Prostitution er også sjælesorg
Reumert-vindende Christian Lollike har justeret ambitionerne og skriver dramatik på en større kærlighed, efter han har fået børn. I aften har han premiere på teaterkoncerten "Kødkarrusellen" om myter og sandheder i prostitutionsmiljøet
Han er midt i et eskalerende søvnunderskud. Sene prøver på teatret og små børn, der konsekvent vågner klokken seks hver morgen, er den cocktail, Christian Lollike efterhånden har vænnet sig til at leve med. I aften er han premiereaktuel med forestillingen "Kødkarrusellen - teaterkoncert for fem ludere" på Aarhus Teater, og trætheden er undertrykt af en "tændthed", der skal få alle brikkerne til at falde på plads, så publikum kan forlade teatret med en følelse af at være blevet underholdt - på den kloge måde.
Dramatikeren og instruktøren Christian Lollike er det teatermenneske, der har opnået flest Reumert-nomineringer, og i søndags lykkedes det i femte forsøg for ham at tage prisen som årets dramatiker hjem. Det vil sige, han hentede den ikke selv. Dertil var han alt for optaget af arbejdet i Århus, og så var der også lige det, at han ikke endnu engang ville sidde i salen med en færdigskrevet, men ubrugt tale i lommen.
- Selvfølgelig er jeg enormt glad for den anerkendelse, der ligger i prisen, men jeg er altså også så tilpas selvhøjtidelig, at jeg mener, jeg skulle have haft den for længe siden, siger Christian Lollike og griner sit alt andet end selvhøjtidelige grin.
Mest af alt er han glad for Reumertprisen, fordi den gør salgsarbejdet lettere for de forlag, der forsøger at afsætte hans teaterstykker i udlandet. Det har fra starten været hans helt klare ambition at blive spillet i Europa og allerhelst i Berlin, som han anser for at være det sted, hvor den største teaterudvikling foregår. Indtil videre har fire af Christian Lollikes stykker været spillet i Berlin, og han har også selv instrueret i byen. I den kommende sæson kommer også forestillingen "Kosmisk frygt - eller den dag Brad Pitt fik paranoia", som han fik Reumertprisen for, op i Berlin.
Christian Lollike er helt tilfreds med, at ambitionen om udlandet er nået, men det er ikke længere det brændstof, der driver ham.
- Jeg er ikke så optaget af at vinde priser og blive spillet rundt omkring, som jeg har været. Jeg bliver mere og mere klar over, at min ambition er at lave ordentligt teater. Jeg troede, at min ambition var at rejse rundt i Europa og lave fede forestillinger, men har opdaget, at jeg i virkeligheden er dybt afhængig af kontinuitet og en bestemt form for tryghed, når jeg arbejder. Jeg kan for eksempel ikke gå ind og lave en fantastisk forestilling uden at kende folk, siger Christian Lollike og tilføjer, at blandt andet behovet for tryghed driver ham frem mod en ny ambition:
- Jeg søger efter et mere originalt scenesprog. Jeg synes stadig, at de ting, jeg laver, bærer præg af lån fra forskellige ting, jeg ser. Ideelt set burde jeg inden for fem år tage springet og i en eller anden form få min egen trup eller min egen scene. På den måde kan man hele tiden bygge ovenpå sin kunstneriske ambition, i stedet for hele tiden at starte forfra.
Den relativt nye rolle som far har ikke blot påført Christian Lollike søvnmangel, den har også betydning for hans kunstneriske arbejde.
- Jeg skriver på en større kærlighed nu, som han siger.
Foreløbig har Christian Lollike forlænget sin kontrakt med Aarhus Teater og bliver endnu to år som husdramatiker. Teatret har siden debuten i 2002 været base for hans sans for at skabe stykker, der sætter spørgsmålstegn ved samfundets udbredte, men i medierne ofte ureflekterede begivenheder og tilstande. Han har skrevet teaterstykker om blandt andet gamles liv på plejehjem, gruppevoldtægter, terror, global opvarmning, selvmord og senest altså om prostitution i den aktuelle forestilling "Kødkarrusellen".
- Jeg ville gerne finde ud af, om det virkeligt er rigtigt, at den lykkelige luder ikke findes. Jeg begav mig ud i miljøet, og en af de første, jeg snakkede med, fik gjort mig opmærksom på, hvor problematisk begrebet "den lykkelige luder" i virkeligheden er. Hun blev rasende over at få stillet det spørgmål og replicerede: Er der måske nogensinde nogen, der spørger, om den lykkelige sygeplejerske eller den lykkelige præst findes?
Christian Lollike fandt en hel masse mennesker, der ikke nødvendigvis elsker at sælge seksuelle ydelser, men som har styr på det og foretrækker det arbejde frem for at arbejde som ufaglært på en fabrik fem dage om ugen.
- Samtidig fandt jeg ud af, at relationen mellem den prostituerede og kunden er meget mere kompleks og flertydig, end jeg havde forventet. Som oftest handler det ligeså meget om sjælesorg som om sex.
"Virkelighedsmaterialet" har han forvandlet til fiktion, hvor der ikke er én, men mange nuancer og pointer.
- Jeg kan ikke lide dokumentarisme eller realisme som æstestisk udtryk, men det, jeg ønsker, er at tage fat i et konkret emne og så bruge teatrets grovkornede, klodsede form til at ridse nogle perspektiver klarere op ved at karrikere dem på en raffineret måde. "Kødkarrusellen" er nok det mest realistiske, jeg har lavet til dato, fordi grundlaget er interview med en række prostituerede. Jeg har holdt fast i mange af de udsagn, de er kommet med, men udsagnene er klippet til og monteret om og kommet ind i nogle figurer, som ser helt anderledes ud. Jeg ser lidt mig selv som kunstmaler. Her har jeg ladet nogle ludere stå model, og så tager jeg noget af deres sprog og transformerer nogle af deres træk til at skabe stykkets roller, fortæller Christian Lollike.
Trods sin påståede umusikalitet prøver Lollike med "Kødkarrusellen" første gang kræfter med den meget populære teaterkoncertgenre. Forestillingen består af 13 nyskrevne sange, der har ham som tekstforfatter og de to musikere Hans Hansen og Jakob Kosteljanetz som komponister. I forestillingen medvirker fem skuespillere, der både spiller ludere og deres kunder, og trods det barske emne er der også gjort plads til humoren.
- Det univers er i sig selv så teatralsk og ofte grotesk, at vi nødvendigvis også må grine af det, siger Christian Lollike og tilføjer, at humoren træder mere og mere i karakter i det, han laver.
- Når humoren hviler på noget tragisk, så får det sådan en grotesk stil, som jeg i virkeligheden bedst kan lide, og som svarer til min egen livsstil og humør, fastslår han.