Vi anklager: Moralisme dikterer synet på prostitution

Det bliver ofte fremført, at debatten om købesex er foregået på et videns-tomt grundlag. Det er vores påstand, at Servicestyrelsen har undladt at medvirke til at ændre på det forhold. Dermed har de ikke løftet den opgave, som skatteyderne betaler dem for

Socialdemokraterne anbefaler nu at forbyde sexkøb, men beslutningen blev truffet på et forkert grundlag. Og der sidder eksperter i Servicestyrelsen, som ved det, men af politisk korrekte grunde ikke tør løfte en finger for at korrigere de forkerte oplysninger
Socialdemokraterne har på deres kongres her i efteråret med et knebent flertal og i modstrid med befolkningens holdning besluttet at arbejde for at forbyde sexkøb. Beslutningen blev truffet på et forkert grundlag. De helt centrale argumenter for at forbyde købesex er simpelthen forkerte. Og der sidder eksperter i Servicestyrelsen, som ved det. Men de har ikke løftet en finger for at korrigere de forkerte oplysninger.

Der var især to argumenter, som blev gentaget op til kongressen: Prostitution er skadeligt, og prostitutionens omfang er voksende. Mette Frederiksen fra Socialdemokraterne har fremført de to argumenter utallige gange. For eksempel i P1 dagen før kongressen: "... vi ved, at stort set alle, der forlader prostitution, har store fysiske skader, og de har ikke mindst store psykiske og mentale skader..." og "... virkeligheden er jo, at antallet af prostituerede er jo bare vokset igennem de senere år."
I den politiske debat kan man fremføre alle mulige holdninger og synspunkter. Men når man siger "vi ved", og "virkeligheden er", refererer man til undersøgelser og faktiske forhold. Og med disse to helt centrale argumenter tager man Servicestyrelsen som sandhedsvidne.

Men styrelsen har sat kikkerten for det blinde øje og ladet landets største parti træffe den afgørende beslutning på et forkert grundlag. Hvis det er sket bevidst, er det groft embedsmisbrug. I modsat fald er der tale om grov forsømmelse eller skødesløshed.
Det er styrelsens opgave at sørge for, at den demokratiske debat om prostitution foregår på et sagligt grundlag. Herunder naturligvis, at de politiske partier og Folketinget har korrekte oplysninger at træffe beslutninger på og lovgive ud fra. Der er ingen andre offentlige instanser, som er pålagt den samme opgave.

Gennem de sidste år har det stået helt centralt for modstandere af sexkøb, at prostitution er skadeligt, og at prostitutionens omfang er voksende, hvorfor der må gribes ind for at forebygge, at problemerne bliver endnu større. Det er ikke ligetil at dokumentere, om og i hvilken udstrækning prostitution er skadeligt. Det er ikke blevet undersøgt på dansk grund, hvorfor debatten må foregå på baggrund af udenlandske undersøgelser.

Det første udsagn – at man tager voldsom skade af sexarbejde - henviser til Ine Vanwesenbeecks banebrydende undersøgelse "Prostitutes wellbeing and risks". Hun deler sexarbejderne op i tre grupper. Cirka en fjerdedel har det meget slemt. En anden fjerdedel har det lige så godt som eller bedre end andre kvinder. En mellemgruppe på halvdelen af sexarbejderne har det kun marginalt/ubetydeligt dårligere end andre kvinder.
Vanwesenbeeck skriver om mellemgruppen: "Imellem disse to yderpunkter er der en blandet mellemgruppe (halvdelen af kvinderne i undersøgelsen) med en gennemsnitlig trivsel, der kun er lidt lavere end de gennemsnitlige ikke-prostituerede, når det drejer sig om somatiske sygdomme og psykosociale problemer. De har for det meste en professionel og forretningsorienteret holdning over for deres arbejde. Alle formår konsekvent at bruge kondom med kunder."
Som det ses, er der ikke grundlag for at påstå, at den store mellemgruppe tager skade af arbejdet som prostitueret. Det er altså kun en fjerdedel, og ikke tre fjerdedele af sexarbejderne, der havde særlige problemer.

