"Vi ser ikke de handlede kvinder som kød"

På Reden International i København, der hører under KFUK's Sociale Arbejde, kan udenlandske prostituerede få et afbræk fra livet på gaden. Foto: Malene Korsgaard Lauritsen.

Kirkens sociale arbejde gør en stor indsats for at hjælpe kvinder, der er tvunget og snydt til prostitution. Kristeligt Dagblad er taget på rundtur i prostitutionsmiljøet med Reden Internationals leder

Blikket flakker fra bil til bil.

Hver gang en varevogn, bil eller mand stopper op i nærheden af kvinden, fæstner hendes blik sig på objektet i håb om, at det er hendes næste kunde. Hendes sorte strømpebukser har huller hele vejen op på ydersiden, cowboy-nederdelen dækker kun lige, og guldtasken og de optegnede læber tilføjer looket den ekstra dimension, som gør, at man ikke er i tvivl.

Hun er prostitueret.

Hun har sin vante gang i starten af Istedgade ved Colbjørnsensgade i København, hvor Reden International ligger. Det er her, Danmarks udenlandske handlede kvinder kan kigge forbi for at få lægehjælp, varme, et bad eller engelskundervisning.

Kristeligt Dagblad har besøgt Reden International, der er en selvstændig institution under KFUK?s Sociale Arbejde, og er taget på tur rundt i kvarteret med leder Vibeke Lenskjold en torsdag eftermiddag:

"Hende kvinden, der står derovre, opsøgte en medarbejder for nogen tid siden. For hun ville ud af miljøet. Så hun blev installeret på vores krisecenter. Men hun blev tvunget tilbage i prostitutionen af sin bagmand og er nu tilbage på gaden," fortæller Vibeke Lenskjold, mens hun udpeger pigen i de hullede strømpebukser for os.

En bil stopper op lige ved siden af. Den har tonede ruder bagi, og nummerpladen er malet over med sort maling. En østeuropæisk kvinde hopper ud og ind i en ny bil, der kører med hende. Det går hurtigt. Det utrænede øje ville ikke opdage, at noget var galt, men lederen af Reden International er ikke så meget i tvivl. Den ene var en bagmand, den anden en kunde. Og kvinden kunne være handlet – eller i hvert fald tvunget i en eller anden grad til prostitution. Mens bagmændene på denne måde forsøger at lægge et røgslør ud, så de ikke kan identificeres, fortsætter dagligdagen på Istedgade i København.

En gul bybus - bus 10 mod Teglholmen - drejer om hjørnet og stopper lige, hvor kvinden med de hullede strømpebukser og fem-seks andre østeuropæiske kvinder går rundt og venter på deres næste kunde. Mens folk stiger af og på bussen - nogle efter en shoppetur i Istedgades moderigtige butikker, andre på vej hjem fra arbejde - udspiller der sig et verbalt slagsmål mellem to af kvinderne på fortovet mellem bussen og "Nonstop Cinerotic," - en erotisk klub i kælderen, der lejer kabiner ud på timebasis. Den ene kvinde har store guldøreringe på og den anden pink øjenskygge og en T-shirt, hvor der står "Candygirl."

"Kvinderne er absolut ikke hjerteveninder, selvom de arbejder tæt sammen. For de kæmper om kunderne og skal helst komme hjem med mange penge. Ellers risikerer de at få bank eller trusler af bagmændene. De er under konstant pres. De er tvunget til at stille deres krop til rådighed hele tiden. Det er umenneskeligt. De har ingen frihed. De har ikke selv valgt at dele værelse med den, de bor med, og de har ingen fri bevægelighed. De kan jo ikke bare gå en tur og spise en is som os andre. De er hele tiden til rådighed. Hele tiden overvåget," fortæller Vibeke Lenskjold og fortsætter med at fortælle om "Nonstop Cinerotic:"

"Der er nogle rigtig ulækre kabiner i Nonstop, hvor de kan tage kunderne med. Nonstop tjener rigtig mange penge på at leje kabiner ud. Andre gange kører de over bag Fisketorvet eller ned til banelegemet for enden af Skelbækgade, hvor de finder et sted at betjene kunden."

Vi bevæger os videre ned ad Istedgade, mens Vibeke Lenskjold fortæller om de ulykkelige skæbner, vi møder på vores vej. En efter en står de på gaden.

