Hvor går grænsen mellem blasfemi og ytringsfrihed?

Sandaler med kristne skikkelser på har stødt mange. Er det blasfemi eller ytringsfrihed? Foto: Allan Lundgren, Knud Henrichsen, Hazem BaderAFP.

Diskussionen om ytringsfrihedens grænser ulmer igen, efter at en islamkritisk film er gået verden rundt med afbrændte ambassader til følge. To ud af tre danskere mener ifølge en Cepos undersøgelse, at det skal være strafbart at håne andres religion

Da den spanske kunstner Javier Krahe i 1978 tændte for sit kamera, var han ikke ude på at fornærme nogen.

Men fornærmede var netop, hvad tusindvis af spanske katolikker blev mange år senere, da tv-stationen Canal Plus i 2004 viste et klip fra Javier Krahes kortfilm Sobre la cristofagia (at tilberede Kristus). Den 2,15 minutter lange film fra 1978 viser en person iklædt forklæde, som tager et krucifiks med Jesus ud af et køleskab. Den hvide kristusfigur pilles af korset, vaskes under vandhanen og tørres med et viskestykke. En spansk speakerstemme kommenterer fremgangsmåden, som fortsætter ved, at figuren placeres i et glasfad, smøres med smør, krydres efter behov og sættes i ovnen.

LÆS OGSÅ: 5 eksempler på krænkede religiøse følelser

Tre dage senere tages figuren ud. Det sker på tilsyneladende overnaturlig vis ved, at ovnen åbner af sig selv, og ud glider glasfadet. Så serveres kristusfiguren på et bord med ord om, at den er nok til at mætte to og kan serveres med salat og appelsin.

Filmen kan nu give den 68-årige Javier Krahe to år i fængsel for at fornærme folks religiøse følelser. En domstol i Madrid skal afgøre sagen, som begyndte i foråret. Selv har Krahe til flere spanske medier udtrykt, at han ikke var ude på at fornærme nogen, men samtidig stiller sig kritisk over for, hvordan man måler, om folks religiøse følelser har taget skade.

Sagen om den ovnbagte Jesus-figur er blot en i rækken af blasfemisager på verdensplan. Herhjemme er Morgenavisen Jyllands-Postens Muhammed-tegninger fra 2005 det bedst kendte eksempel, men på trods af flere anmeldelser for blasfemi blev der ikke rejst tiltale mod avisen. Globalt set er den amerikanske, stærkt islamkritiske film Innocence of Muslims (muslimers uskyld) seneste eksempel. Et eksempel, som førte til flere afbrændte ambassader og voldsomme gadeprotester.

De hyppigt tilbagevendendesager om mulig blasfemi, gudsbespottelse, rejser spørgsmålet: Hvor går grænsen mellem blasfemi og ytringsfrihed? Sidstnævnte er højt besunget i særligt den vestlige verden, men lader til at kollidere med normer i navnlig muslimske lande. Spørgsmålet blev forsøgt besvaret efter Muhammed-krisen, men uden håndfaste konklusioner, og et endegyldigt svar er umuligt at give, mener Naveed Baig, imam ved Dansk Islamisk Center.

Spørgsmålet er svært, for intet er absolut i vores verden. Det er godt at kunne udfordre hinanden, men vi skal passe på ikke at gøre ytringsfriheden til den nye, moderne, sekulære gud. Så ender vi med at tilsidesætte alt andet. Det svarer til at sætte børn sammen i en børnehave uden en pædagog og sige gør, hvad I vil. Det bliver kaos. Det starter med ordet og ender med vold, siger han.

Heller ikke professor emeritus Erik Aksel Nielsen, som har beskæftiget sig med religioners forhold til humor, kan definere en egentlig grænse mellem blasfemi og ytringsfrihed. Men der er tommelfingerregler at skele til, mener han.

Ytringsfriheden skal have så lang snor, den kan få, men når vi for eksempel omgås mennesker i Den Tredje Verden, må vi være klar over, at nogle af dem tager deres religiøsitet noget mere alvorligt, end danskere gør. Og det skal de have lov til. Det krænker jo ikke dansk ytringsfrihed, at muslimer ønsker at beskytte billedet af Allah eller den muslimske profet Muhammed.

De krænkelser, Erik Aksel Nielsen nævner, strækker sig tusinder af år tilbage i tiden. Eksempelvis blev den græske filosof Sokrates i år 399 f.Kr. henrettet for blasfemi og fordærvelse af ungdommen. Blasfemien bestod i Sokrates argumentation for, at der fandtes andre guder end de olympiske.

Det er højst tvivlsomt, om den danske befolkning i dag ville anerkende dommen over Sokrates, men danskerne sætter den dag i dag pris på, at man kan dømmes for blasfemi. Den danske straffelovs paragraf 140 lyder, at en person kan straffes med fire måneders fængsel for at håne troslærdomme eller gudsdyrkelse, og for to uger siden viste en måling fra den liberale tænketank Cepos, at to ud af tre danskere værdsætter den såkaldte blasfemiparagraf. På trods af at den kun har ført til dom to gange senest i 1948.

Naveed Baig værdsætter også paragraffen, men:

Den kan ikke gøre det alene. Den har en symbolsk betydning og er derfor fin at have, men det handler grundlæggende om menneskesyn og forståelse for, hvad vi hver især holder helligt.

Så hvis man vil forsøge at ramme balancen mellem blasfemi og ytringsfrihed, må man udvise respekt, understreger professor emeritus Erik Aksel Nielsen.

Ytringsfriheden har grænser for, hvor tåbeligt man bør bære sig ad. For eksempel Muhammed-tegningerne. Der er ingen grund til i ytringsfrihedens navn at anlægge en fornærmende stil. Hvis du i din familie har en person, som er meget eksklusiv på nogle punkter, forsøger du vel også at omgås vedkommende diplomatisk.

Diplomatisk var netop, hvad komiker Omar Marzouk var i DR 2-programserien Grin med Gud, som blev sendt i vinteren 2012. Her undersøgte han humorens grænser i verdensreligionerne, og hans erfaringer derfra tilføjer et perspektiv til diskussionen om blasfemi versus ytringsfrihed. For når han på forhånd over for de religiøse personer, der medvirkede i programmat, gjorde det klart, at han ikke ønskede at overskride grænser, åbnede døren sig.

Når jeg havde optrådt, sagde folk: du kunne være gået meget længere!. Det er en menneskelig mekanisme, tror jeg: Hvis du vil sætte spørgsmålstegn ved noget, er det nemmere, hvis du møder folk på deres plan. Det er det, som nogle gange går galt med ytringsfriheden. Vi kommer med vores holdning om, at den er det bedste for alle samfund, og siger indfør den, så bliver I lige så gode som os. Måske er det sandheden, men de færreste mennesker tager imod det på den måde. Hvis man i stedet sagde okay, måske har vi ikke det bedste system, men ytringsfriheden gør, at vi kan foretage os nogle ting, ville folk måske lytte lidt mere.