Krigens endestation Valhal eller Himlen?
Tilbedere af Odin og Thor befinder sig godt med at være udsendte soldater. For her kan de dyrke centrale maskuline begreber som mod og ære fra deres tro. En række feltpræster har dog erfaret, at kristendommen ligger lige under overfladen
Man lægger mærke til de asatroende soldater på udsendte missioner. For deres tatoveringer af midgårdsormen og smykker af Thors hammer springer lige i øjnene, når man ellers kun er vant til højst at se et lille diskret kors om halsen på soldaterne. Flere feltpræster har i hvert fald lagt mærke til, at de asatroende fylder meget i billedet. Og hos de asatroendes godkendte trossamfund, Forn Sidr, er de også klar over, at trossamfundets medlemmer godt kan lide at tjene deres land.
For asatroende føler sig grundet deres nordiske tro måske mere end andre stolte over at komme fra Danmark og holder fast i en gammelromantisk nationalfølelse. Derfor drager de på vegne af den danske stat i krig eller tager med på forskellige internationale missioner, hvor de kan værne om fællesskabet og de maskuline dyder som mod og ære. Dyder, som er meget centrale i asatroen. Det forklarer Forn Sidrs næstformand, Søren Fisker:
Det er lidt som med hønen og ægget. Hvis man har de holdninger, der skal til for at blive soldat, så passer asatroen godt til det. Omvendt er der nok også folk, der har bekendt sig til asatroen i mange år, inden de er blevet soldater, siger Søren Fisker.
Han forklarer, at religionen ligger lige til højrebenet, hvis man gerne vil være soldat. Nogle unge asatroende tager vikingetidens livssyn og mytologiske fortællinger til sig, også selvom det kan ende med at koste livet for fællesskabet. For dør de i kamp, kommer de i Valhal. Her kan man træne til at kæmpe på Odins side på den yderste dag denne verdens undergang, ragnarok.
Han peger på, at nogle af de asatroende tror så meget på skæbnen, at de tør vise et kæmpestort mod.
Nogle asatroende tror på, at deres livs tråd er vævet på forhånd. Derfor kan man vise stort mod og tage i krig, for skal man dø i krig, er det bestemt på forhånd. Desuden er man moralsk forpligtet til at opføre sig ærefuldt. Man er derfor forpligtet til at ofre sig selv for fællesskabet om nødvendigt. For fællesskabet står over individet. Det er idealet, men om man kan levere varen, er en anden sag, siger Søren Fisker.
Trossamfundet er for nylig blevet kontaktet af en feltpræst, der ville vide, hvilke ritualer og traditioner, som han skulle være opmærksom på, hvis en asatroende skulle dø i kamp.
En af de feltpræster, der har mødt de asatroende både i militæret herhjemme og på internationale missioner, er Christian Madsen, der flere gange har været i Kosovo og Irak. Han tror nu ikke, at asatroende har et højere ønske om at blive sendt ud end kristne. Men han mener omvendt ikke, der kan være tvivl om, at de trives i det miljø, som er forbundet med at være udsendt soldat, og at de derfor er overrepræsenteret i forhold til, at der højst er 2000 asatroende i Danmark.
De har en eventyragtig drøm om noget fortidigt en form for kultdyrkelse. Det er en ungdomsromantik, hvor alt er spændende og anderledes, og hvor de lever i pagt med naturen som i en slags rollespil. Jeg tror ikke, de kristne begreber håb og nåde fylder meget hos dem, men derimod styrke og sammenhold ud fra en romantisk tanke om noget, der har været i det gamle Norden, siger Christian Madsen.
Idéen om et rollespil påpeger også feltpræst Thomas Østergaard Aallmann, der for nylig er kommet hjem fra Afghanistan. Han fremhæver desuden, at det også handler om at styrke sin nationalidentitet, når nogle danskere vælger kristendommen fra til fordel for asatroen og samtidig melder sig som soldater. Det er en naturlig modreaktion på en moderne korrekthed om at være multikulturel, hvor man har fjernet sig mere fra idéen om et gammelt nationalt eller nordisk fællesskab. For i offentligheden og blandt meningsdannere har man givet udtryk for, at national og kulturel identitet og fælleskab med fortidens mænd og kvinder er noget, man skal give afkald på, hvis man vil være med i EU og andre internationale fællesskaber:
Men her kommer en modbevægelse. For hvis man har fået at vide hele sit liv, at man skal være flink og bukke sig, så finder man den del af ens egen kultur, der har den største hammer. Asatroen er en rendyrket krigerkultur, hvor man er tro mod sin jord og sit hjemland. Derfor er det oplagt at række så langt bagud som muligt og gribe fast i den nordiske arv, siger Thomas Østergaard Aallmann.
