I USA omskæres kulturelt, hos briterne religiøst

I USA omskæres et flertal af drengebørn stadig, men ”omskæringskulturen” er på retur. I Storbritannien er omskæring religiøst betinget og foregår næsten pr. automatik – og helt uden debat Foto: stock.xchng.

I USA omskæres et flertal af drengebørn stadig, men omskæringskulturen er på retur. I Storbritannien er omskæring religiøst betinget og foregår næsten pr. automatik og helt uden debat

De fleste små drenge, der kommer til verden i USA, bliver omskåret kort efter fødslen. Men mens USA stadig skiller sig ud som det eneste vestlige land, hvor et flertal af drengebørn omskæres, så er den primært traditionsbetingede omskæringskultur på retur, og flere forældre lader i dag deres drenge beholde forhuden.

Mens cirka 90 procent af amerikanske drengebørn født i 1960erne blev omskåret, så har tallet været faldende siden 1970erne, og i dag gælder det for cirka 57 procent af alle nyfødte drenge. Det viser tal fra undersøgelsen National Health and Social Life Survey.

Ifølge eksperter kan forklaringen primært findes i den ændrede befolkningssammensætning. De seneste tiår har USA oplevet bølger af indvandring fra latinamerikanske og asiatiske lande, hvor omskæring ikke er sædvane.

I USA, hvor jøder og muslimer blot udgør små mindretal, er omskæring primært kulturelt betinget og forbundet med renlighed og sundhed. Mens nogle religiøse figurer og læger tidligere var af den fejlagtige opfattelse, at omskæring kunne forebygge visse sygdomme og onani i puberteten, så anbefaler mange amerikanske læger i dag indgrebet, fordi det ifølge nogle forskningsresultater kan mindske risikoen for hiv, urinrørsinfektioner og kræft i kønsorganerne.

Modstandere af omskæring argumenterer imidlertid med, at fordelene ved omskæring er stærkt tvivlsomme, og børnelægeorganisationen American Academy of Pediatrics ophørte i 1999 med at anbefale rutinemæssig omskæring af drengebørn.

Mens omskæring stadig er det mest almindelige kirurgiske indgreb i USA, er det i Storbritannien religiøst begrundet. Det sker næsten systematisk af nyfødte jødiske og muslimske drengebørn.

Det er en praksis, der foregår næsten uden debat, men da en lille jødisk dreng i februar 2007 døde efter en omskæring i en synagoge i London, kom der en vis fokus på emnet, selvom der officielt var tale om et uheldigt sammenfald. Sagen bliver sandsynligvis genstand for en retsundersøgelse næste forår, og den falder sammen med, at den internationale organisation Jøder mod Omskæring kører en omfattende kampagne mod, hvad de kalder et barbarisk, primitivt, torturlignende og skamferende indgreb.

På det mere lægefaglige plan opererer organisationen Norm-UK. Organisationen blev stiftet af en læge i 1995 for at hjælpe mænd, der var omskåret og oplevede problemer. Det gjaldt ikke kun religiøs omskæring, men også folk med forhudsproblemer, hvor læger pr. automatik foretog en omskæring.

Direktør David Smith siger, at organisationen får mange henvendelser fra folk, som føler, at deres omskæring har været en traumatisk oplevelse.

Vi har ikke noget imod omskæring, men det er barnets krop. Det er ikke forældrenes. Så det barn, der ejer penis, skal selv vælge. Derfor ønsker vi, at folk skal være gamle nok til selv at træffe det valg, forklarer direktør David Smith til Kristeligt Dagblad.

Et krav, organisationen fremsatte først på efteråret på en konference om omskæring.

David Smith understreger, at Norm-UK ikke vil have et forbud.

Hvis der et forbud, så vil folk få det foretaget i det skjulte. Vi tror på uddannelse, og på at forandringer skal komme indefra i de religiøse samfund, argumenterer han.

Omskæring af drengebørn er ganske lovligt i det britiske samfund. I princippet er der brugerbetaling. Men i praksis sker det gratis i områder med særligt en høj muslimsk befolkning. Det skal netop sikre, at proceduren sker på en lægeligt forsvarlig måde.

David Smith understreger, at organisationen kun giver medicinsk rådgivning. Men man har en række kontakter i det jødiske samfund, som han kan henvise til. Derimod er han ikke bekendt med organiseret modstand mod omskæring blandt de britiske muslimer.

På verdensplan er cirka en ud af tre drenge og mænd omskåret.

nyholm@kristeligt-dagblad.dk

norum@kristeligt-dagblad.dk

Jødiske drengebørn bliver omskåret, når de er otte dage gamle, af overrabiner Bent Lexner. Den religiøse omskæring må kun udsættes, hvis drengen er syg. På billedet ses en omskæring af jødiske drenge i Israel. – Foto: .
Omskæring er stadig det mest almindelige kirurgiske indgreb i USA. Her ses udstyret til brug ved omskæring. – Foto: .