"Om aftenen kommer de afrikanske kvinder frem. Om dagen er det mest de østeuropæiske. Man ser næsten ingen danske mere. Kun en narkoprostitueret eller en alkoholiker en gang imellem."

Hun forklarer, at man hos Reden International selvfølgelig kender nogle af kvindernes historier, men man kan ikke være sikker på, om de er ofre for menneskehandel. Mange er formentlig.

"De er kommet til Danmark uvidende om, hvad der ventede dem. De er blevet snydt og bedraget. De kommer ofte fra meget fattige familier, har ingen uddannelse, og mange er analfabeter. De er så sårbare, at de er lette at snyde. Bagmændene udnytter, at det for kvinderne er et spørgsmål om ren overlevelse. Nogle får stillet i udsigt, at de kan komme til Danmark og blive frisør eller få et andet arbejde. Andre gange er det familierne, der sender deres datter i kløerne på bagmændene. Men det er ren og skær overlevelse fra familiens side. Vi ved fra Rumænien, at forældre i et eller andet omfang har været klar over, hvilken fremtid de sender deres datter ind i," fortæller hun og fortsætter:

"I Østeuropa har unge fyre fået til opgave at finde unge piger og agere kæreste med dem. Og så foreslår fyrene, at de skal tage til Danmark sammen. Men pigerne bliver snydt og ender med at blive tvunget til at sælge deres krop til fremmede mænd, mens bagmændene tjener store summer på det. Nogle mafialignende familiedynastier i Tyrkiet og Rumænien er blevet stenrige på det her. Og det er sat i system. Der er agenturer i Ungarn og Thailand, som ?hjælper? kvinderne til arbejde. Men de ender i stedet i prostitution."

Mens vi går på gaden, er Vibeke Lenskjold meget opmærksom på bilerne. Bagmændene overvåger konstant kvinderne – enten fra en lejlighed, direkte på gaden eller fra en bil. Vi passerer fire kvinder på Halmtorvet. Den ene har guldstøvler på til op over knæet. En anden kvinde svinger med sin sorte hestehale, mens hun danser for de sultne eller nysgerrige blikke bag ruderne i forbipasserende biler ved Super Brugsen:

"Kvinderne tjener typisk 5-600 kroner pr. kunde alt afhængigt af, hvad hun skal gøre. 800 kroner uden kondom. Vi prøver at gøre alt for at undgå, at de bliver smittede med sygdomme eller bliver gravide, så medarbejderne deler kondomer og glidecreme ud til dem på gaden, og de kan få gratis kondomer i Mødestedet ved Reden International," fortæller hun og fortsætter med at påpege, hvorfor det er vigtigt at finde ud af, hvem kunden er:

"Man kan ikke bare købe sex og fralægge sig ethvert ansvar og ikke tænke på, om hun kunne være offer for menneskehandel. Vi vil gerne finde frem til kunden og have en debat om handel med kvinder til prostitution. For var der ingen kunder, så var der heller ikke prostitution. Der er mest fokus på kvinderne og meget lidt på mændene. Der er kun lavet én undersøgelse om kunderne, og den viser, at kunden potentielt set kan være alle mænd – også familiefaderen med kone og børn. Jeg forstår det simpelthen ikke. Jeg forstår ikke, at man holder fast i forestillingen om, at manden skal have lettet trykket for ballonen – skal han, så skal han. Vi bliver nødt til som samfund at blive enige om, at vi lever i 2010, og derfor accepterer vi ikke længere, at kvinder er til salg," siger Vibeke Lenskjold, der gerne så et forbud mod købesex som i Norge og Sverige.

Hvis forbuddet blev opfulgt af sociale tiltag, så kvinden ikke lades i stikken.

Mens hun fortæller om kunden til de handlede kvinder, blander lyden fra en politiudrykning sig med hendes ord. Selvom politiet har fældet flere bagmænd, synes hun godt, de kunne gøre mere. For menneskehandel er ulovlig, og det foregår lige foran øjnene på politiet og alle andre. Men der mangler ofte beviser, lyder politiets forklaring. Nogle gange tager politiet i stedet de afrikanske kvinder med sig. For de opholder sig i landet på ulovligt grundlag. Symptombehandling. De tager ikke fat om problemet – menneskehandlen og bagmændene, mener Vibeke Lenskjold.

