremmed kvinde. 10 år ældre og med mascara, der har trukket sorte skygger ned under øjnene. Han støtter hende, da de går over til bilen.

På vejen hjem siger de ikke ret meget, men holder i hånd og forsøger at huske hinanden på, at der jo stadig er 50 procents chance for, at deres barn er det barn, de har drømt om.

Inde i København har Jims lillebror Martin lige været til møde, da telefonen ringer.

Det er Jim.

Han plejer ikke at ringe i arbejdstiden. Og Martin kan hurtigt høre, at han ikke vil låne et stykke værktøj eller snakke om biler eller tilbygninger, som de plejer.

Der er noget galt med barnet.

"Hvad har de sagt? De ville vel ikke bare lade jer gå, hvis det var noget alvorligt?"

Martin forsøger at få styr på kendsgerningerne. Jim er i tvivl. Han ved faktisk ikke helt, hvad de har sagt. Han ved bare, at det er noget med 50 procent risiko, og at Gitte ligger på sofaen og er fuldstændig opløst. Ude på gaden suser bilerne forbi.

De to brødre taler om, at sådan noget jo aldrig sker for én selv. Måske vil det vise sig, at det alligevel ikke er noget alvorligt. Og hvis det er, så er Downs Syndrom vel heller ikke det værste handicap, man kan blive født med.

"Skriv alle jeres spørgsmål ned, så I er sikre på at få svar på dem", siger Martin. Og fortæller sin storebror, at han bare skal ringe, hvis han vil snakke. Når som helst.

Udenfor regner det. I fjernsynet glider den ene serie over i den anden. De handler alle sammen om børn, synes Gitte. Hun ligger på den brune lædersofa, som de købte inden brylluppet og stirrer på skærmen. Det har hun gjort siden nakkefoldscanningen i går.

I det tyske firma, hvor hun arbejder som salgsassistent, var de forstående, da hun ringede for at melde sig syg. Hun havde talt med Charlotte. Hendes gode kollega, som sidder lige over for på det gule kontor.

Så tæt, at de ikke kan undgå at se hinanden i øjnene.

"Måske tager prøven fejl", havde Charlotte sagt. Og forsøgt at berolige hende.

Ellers vil Gitte ikke tale med nogen.

Torsdag morgen har hun ingen appetit. Kan kun tænke på den nål, der om en times tid skal stikkes igennem hendes maveskind. Gitte er bange.

Ved ottetiden sidder de i venteværelset på Hillerød Sygehus omgivet af kvinder med store runde maver, mens tiden er gået i stå. Sådan føles det. Da hun endelig ligger på briksen, er det gået op for dem, at risikovurderingen faktisk havde vist 1:1, men overlægen fortæller, at der alligevel godt kan være en chance for, at deres barn er normalt.

Et lille stik.

Jim holder hende i den ene hånd og sygeplejersken i den anden, mens overlægen fører den 25 cm lange, tynde kanyle ind for at suge en lille klump væv ud fra moderkagen. Samtidig bruger hun scanneren til at styre nålen uden om det lille foster.

Det tager kun et øjeblik, så er det overstået. Lægen tjekker celleprøven i et mikroskop for at være sikker på, at der er nok væv, og imens hopper Gitte ned fra briksen.

Hun er lige ved at besvime. Svaret vil komme på mandag.

Og inden de går, fortæller overlægen om, hvordan en abort efter 12. uge forløber.

Man får en pille, der slår barnet ihjel og skal så føde det som normalt.

For et par dage siden havde de ikke engang tænkt tanken.

Nu sidder de og hører på en læge, der fortæller om abort.

Den løsning, de begge har været så sikre på, hvis det viser sig, at der er noget galt.

Indtil nu.

For som de sidder i den røde stationcar på vej hjem ad Hillerødmotorvejen, er det, som om at tvivlen kommer snigende.

De kan da ikke klare at have et handicappet barn.

Eller kan de ...?

Forløbet er rekonstrueret på baggrund af interview med Gitte og Jim Bengtsson, deres familie og venner samt papirer fra læger og hospitaler, private notater mv.

Derudover bygger historien på interview med jordemødre og læger på Hillerød Sygehus. De har dog ikke ønsket at udtale sig om den konkrete historie, men kun generelt om procedurerne i forhold til risikovurdering og fosterdiagnostik, og de optræder derfor uden navne. Alle beskrivelser af følelser og tanker er personernes egne, og de omtalte hændelsesforløb er, hvor det har været muligt, bekræftet af flere kilder.

Fakta
Risikovurdering
Cirka 35.000 gravide fik foretaget en risikovurdering i 2005, da de nye retningslinjer endnu ikke er fuldt implementeret over hele landet. I 2006 vil tallet blive cirka 50.000, og næste år forventes det, at samtlige gravide vil få tilbuddet om en risikovurdering. 90 procent ventes at tage imod. Og cirka 3000 af dem vil vise sig at have en risiko højere end 1:250 og efterfølgende få tilbudt invasive undersøgelser i form af en moderkagebiopsi eller fostervandsprøve.

Kilde: Sundhedsstyrelsen og overlæge Lene Sperling.

Det frie valg i screening
Med fokus på kvindens frie og informerede valg udsendte Sundhedsstyrelsen nye retningslinjer for risikovurdering og fosterdiagnostik i september 2004. Siden har det været et tilbud til alle gravide at få foretaget en nakkefoldscanning, der, kombineret med en blodprøve, kan fortælle noget om risikoen for at få et barn med Downs Syndrom. Næsten alle gravide tager imod tilbuddet. Og hvert år får cirka 3000 kommende forældrepar besked om, at de har en forhøjet risiko og tilbydes yderligere fosterdiagnostiske undersøgelser for at få et sikkert svar.

Et af de par er Gitte og Jim Bengtsson. De sagde ja til en risikovurdering for at blive bekræftet i deres lykke og endte med at blive stillet over for deres livs sværeste valg. I tre kapitler fortæller vi historien om en næsten umulig beslutning. Om håbet, frygten, tvivlen og kærligheden til et ufødt barn.

SCREENING: En personlig beretning:

Kapitel 1
: Ønskebarnet

Kapitel 2
: Det er en pige

Kapitel 3
: Mødet med Nanna