Blodtryksscreening kan redde mange liv

Blodtryksscreening kan i sig selv være med til at gøre flere syfe. Foto: Arkiv.

HjerneSagen og eksperter i blodtryk opfordrer til flere screeninger for forhøjet blodtryk. Men screeningerne er i sig selv med til at gøre flere syge, mener kritiker

En årlig blodtryksmåling for alle over 40 år vil næsten kunne halvere antallet af blodpropper og blødninger i hjernen og dermed spare mange danskere for at blive handicappede eller i værste fald dø.

Det mener den landsdækkende forening for mennesker ramt af blodpropper eller blødninger i hjernen, HjerneSagen. Foreningen har derfor udarbejdet en blodtrykshandlingsplan, der blandt andet opfordrer til, at alle borgere skal have lige og nem adgang til blodtrykssænkende medicin. Og det haster for Sundhedsstyrelsen med at få udarbejdet en samlet plan for forebyggelse, hvori måling af blodtrykket indgår som en væsentlig bestanddel, mener direktør i HjerneSagen Lise Beha Erichsen.

– Antallet af slagtilfælde vil kunne nedbringes fra 12.000 til 6000 årlige tilfælde, hvis forebyggelsen bliver forbedret. I dag er der alt for få, der kender deres eget blodtryk, siger hun.

Flere eksperter er enige, heriblandt overlæge på Amtssygehuset i Glostrup Hans Ibsen.

– Af mange grunde skal vi selvfølgelig tilstræbe en sund livsstil, men det er meget usikkert, i hvor høj grad vi kan forebygge forhøjet blodtryk ved at leve sundt. Der er kun én vej til erkendelse af forhøjet blodtryk, og det er at måle det. Det er ikke ensbetydende med, at alle mennesker, der har et let forhøjet blodtryk, skal i medicinsk behandling, men hvis et halvt års sund livsstil for eksempel ikke har virket, så vil det være både ufornuftigt og uforsvarligt ikke at behandle de mennesker medicinsk, siger Hans Ibsen.

Formand for Dansk Hypertensionsselskab, overlæge dr.med. Tage Lysbo Svendsen, bakker synspunktet op. Han mener, at der bør investeres mere målrettet i en sundhedspolitik og en veltilrettelagt behandlingsstrategi for forhøjet blodtryk.

– Det er ikke uden grund, at forhøjet blodtryk bliver kaldt for "den stille dræber". Det er den store skyldner i forhold til blodpropper i hjernen. Når det kommer til måling af blodtrykket har vi en god, præcis test, siger Tage Lysbo Svendsen.

Men selvom blodtryksundersøgelser kan være af stor værdi i visse situationer, så er årlige blodtryksmålinger af alle over 40 år ikke nogen god idé, mener praktiserende læge dr.med. Inga Marie Lunde. Hun har gennem flere år deltaget aktivt i screeningsdebatten og opfordrer til, at man tænker sig meget grundigt om, før der eventuelt indføres endnu en

screening af befolkningen.

– Screeninger er øjebliksbilleder, der resulterer i en falsk tryghedsfølelse. I min daglige praksis møder jeg mange patienter, der er bange for deres eget blodtryk, og den frygt kan i sig selv sætte blodtrykket i vejret. Undersøgelser viser, at negative forventninger til ens sundhedstilstand kan være med til at forværre helbredet, siger Inga Marie Lunde.

bejer@kristeligt-dagblad.dk

Læs mere under Danmark