Rugebørn eller gavebørn?

RUGEMØDRE Gavebarnsfænomenet er smukt de steder, hvor det fungerer og etisk set langt at foretrække frem for rugemødre og handel

EN DR-KOMMENTAR har netop sat fokus på begrebet rugemødre og gjort opmærksom på, at nogle danske familier vælger sig en rugemor i udlandet og nogle endda i u-lande, hvor mennesker udlejer deres livmoder for et større beløb.

Det har fået chefredaktør Bjerager til i en leder i Kristeligt Dagblad den 11. januar at tage kraftigt afstand fra denne praksis, fordi den er med til at tingsliggøre børn og gøre dem til en handelsvare.

Jeg forstår godt Bjeragers holdning og er enig i, at det ikke er en menneskeret at få børn, men jeg forstår også de barnløse par, der af den ene eller anden grund ikke er i stand til selv at få børn, men som inderligt ønsker sig et barn og er parate til at gå langt for at få et barn. Derfor er det vigtigt med en lovgivning på området.

Det har vi blandt andet i loven om kunstig befrugtning. Kunstig befrugtning er en mulighed for barnløse par. Personligt går jeg kun ind for kunstig befrugtning, hvor der er tale om æg og sæd fra det pågældende par og er modstander af donering af æg og sæd, dels af etiske grunde, dels fordi man fastholder, at donor skal have mulighed for at være anonym, forhindrer barnet i at finde sit biologiske ophav.

Nu er rugemor-spørgsmålet for alvor bragt på bane igen, og det får mig til at tænke på det grønlandske begreb gavebørn. Karin Dahl Hansen havde en udmærket artikel om dette fænomen i Kristeligt Dagblad den 30. juni sidste år i en artikelserie om børns vilkår i Grønland. Når man i Grønland taler om gavebørn, er det, fordi et andet ægtepar føder et barn og forærer det væk til for eksempel et barnløst par. Forældrene overtager barnet umiddelbart efter fødslen, og der indledes en adoptionssag.

I MINE 13 ÅR I GRØNLAND som klubleder i et kristent socialt arbejde og som frikirkepræst har jeg mødt fænomenet flere gange. Der var blandt andre et ægtepar, der ikke kunne få børn. De sagde på et tidspunkt til konens bror og dennes kone: Vi kan ikke selv få børn. Vil I ikke godt lave et barn til os? Og det gjorde de. Adoptivmoderen deltog i fødslen, og efter fødslen overtog hun den spæde pige og pladsen i barselssengen, og gavebarnsgiveren tog hjem. Da datteren var omkring 10 år, ville den lille familie gerne have et barn mere og talte med et andet ægtepar i familien om det og fik en søn.

I denne sag var det lykkeligt på alle måder, og det har jeg set i flere andre sager. Men jeg har også oplevet en sag, hvor en kvinde følte sig presset til at føde et gavebarn til sin bror og dennes kone. Hun havde store problemer med det, fordi der var misbrugsproblemer hos broderen og hans kone. Men presset blev for stort, og hun og hendes mand fødte et gavebarn til broderen og hans kone. I dette tilfælde skabte det store problemer for barnet og det ægtepar, der gav barnet væk.

Gavebarnsfænomenet er smukt, hvor det fungerer, og for mig at se langt at foretrække frem for rugemødre og handel, men det er ikke uden problemer. Jeg har ikke selv taget endelig stilling til min holdning til eventuelle lovforslag omkring gavebørn. Spørgsmålet er ikke aktuelt, men jeg vil gerne bringe det ind i debatten, når der nu debatteres rugemødre.

Bjarne Nederby Jessen,

Vinderød Enghavevej 73,

Frederiksværk