Han peger også på, at de asatroende vælger kristendommen fra, fordi alt for mange præster har sagt, at de ikke tror på, at der er en Gud i himlen. På den måde har de gjort kristendommen til en ideologi og når man fjerner Jesus som levende og magtfuld, kan syv dårlige tegneserieguder nemt flytte ind i stedet for, lyder det fra Thomas Østergaard Aallmann.
Samtidig er kristendommen blevet gjort blodfattig og lægger i dag i højere grad vægt på, at man moralsk set skal være et ordentligt menneske, mener Thomas Østergaard Aallmann. På det grundlag kan han godt forstå, at flere vælger en tro, der passer til deres liv.
Det er et udtryk for det åndelige supermarked, man har efterladt efter en kulturradikal revolution, hvor alt flyder i stumper og stykker. Men jeg betragter kun de udsendte asatroende som en slags rollespil. Jeg tror muligvis nok, at man bilder sig ind at være asatroende. Men det skyldes, at alt for mange ikke siger, hvad kristendommen egentlig er. Man må ikke tale mytologisk i kristendommen i modsætning til i asatroen. Men kristendommen er også vildt mytologisk med drama og kampmotiver. Det har man fjernet, siger Thomas Østergaard Aallmann.
Han mener således, de finder kampmotivet i asatroen. Men det er Thomas Frank, tidligere feltpræst, der har skrevet ph.d.-afhandling om krigsetik, ikke helt enig i. Ifølge ham hænger det i højere grad sammen med, at det særlige kristne ansvar står for svagt hos nogle danske udsendte soldater. Derfor vælger nogen i stedet at holde sig til asatroen.
Hvis menneskelivet er en værdi, som det er i kristendommen, indebærer det, at man som kristen må være villig til at forsvare det, fordi vi kan konstatere, at der er misbrug af vold og magt i dag. Det er et vilkår. Så i kristendommen er der også god motivation for at bruge militær magt. Det er et udtryk for en kristen ansvarlighed, at man er villig til at sætte sit eget liv på spil for at beskytte den svage, siger Thomas Frank.
Men problemet opstår, hvis ikke de udsendte soldater er klædt godt nok på til at forholde sig til denne ansvarlighed. Og det mener Thomas Frank ikke, de er i dag.
Vi har nok været for dårlige til over for de kristne soldater at redegøre for, hvad det kristne ansvar betyder. Og eftersom vi ikke har givet svaret på det, har man tvunget nogle til at finde svaret et andet sted. I frustration over det søger de svar i asatroen, som ligger lige til højrebenet, siger han.
Faren ved ikke at forklare, hvad et kristent ansvar indebærer at det handler om næstekærlighed, også over for modstanderen er, at de udsendte soldater let skaber en krig konstrueret mellem det gode og onde. Og det er farligt:
Lige så snart vi bevæger os ind i det mytologiske univers, bliver det hurtigt en unuanceret kamp mellem det gode og onde. Det er en farlig vej at gå, viser historien os. Krigen i Vietnam og Irak blev i høj grad konstrueret som en krig mellem det gode og onde. Men det ødelægger evnen til at forholde sig rationelt til brug af militær magt, og det nedbryder soldaten. Hvis soldaten har et mytologisk billede af modstanderen som et uhyre eller som en satan, nedbryder det soldaten mentalt. For det er ikke sandheden. De er mennesker af kød og blod som soldaten selv, siger Thomas Frank.
Hverken Christian Madsen eller Thomas Østergaard Aallmann kan se problemer ved, at de asatroende er vilde med at være soldater. De tvivler på, at asatroen er den tro, de i virkeligheden bekender sig til. For når det brænder på, har flere oplevet, at de asatroende også er med til gudstjenesterne og kommer til præsten for at tale om eksistentielle problemer.
Hvis man lider med dem, holder de op med det pjat. Så er det ikke mere alvorligt, og så er der sund fornuft og gammel kristen arv at bygge på lige under overfladen, siger Thomas Øster-gaard Aallmann.
Christian Madsen har dog mødt flere, der dyrkede og brændte for deres tro. Men heller ikke han tror, at de asatroende er asatroende helt ind til benet.
Mange af de asatroende soldater er lejlighedsasatroende ligesom de kristne er lejlighedskristne. I forbindelse med et dødsfald var der eksempelvis en asatroende, der sagde, at han var ligeglad med, om den afdøde danske soldat kom i Himlen eller Valhal. Det var fællesskabet, der betød noget for ham, siger Christian Madsen.