Danskere omgår loven og søger udenlands

Ifølge loven må man ikke tjene penge på at bære en anden kvindes barn i Danmark, siger loven. Loven bliver dog i stigende omfang omgået, da stadig flere danskere rejser til udlandet for at finde en egnet rugemor. - Foto: Kristian Sæderup Denmark

Du må ikke tjene penge på at bære en anden kvindes barn i Danmark, siger loven. Dog bliver den i stigende omfang omgået, da stadig flere danskere rejser til udlandet for at finde en egnet rugemor

Et tidligere sendt DR-program viste tydeligt, at også danske par er villige til at trodse loven og rejse ud i verden for at få ønskebarnet. Men det er forkert, siger formanden for Det Etiske Råd, Peder Agger, og henviser til den tidligere formands udtalelser:

Ole Hartling sagde, at bruger man rugemødre, så bruger man mennesket som middel. Det er som prostitution, for man køber et menneske.

I Landsforeningen for Ufrivilligt Barnløse, LFUB, kender man til par, der ønsker hjælp fra en rugemor. Formanden, Jette Barslev, fortæller:

Normalt er det jo ikke noget, man taler om. Men vi modtager da hvert år en lille håndfuld opkald fra barnløse par, der søger hjælp med at finde en rugemor. Som forening hverken kan eller vil vi dog hjælpe dem.

Hverken LFUB eller Det Etiske Råd ønsker at hæve det forbud mod brugen af rugemødre, der gælder i dag. Alligevel frygter Peder Agger, at flere danskere i fremtiden vil rejse ud:

Teknologien er jo til stede. Både på fertilitetsklinikkerne og på nettet. Det er blevet let for køber og sælger at mødes. Derfor er det også vigtigt for os at gøre det her til et område, der er stor opmærksomhed omkring. For problemet vil ikke bare gå i sig selv igen, forklarer Peder Agger.

klitgaard@kristeligt-dagblad.dk