Rugemor er den retlige mor: Afgør babyens statsborgerskab

Gravid, højgravid Foto: Foto: Bertrand Bechard / colourbox.com

Danske gener betyder ikke noget, hvis et barn er vokset i en udenlandsk kvindes mave, slår Ankestyrelsen fast

Et barn med gener fra en kvinde og en mand fra Danmark er ikke dansk, hvis det er født af en udenlandsk rugemor. Den fødende kvinde er barnets retlige mor.

Det slår Ankestyrelsen fast efter en række sager med børn af rugemødre, der har skabt hovedbrud hos myndigheder rundt omkring i landet, skriver Politiken fredag.

LÆS OGSÅ: Rugemødre gør børn til en handelsvare

Først når barnet er 2,5 år gammelt, kan den danske mor adoptere barnet.

Indtil da er der problemer med statsborgerskab, oprettelse af personnummer, pasudstedelse, barselsdagpenge og en stribe andre forhold.

- Derfor skal man være opmærksom på, at hvis man benytter sig af udenlandsk rugemoderskab, stiller man det barn, man ønsker at blive forælder til, i en usikker retlig situation, siger chefkonsulent i Ankestyrelsen Rikke Koefoed Nielsen til Politiken.

I Danmark, Sverige og Norge er det ikke tilladt at betale eller annoncere efter en rugemor.

Men i lande som Thailand, Ukraine og særligt Indien er der vokset en hel industri frem omkring rugemoderskab, som tiltrækker et stigende antal barnløse fra Vesten - herunder også danskere.

Ankestyrelsen møder årligt mellem to og fire sager, hvor danskere har benyttet udenlandske rugemødre, men formoder, at det reelle tal er større.

I Norge dukkede 37 hidtil ukendte sager op, da Stortinget sidste år midlertidigt gav forældre mulighed for at adoptere deres børn øjeblikkeligt.

Flere eksperter foreslår i Politiken, at statslige rugemødre kan skabe mere kontrol over problematikken.