Servicestyrelsen har til brug i den danske debat lavet et referat af undersøgelsen. Men styrelsens referat er videnskabeligt uvederhæftigt. De slår mellemgruppen sammen med den svageste gruppe og skriver: "Mange prostituerede i de to sidstnævnte grupper lever med lavt selvværd, angst og depression, beskadiget seksualitet og andre psykiske gener." Symptomet "beskadiget seksualitet" er slet ikke med i Vanwesenbeecks undersøgelse – det er Servicestyrelsen selv, der har tilføjet denne uvidenskabelige fordom om følgevirkninger af prostitution. Efterfølgende har Servicestyrelsen gennemført et litteraturstudie, hvor de konkluderer, at der ikke er videnskabeligt grundlag for at påstå, at prostitution giver alvorlige kroniske, fysiske skader. Hermed retter de lidt op på skaden.

Men så giver prostitution måske psykiske skader? Der er selvfølgelig, som i mange andre erhverv, psykiske belastninger forbundet med prostitution. Den største psykiske belastning er stigmatisering fra omgivelsernes side. Men der er ingen gyldig dokumentation for, at prostitution generelt er mere psykisk belastende end så mange andre erhverv.

Der er således ingen videnskabelige undersøgelser i spil i den danske debat, som på nogen måde kan dokumentere de alvorlige skadevirkninger, som modstanderne af sexkøb postulerer.
En række senere undersøgelser bekræfter billedet fra Vanwesenbeecks hovedværk. De to seneste undersøgelser fra Holland, hvor man igen sammenligner sexarbejdere og andre kvinder, viser, at sexarbejderne som helhed har det bedst, på trods af at der fremdeles findes en udsat gruppe i erhvervet.

Prostitutionens omfang er det andet omdrejningspunkt i debatten. For hvis flere og flere kvinder ender i prostitution, får en bekymret politikers advarsler større vægt: "Problemet er voksende, vi må gøre noget - og det nu."

Servicestyrelsen anslår en gang om året prostitutionens omfang. I deres optælling fra 2008 begik de en stor fejl. De accepterede ukritisk oplysningen fra KFUK's Reden om, at antallet af gadeprostituerede i København skulle være steget med 600 i løbet af et år. Det er helt hen i vejret og tilbagevises på det kraftigste af socialarbejdere og iagttagere i miljøet. Men tallet havnede i styrelsens årlige optælling, hvorved det kom til at se ud, som om der var sket en stigning i antallet af prostituerede i Danmark. Det førte til en række avisartikler om, at "antallet af prostituerede er eksploderet" og lignende. Dermed fik modstanderne af sexkøb bekræftet deres forestilling om, at prostitutionen i Danmark vokser.

Men Servicestyrelsen ved godt, at det ikke er tilfældet. For det første: I forordet til opgørelsen af prostitutionens omfang kan man læse, at der i 2001 var mellem 5450 og 7800 prostituerede i Danmark. Og styrelsens opgørelse kom frem til et tal på 5567 prostituerede i 2007. Det er stagnation eller måske et fald.

For det andet er antallet af mænd, som køber sex, blevet undersøgt tre-fire gange siden 1988. Hver gang er man nået frem til, at 13-14 procent af de danske mænd benytter prostitution. Det tyder også på en stagnation.

For det tredje kom SFI (Det Nationale Forskningscenter for Velfærd) i en undersøgelse fra 1990 frem til, at der på en almindelig hverdag var cirka 1600 kvinder på arbejde i branchen. Sidste år begyndte politiet systematisk at besøge samtlige bordeller, og de synes at have mødt 1300-1400 kvinder på arbejde på en gennemsnitlig dag. Disse tal antyder en stagnation eller måske et fald.

Alt det ved Servicestyrelsen godt, for det er deres arbejde at vide den slags. Alligevel har de ikke modsagt de alarmerende avisoverskrifter om, at prostitution skulle være i en eksplosiv stigning. Det er muligt, at en offentlig instans ikke direkte kan blande sig i en politisk debat. Men de har stadig den opgave at fremskaffe viden, som debatten kan henvise til. Solid viden, som der ikke kan sættes en finger på.
Det bliver ofte fremført, at debatten om købesex er foregået på et videns-tomt grundlag. Det er vores påstand, at Servicestyrelsen har undladt at medvirke til at ændre på det forhold. Dermed har de ikke løftet den opgave, som skatteyderne betaler dem for.

Kronikken er skrevet i fællesskab af Bo Jensen, Seksualpolitisk Forum, Susanne Møller, formand for Sexarbejdernes Interesseorganisation, Liese Recke, cand.psych. og gadejurist, Kenno Simonsen, cand.psych. og sexolog og Peter Kristensen, sexkunde