Efter en tur på Skelbækgade, er vi tilbage på Istedgade. En bil kører forbi med nedrullede ruder, og en mand hænger ud ad vinduet og råber "gracias" (tak) efter kvinderne, der står foran kælderen med kabiner til udlejning. Kvinden med de sorte, hullede strømpebukser ryster på hovedet. Hun har prøvet det før. At mænd råber ad hende.

Lige rundt om hjørnet i starten af Istedgade når vi Reden International. Mødestedet i kælderen har åbent tre dage om ugen. Her står 10 pink og orange lysestager til fyrfadslys i vindueskarmen og på bordene mellem sofaerne og fjernsynet. Det er meningen, at kvinderne skal opleve stedet som et frirum fra prostitutionen og deres tragiske liv. Derfor hænger der også et skilt med en mobiltelefon og et rødt kryds over. For Reden International ønsker, at det skal være et roligt sted. En rede.

Nogle gange modtager kvinderne telefonopkald, hvorefter de skynder sig op på gaden. Det kan være deres bagmand eller en såkaldt "mamma", som ikke selv prostituerer sig, men er ansat til at holde øje med, om kvinderne er hurtigt tilbage på gaden, efter at de har haft sex med en kunde. For der skal tjenes penge. Mange penge.

På Reden International er der tilknyttet mange frivillige – herunder 40 fra frikirken København Vineyard. Nogle arbejder på Mødestedet, andre på krisecentret. Og mange læger og sygeplejersker er frivillige på sundhedsklinikken, der ligger i et lille rum ved siden af stuen med fyrfadslys og fjernsyn.

Åbner man døren ind til klinikken, er det første, der møder ens blik, en briks med bøjler til fødderne, hvor kvinderne kan blive undersøgt for kønssygdomme og smerter i underlivet. Ved siden af står en scanner og en skærm. Den kan vise, om kvinderne er gravide.

"De har jo ikke andre muligheder for at komme til lægen, på sygehuset eller under de sundhedstilbud, vi andre får. For de er her typisk ulovligt eller har ikke råd til at betale for lægebehandling," fortæller Vibeke Lenskjold og lukker døren igen ind til den lille kælderklinik.

Den har åbent flere dage om ugen, hvor læger og gynækologer er til stede, og kvinderne bliver også undervist i kønssygdomme. Ved siden af klinikken er der et badeværelse, hvor de kan tage et bad. I et andet rum står seks computere, så kvinderne kan få undervisning i it.

"Man kan aldrig lave et fast hold, men bliver bare nødt til at åbne for undervisning i et vist tidsrum. For vi ved ikke, hvor mange der dukker op den pågældende dag."

Nogle af de udenlandske kvinder er i Danmark længere tid, andre bliver udvist af landet af Udlændingeservice og politiet. Atter andre bliver hjemsendt ved hjælp af Reden International og Center Mod Menneskehandel, som Reden International er på kontrakt med. De forsøger at samarbejde med lokale organisationer i hjemlandet om at modtage kvinderne i sikre og trygge omgivelser. Men ikke alle kvinder ønsker en forberedt hjemsendelse.

Det er meget få af de handlede kvinder, der kommer ud på den anden side og får brudt med bagmanden. En af dem, det er lykkedes for, en afrikansk kvinde, møder vi tilfældigt på Mødestedet, hvor hun stadig kommer – ikke længere for at søge fem minutters frihed eller få undersøgt underlivet, men for at få integrationshjælp til livet i Danmark. Kvinden er startet på en uddannelse som social- og sundhedshjælper og stråler af glæde:

"Hun er en solstrålehistorie. Dem er der ikke mange af," siger Vibeke Lenskjold.

Ude på gaden er der ikke mange smil at finde hos de udenlandske kvinder. Der dukker flere og flere prostituerede op, som aftenen nærmer sig.

Biler stopper. Priser forhandles.
Kvinder snydes og bedrages.
Kroppe sælges.
Som en pakke kød fra SuperBrugsen.

schnabel@k.dk

Kristeligt Dagblad har bevidst valgt ikke at referere samtaler med kvinderne for ikke at udsætte dem for fare.

Efterhånden er det kun udenlandske prostituerede, der præger bybilledet på Vesterbro i København. Man ved ikke, hvor mange af dem, der er ofre for menneskehandel. Foto: Malene Korsgaard Lauritsen.
Vibeke Lenskjold er leder af Reden International, der er en selvstændig institution under KFUK's Sociale Arbejde. Foto: Malene Korsgaard Lauritsen.