Den indiske rugemaskine har travlt
Reklamer lokker i stigende grad desperate barnløse par til Indien. De lover fine klinikker, engelsksprogede læger og en indisk rugemor, der er villig til at opgive barnet efter fødslen
Bangalore og Indore i det centrale Indien har længe været kendt for tekstiler og teknologi. Men nu lokker byernes fertilitetsklinikker med et hidtil ukendt tilbud: rugemødre.
Som i mange andre indiske byer findes der en stor gruppe fattige kvinder, der er villige til at ofre en del af sig selv for at kunne give deres børn en uddannelse og familien en økonomisk saltvandsindsprøjtning. Det er blandt disse kvinder, klinikkerne rekrutterer deres rugemødre, der hver får mellem 3000 og 7500 dollar for ulejligheden.
Selv tager klinikkerne fra 30.000 dollar og opefter. Pengene betales af udenlandske og indiske par, som ikke selv kan få børn. Og det er et favorabelt tilbud. For i USA og England, hvor det er lovligt at bruge rugemødre, er det normalt at betale mindst 80.000 dollar for ydelsen.
På grund af den store besparelse ser flere og flere vestlige par nu en mulighed for at få et barn, som de ellers ikke ville have haft råd til. Derfor oplever Indien i disse år et sandt boom i antallet af håbefuldt ventende forældre, der kommer til landet for at aflevere æg og sæd. Ni måneder senere vender de så tilbage for at hente barnet.
Rejserne er blevet så populære, at de har givet navn til en ny form for turisme reproduktiv turisme. Og den nye rejseform har fået succes, efter den indiske lovgivning på området i 2002 blev ændret. Det vidner antallet af udbydere om. Mange indiske klinikker tilbyder nu barnløse par pakker, der inkluderer flybillet, hotelophold, rugemor og fertilitetsbehandling.
I behandlingen bruges parrets sæd og æg, medmindre en donor er nødvendig, hvorefter det befrugtede æg lægges op i rugemoderens livmoder. Hvis behandlingen lykkes, bærer rugemoderen barnet i ni måneder og føder det. Barnet vil ikke have rugemoderens biologiske træk, men i stedet ligne de personer, der har leveret æg og sæd.
Teknikken har været kendt igennem mange år og er brugt i adskillige lande. Således tager mange tyrkere til det nordlige, tyrkisk-cypriotiske del af Cypern, da det her er lovligt. Mange andre ser mod Rusland og Ukraine, hvor adskillige klinikker reklamerer med pakkeløsninger og rugemødre over internettet.
I Danmark er det forbudt at betale en kvinde for at gennemføre en graviditet og efterfølgende aflevere barnet. Det er også forbudt at tage kontakt til et udenlandsk bureau eller klinik, for derigennem at skaffe en rugemor uden for Danmark. Alligevel er det kendt, at også danskere har brugt fattige kvinder i Indien som rugemødre for deres kommende børn.
For rugemødrene i Indien svarer de flere tusinde dollar, de kan tjene pr. graviditet, til flere årslønninger. Og det tiltrækker mange, der ellers ikke ville kunne give deres børn en uddannelse eller deres døtre en medgift.
Det er dog ikke en nem udvej for de fattige kvinder, forklarer dr. Mohanlal Swarankar, leder af Mahatma Gandhi Instituttet i Jaipur, og en af Indiens førende fertilitetseksperter:
Social stigmatisering er en del af rugemødrenes hverdag. Samfundet accepterer ikke, at kvinderne sælger deres børn. De fleste ved, at teknologien tillader det, men mener samtidig, at det er etisk forkert.
Mange kvinder må derfor flytte hen på den fertilitetsklinik, de er tilknyttet, i de måneder, graviditeten varer, forklarer han. Og her sidder de så som rugemaskiner og venter på, at barnet bliver klar.
Også de par, der vælger en rugemor i hjemlandet eller i Indien, har ofte svært ved at tale åbent om barnets tilblivelse, siger Susan Golombok, der er professor ved City Universitys Family and Child Psychology Research Center i London. Hun har i mange år forsket i rugemødre og alternative familier og forklarer:
Meget få par, i gennemsnit 10 procent, vælger at fortælle barnet om den måde, det blev til på.
Det er overraskende, da mange forældre planlagde at være ærlige over for barnet, før det blev født.
En anden overraskelse for Susan Golombok er, at på trods af den manglende åbenhed over for barnet, så har over halvdelen af forældrene talt med en bekendt om barnets tilblivelse, og derved risikerer de, at barnet får sandheden at vide på et senere tidspunkt.
De åbenlyse moralske dilemmaer ved brugen af rugemødre får dog ikke færre barnløse par til at drage af sted til subkontinentet.
Tværtimod overskygger ønsket om et barn med egne biologiske træk for mange de etiske kvaler. Derfor ser brugen af indiske rugemødre heller ikke ud til at gå væk eller forsvinde, vurderer Stig Toft Madsen, seniorlektor ved Nordisk Institut for Asien Studier.
Medicinsk og reproduktiv turisme er stigende i verden. Folk rejser ud for at få et nyt knæ, en ny nyre eller noget andet. Det her er bare endnu et tegn på, at sundhed er blevet global, og inderne udnytter den tendens til fulde.
Han peger på, at selvom velstanden generelt er stigende i Indien, så findes der stadig et enormt antal fattige i landet. Og de er nemme at udnytte.
Den tolkning er dr. Mohanlal Swarankar enig i. Han mener, at den indiske lovgivning på området skal strammes.
Lige nu kan man gøre det her, hvis rugemoderen giver sin accept. Men hvor meget forstår hun af, hvad der står på papiret, hvis hun er analfabet? spørger han.
De etiske dilemmaer lader dog ikke til at stoppe industrien. For klinikkerne har ikke besvær med at finde kvinder, der gerne vil bære en anden kvindes barn, eller barnløse par, der er villige til at betale for at få et barn. Faktisk står de fattige i kø og presser derved den pris, klinikkerne betaler dem for deres ni måneders arbejde.