Accept af rugemoderskab fører i den forkerte retning

Penpa Andersen og Heidi Kors­gaard: Frie hjerter. 304 sider. 300 kroner. Lindhardt og

"At tro, at en kvinde vil lægge krop til at udføre det hårde reproduktive arbejde, som et svangerskab er, grænser til, ja, undskyld mig, idioti," skriver dagens kronikør. Arkivfoto. Foto: MANSI THAPLIYAL/ Denmark / Scanpix

Rugemoderskab kan hverken bremses eller forhindres globalt. Men her i Danmark kan vi træffe beslutninger og lave love, som kitter fællesskaber sammen frem for at adskille, og som i sin kultur ikke mindst viser respekt for det bevaringsværdige bånd mellem barnet og den mor, der har båret sit foster i ni måneder

DE SENESTE UGER har der udspillet sig en debat om rugemødre. Et flertal i Det Etiske Råd er af den opfattelse, at det skal gøres lettere at finde en rugemor, hvis man ikke selv kan føde et barn. Dog skal det være på den betingelse, at rugemoderen gør det som en god gerning og altså ikke får penge for det.

Den nye position hænger sammen med, at virkeligheden har overhalet de danske regler indenom. Danskere rejser i stigende antal ud i verden og får de behov opfyldt, som de ikke kan få klaret herhjemme. Lempes lovgivningen, håber et mindretal i Det Etiske Råd, at frivillige, selvopofrende, danske rugemødre kan erstatte fattige kvinder i udlandet, der bliver rugemødre af en eneste grund: økonomien.

LÆS OGSÅ: Flertal i Det Etiske Råd vil have ubetalt rugemoderskab tilladt

Mindretallets argumentation er solidt forankret på Himmelbjerget. At tro, at en kvinde vil lægge krop til at udføre det hårde reproduktive arbejde, som et svangerskab er, grænser til, ja, undskyld mig, idioti. Den slags gør man, altså kvinden, fordi hun bliver betalt for det. Med så få undtagelser, at de ikke tæller i det store regnskab. Undtagelsen kunne for eksempel være den kvinde, der vil stille op for sin ufrivilligt barnløse søster eller måske for bedsteveninden igennem mange år, der er i samme situation som den ulykkelige søster. Men det er undtagelser, der bekræfter reglen.

Hvad der har bragt mig på banen med denne kronik, er imidlertid først og fremmest argumentet om, at en kvinde har ret til at bestemme over sin egen krop og dermed også, om hun vil være rugemor. Et stærkt argument, der skriver sig ind i hele menneskerettighedsdiskursen. Argumentet om kvinders selvbestemmelse er da også helt igennem relevant i forhold til et forsvar for en provokeret, hospitalsudført abort. Men der er forskel på at bestemme over egen krop i forhold til abort og i forhold til rugemoderskab. I aborttilfældet handler beslutningen alene om den kvinde, som lægger krop til. Det er den kvinde, som må tage den tunge beslutning, at hun ikke magter at drage omsorg for et barn de næste 18 år på baggrund af de livsbetingelser, hun står i. Derfor vælger hun en abort inden for den grænse, som dansk lovgivning tillader.

I forhold til rugemoderskabet forholder sagen sig imidlertid anderledes. Her bliver et nyt lille menneske (barnet) bragt ind i verden, men på nogle ganske bestemte betingelser. I bedste fald får barnet nemlig ikke bare én mor, men to mødre, i værste fald tre: nemlig den kvinde, der har leveret ægget, den kvinde i hvem fosteret vokser (fødekvinden) og endelig den kvinde, som bliver barnets mor i hverdagen, den sociale mor.

Min store bekymring er, at rugemoderskab ligesom ofte adoption kan bringe mennesker ind i denne verden, som udvikler sig til at blive rodløse, splittede og ulykkelige, fordi de ikke kender deres ophav. Men endnu værre, ja, intet mindre end en katastrofe, er det, at et forsvar for rugemoderskabet giver yderligere vind i sejlene til den igangværende underminering af betydningen af båndet mellem mor og barn i de vigtige første leveår. Forsvaret demonstrerer såvel en manglende respekt for svangerskabet som et angreb på kvindekroppens helhedsfunktion. Kvindekroppen usynliggøres med andre ord.

