Sexkøb ikke o.k.

Kriminalisering af sexkøb er bedre end anerkendelse

PROSTITUTION FINDES. Skal salg af sex anerkendes som arbejde, eller skal sexkøb tværtimod kriminaliseres? Spørgsmålet er aktuelt, fordi en række organisationer, blandt andet KFUKs Sociale Arbejde og Dansk Kvindesamfund, har taget initiativ til en kampagne for at få mænd til at tage stilling imod sexkøb, ligesom organisationerne arbejder for at få gjort køb af sex ulovligt. Initiativet har fået en gruppe af primært prostituerede til at danne foreningen Sexarbejdernes Interesse Organisation, der vil have sexarbejde anerkendt som erhverv med ret til dagpenge, barnets første sygedag og erhvervsforsikring.

Lad det være sagt med det samme: Kriminalisering er bedre end anerkendelse. Ingen har ret til et sexliv, der inkluderer udnyttelse af andre mennesker. Og det er på tide, at også dansk lovgivning indretter sig, så der er en klar markering af, hvilken holdning samfundet har til prostitution.

SOM SAGERNE STÅR betragter vi generelt prostitution som et socialt problem hvad det også er og har forskellige sociale foranstaltninger til at hjælpe de involverede kvinder. Og så anerkender vi på den anden side som samfund de facto prostitution som erhverv, hvis det blot opgives til skattevæsenet.

Prostitution befinder sig med andre ord i et moralsk ingenmandsland, men der er ræson i at sende et klart signal om, at sexkøb ikke er o.k.

Hvorfor? Af flere grunde. For det første fordi det faktisk nytter noget. Mænds seksualitet er ikke en statisk størrelse, og samfundsmæssige holdninger har faktisk betydning for, hvor mange mænd der køber sex. I Skandinavien er det 10-14 procent af mænd, der går til prostituerede, mens tilsvarende tal for Sydeuropa er 40 procent og for Thailand hele 70 procent.

For det andet er der helt håndfaste grunde til, at det er vigtigt nu at sikre, at Danmark ikke skiller sig markant ud fra de andre nordiske lande. Situationen omkring os har med andre ord ændret sig over de seneste år, så det berettiger, at man på ny overvejer lovgivningen på området.

Sverige har for år tilbage kriminaliseret sexkøb, Norge er på vej med lignende lovgivning, og Finland placerer sig med en lov om, at det er forbudt at købe sex af handlede kvinder, også i rækken af lande med klar stillingtagen til sexkøb.

OG TRAFFICKING, handel med fattige kvinder, er jo det underliggende og dybt alvorlige problem bag prostitution også her i landet. Organiseret krimininalitet af værste skuffe, som Danmark risikerer at tiltrække i endnu større omfang end nu. Siden 1990erne er der således sket en firedobling af antallet af prostituerede. Hvis man nogensinde har haft forestillinger om kvindens ældste erhverv og den lykkelige luder, så bør et blik på omfanget af og grovheden i den organiserede kvindehandel og medfølgende ulykkelige forhold for udenlandske prostituerede ramme en tyk, tyk pæl igennem de romantiske myter, som også Sexarbejdernes Interesse Organisation er med til at holde i live.

Man skal være tilbageholdende med at lovgive på områder, hvor det ikke har effekt. En del tyder imidlertid på, at der faktisk er en virkning. Og at det i Danmark ikke er kriminelt at købe sex af handlede kvinder, er ganske enkelt dybt problematisk. Det er i realiteten at holde hånden over hård, organiseret kriminalitet, samtidig med at det er at lade kvinderne helt i stikken. Særligt når det så ifølge internationale undersøgelser heller ikke er lykkedes Danmark at gøre en effektiv indsats imod de bagmænd, der står bag den uværdige handel med kvinder.

Sexkøb er ikke o.k.