Modne modeller vinder frem i reklamerne

- Foto: colourbox.com

Modeller på 40-45 år optræder i stigende grad i reklamer for alt fra rynkecreme til rejser. De appellerer til de nye, købestærke ældre, som ikke vil se sig selv afbilledet som gamle

Nærmest urealistisk smukke og slanke modeller under 30 år markedsførte for få år siden alt fra skønhedscremer til rejser og bankprodukter. I dag giver selvsamme reklamer i stigende grad plads til mere modne kroppe og ansigter med begyndende spor af tidens tand. Og det er ingen tilfældighed.

Reklamebranchen er nemlig begyndt at få øjnene op for, at den voksende gruppe af ældre er samfundets nye, købestærke gruppe.

– For nogle år siden var alt rettet mod 30'erne. Det var den magiske alder i mange, mange år. Men jeg kan mærke, at vores kunder i stigende grad søger derhen, hvor guldet så at sige er. Og det er jo i høj grad de ældre, der sidder på guldet og på værdierne i fast ejendom i dag, påpeger Peter Boye, kreativ chef i reklamebureauet Wibroe, Duckert & Partners.

Tendensen bekræftes også af Jesper Kunde, direktør i reklamebureauet Kunde & Co:

– Der er stadig et ungdomssyndrom i reklamebranchen, men det begynder at bevæge sig mere i retning af, at der bruges flere modne modeller. Det var der ikke så meget af for 10 år siden, selvom man dog godt kunne finde enkelte eksempler.

Det er især de 50- til 70-årige, der via deres supplerende pensionsopsparinger har flere penge at gøre godt med end flertallet af fortidens pensionister. Alligevel hører det stadig til sjældenhederne at se decideret gamle mennesker i reklamerne.

Godt nok findes der eksempler som den 71-årige amerikanske skuespillerinde, Jane Fonda, der reklamerer for en af L'Oreals skønhedscremer eller den 85-årige Poul, der som Danmarks ældste kitesurfer gør reklame for Arbejdernes Landsbank.

– Men vi ønsker jo ikke at se gamle ud. Det er derfor, at det er de såkaldt modne modeller på 40-45 år, vi ser flere af, forklarer Søren Høyer, markedskonsulent i Ældre Sagens afdeling for medlemstilbud.

Samtidig opfatter nutidens ældre ganske enkelt ikke sig selv som gamle, tilføjer han:

– De er forbrugere ligesom alle os andre, og både i forbrugsmønster og -behov er de ikke blevet ældre. De 65-årige gør det samme som de 45-årige.

Jesper Kunde fra Kunde & Co er enig og pointerer, at det faktisk gør markedsføringen mod de nye, købestærke ældre lidt sværere.

– For man kan ikke helt firkantet målrette reklamerne mod deres reelle alder. Man skal snarere ramme en bredere målgruppe. Fordi de gør de samme ting, som de 40-årige, siger han og tilføjer, at nok har reklamebranchen fået øjnene op for de købestærke ældre, men efter hans mening slet ikke nok i forhold til ældregruppens reelle købekraft. Og den er for rigtig mange af de nye ældre ganske stor, oplyser Jens Højgaard, økonom i Ældre Sagen.

For ikke bare har store dele af den nye ældregruppe supplerende pensioner at forsøde alderdommen med. Modsat tidligere tiders pensionister er de nye ældre heller ikke bange for at bruge pengene, mens de er i live.

– De er vant til at have et stort forbrug, og det vil de fortsætte med, siger Jens Højgaard.

agger@kristeligt-dagblad.dk