MEN HVAD ER BAGGRUNDEN for skreddet i retning af usynliggørelse og hermed nedgraderingen af kvinders reproduktive arbejde og i det hele taget det traditionelle moderskab?

Mit bedste bud på usynliggørelsen er, at i det øjeblik man insisterer på, at kvindekroppen er fundamentet for en hvilken som helst diskussion om forplantning, går man stik imod den dominerende ligestillingsdiskurs, der sidestiller de to køns indsatser i forplantningsprocessen. Og det på trods af at de to præstationer overhovedet ikke kan sammenlignes med baggrund i fundamentale biologiske forskelle.

Usynliggørelsen af den reproducerende kvindekrop er blevet hjulpet godt på vej af leverandører og tilhængere af forplantningsteknologien. De har på deres side spillet sig et stærkt kort på hånden, der hedder ligestilling mellem kønnene. I ligestillingens navn slås der på, at kvinder og mænd er lige væsentlige bidragydere i frembringelsen af et barn: En mand leverer noget sæd fra den ene side, og en kvinde leverer nogle æg fra den anden side, og i reagensglasset bliver de to køns bidrag set som lige stor.

At denne kønsneutrale tankegang er blevet almindeligt gods, er ubegribeligt, men det er den altså. For ellers kunne der ikke tales om for eksempel æg- og sæddonation i samme åndedrag, som om der reelt var tale om den samme ydelse.

Selvom det forekommer grotesk, at det skulle være nødvendigt, er der god grund til at præcisere, at kvinder og mænds kroppe ikke er konstrueret fysiologisk til at kunne/skulle yde det samme i reproduktionen. Den forestilling, at mænd og kvinder på det punkt har mere tilfælles, end hvad der skiller dem, er hentet på Ønskeøen:

For det første fordi den ikke tager højde for det reproduktive arbejde, kvinder foretager i de måneder, de bærer rundt på deres barn.

For det andet fordi mænd producerer i millionvis af sædceller i løbet af deres liv. Kvinder producerer i sammenligning hermed ganske få æg.

For det tredje fordi mænds sædceller som regel kommer ud af kroppen uden operative indgreb, uden lægernes mellemkomst i modsætning til kvinders æg, hvis tilvejebringelse nødvendiggør medicinsk og kirurgisk indgreb under social kontrol. Mænds bidrag er noget ydre i forhold til deres krop, kvinders er noget indre og integreret i kroppen.

For det fjerde fjernes ægget fra sit rigtige/oprindelige tilhørssted, hvorimod sæden som altid transporteres til bestemmelsesstedet.

For det femte fordi kvinder kun kan lægge krop til et begrænset antal børn i modsætning til mænds ubegrænsede muligheder for at plante deres sæd.

For det sjette er det ved kloning kvindens kønscelle, der ligger til grund, fordi sædcellen ikke kan dele sig.

For det syvende er udtagelse af ægget forbundet med helbredsrisiko for kvinden.

For det ottende og absolut vigtigste fordi forplantningen for kvinder er en kontinuerlig proces fra undfangelse over svangerskab til fødsel, mens den for mændene er diskontinuerlig: De afleverer deres sæd, og først ni måneder senere er barnet en fysisk realitet. De kropslige erfaringer er følgelig vidt forskellige. (Punkterne 3, 4, 6 og 7 relaterer sig begribeligvis til reagensglasbefrugtning).

HVIS MAN VÆLGER at se stort på disse otte forskelle, er det det samme som at annullere kvindekroppens betydning.

Jeg er fuldstændig realistisk i forhold til menneskelige behov og den kraft, hvormed de søger deres opfyldelse. Sagen er den enkle, at hvor der er et behov (i dette tilfælde for rugemødre), vil der også være leverandører, hvis man er klar til at betale. Og det viser historien, at man er. Rugemoderskab kan altså ikke hverken bremses eller forhindres globalt. Men som samfund kan vi her i vores eget land, Danmark, træffe beslutninger og lave love, som kitter fællesskaber sammen frem for at adskille, og som i sin kultur ikke mindst viser respekt for det bevaringsværdige. I dette tilfælde gælder det om at gøre det helt klart, at det bevaringsværdige og uerstattelige består i form af det helt specifikke bånd mellem det barn og den (normalt fungerende) mor, der har båret sit foster i ni måneder.

Summa summarum: En accept af rugemoderskab i Danmark fører i den forkerte retning.