Det nye danske forbud mod ubedøvet rituel slagtning vækker debat i udlandet

Præsident Barack Obama taler på et valgmøde fredag i Vermont. Foto: REGIS DUVIGNAU/ Denmark

Dyret skal dø. Det danske forbud mod ubedøvet rituel slagtning kaldes både intolerant og en sejr for sekularismen i udenlandske medier

ADSKILLIGE MEDIER ude i verden bemærker det nye danske forbud mod rituel slagtning, der træder i kraft i næste måned. Britiske The Independent supplerer nyhedsartiklen med to rækker argumenter for og imod den danske vej.

Under for peges på grusomheden ved ubedøvet forblødning. Danmark er en progressiv nation med en befolkning på cirka 6500 jøder og 270.000 muslimer ud af i alt 5,6 millioner og behøver ikke binde sig til forældede og ikke-humane principper fra historiske bekendelser, lyder det.

Under imod anføres, at man ikke bør udløse gnidninger i samfundet, og desuden findes der langt større problemer forbundet med kødproduktion end slagtemåderne. Er det ikke mere grusomt at holde en kylling i bur hele livet end hurtigt at skære et lams strube over? Hvis Danmark er så bekymret over dyrevelfærd, hvorfor så ikke tage fat på de barbariske forhold i landets svineproduktion? Eller de girafdræbende zoologiske haver?

I Daily Telegraph skriver Graeme Archer en klumme om det danske initiativ. Selv er han vegetar, ikke motiveret af kostgrunde, men af medlidenhed med dyr. Egentlig burde han altså kunne konstatere, at der nu er en smule mindre råddent i staten Danmark, siger han med henvisning til Shakespeares Hamlet. Men man skal skelne mellem egne valg og valg på andres vegne. Archers partner er ikke vegetar, og Archer har intet imod at se ham fortære koteletter. Man bør ikke optræde som formynder, hverken i hjem eller samfund. Et samfund skal være bygget på respekt, tolerance og kompromis, grundlaget for al harmoni. Og den danske lov er formynderisk.

LÆS OGSÅ: Eksperter: Kritik af slagtningsmetode fører ikke til ny Muhammed-krise

Så Danmark forbliver råddent, er jeg bange for. At forfølge religiøse for slagtningen af deres dyr er et forfærdeligt farligt trin mod helt at foreskrive dem, hvad de skal tro, noget, jeg finder utåleligt. Et dryp, dryp, dryp af intolerance, lige så frastødende som det blod, der løber fra dyrenes kroppe, uanset hvordan de aflives. Lam, rens os for denne synd. Frels os fra dømmesygen hos politikere, der forstår mennesker abstrakt, en praksis lige så inhuman som nogen, beregnet til slagtning af husdyr.

I skrivende stund har denne klumme trukket hele 937 læserkommentarer.

Den panarabiske nyhedskanal Al Jazeera citerer på sin hjemmeside Khalil Jaffar, imam ved Islamisk Kulturcenter i København, der slår koldt vand i blodet: Muslimske ledere i Danmark har for flere år siden udsendt et dekret, der erklærer dyr slagtet under bedøvelse for halal i Danmark.

Jewish Daily Forward har talt med den israelske minister for religiøse anliggender, rabbiner Eli Ben Dahan, der ser den danske lov som del af en større jødeforfølgelse: Europæisk antisemitisme viser sit sande ansigt over hele Europa og bliver tilmed mere intens i på regerings-niveau.

Den tyske avis Jüdische Allgemeine citerer overrabbiner Bent Lexner, der understreger at forbuddet ingen praktisk betydning får for Danmarks jøder, fordi man i forvejen importerer sit kosher-kød, men han kan ikke acceptere lovens tale om uetisk slagtning.

Så længe man tillader jagt, er forbuddet mod schæchtning ren populisme, siger Lexner. Jeg har stor respekt for dyrevenner. Men at give dyrebeskyttelse større betydning end mennesker det går for vidt. Det tyske blad citerer tillige københavnske Henri Goldstein, der påstår, at sigtet med loven kun er at genere muslimer. Danmark integrerer ikke muslimerne, men omfatter dem angiveligt med fjendtlighed; deraf også kampagnen mod omskæring. Vi jøder bliver i samme ombæring så også ramt, udtaler Goldstein i Jüdische Allgemeine.

DEN ATEISTISKE, BRITISKE FORENING The Dawkins Foundation har også en afdeling i Tyskland, Dawkins Stiftung, og på dens hjemmeside jubler Mario Gruber over den danske lov: Set fra det sekulære synspunkt endnu en succes og milesten.

Troen på det overnaturlige leder mennesker, der ellers er moralsk korrekte, til at begå ufatteligt umoralske gerninger i den faste tro at gøre noget rigtigt, anfører Gruber. Religionerne er pr. definition virkelighedsfjerne og må have retledning fra moderne etik. Og respekten for religion ender, hvor mennesker lider, men også hvor dyr gør det. Denne pointe har Gruber allerede slået fast, minder han sine læsere om, i sin artikel Hvorfor det overnaturlige ingen plads har i verden.

Lovændringen i Danmark og andre lande kan kun hilses velkommen. Mennesker og dyr har rettigheder, religioner ikke og dermed er debatten om disse love beseglet!, slutter den tyske ateist fornøjet.