Sverige skærper straffen for købesex

Den maksimale strafferamme for sexkunder i Sverige fordobles fra juli til et års fængsel

Fra den 1. juli bliver det mere risikabelt at købe sig til seksuelle ydelser i Sverige. Den nuværende maksimumsstraf på et halvt års fængsel er for mild, mener de svenske politikere.

Et flertal i landets parlament, Riksdagen, besluttede torsdag at hæve strafferammen til et års fængsel.

Regeringen begrunder stramningen af loven om købesex med, at de nuværende straffe, som sexkunder normalt tildeles, er for milde.

Omkring 85 procent af de 660 personer, som frem til 2009 blev dømt for køb af seksuelle ydelser, fik en straf på 50 dagbøder.

Herhjemme kan det også snart blive forbudt, som i alle andre nordiske lande, at besøge prostituerede.

Et politisk magtskifte kan udløse et forbud mod købesex, efter at Socialdemokraterne, SF og Enhedslisten har meldt sig som tilhængere af et sådan forbud.

I januar satte Socialdemokraterne og SF sig for, at arbejde for et forbud. Det på trods af, at Socialdemokraterne tidligere har været splittet i spørgsmålet.

De to partier vil dog først indføre en række såkaldte sociale tiltag, der skal hjælpe mennesker i prostitution til et andet liv, før der kommer et forbud mod købesex.

Sverige indførte sit forbud mod købesex i 1999 som det første land i verden, mens Norge i 2009 indførte et lignende forbud, der kriminaliserer køb, men ikke salg af seksuelle ydelser.

Sidste år konkluderede en svensk kommission, at forbuddet har dæmmet op for antallet af prostituerede i Sverige, som er det samme som for 10 år siden. Imens er antallet steget voldsomt i Danmark og Norge.