Kirker sætter fokus på sex-kunder

Efterhånden er det kun udenlandske prostituerede, der præger bybilledet på Vesterbro i København. Man ved ikke, hvor mange af dem, der er ofre for menneskehandel. Foto: Malene Korsgaard Lauritsen.

Der er for lidt fokus på mænd, der køber sex af handlede kvinder, som tvunget ud i prostitution. Det vil en række organisationer ændre

Nu er det på tide at nå ud til mænd, der køber sex hos kvindelige ofre for menneskehandel.

Det mener en række organisationer, der står bag en stor høring om såkaldt handlede kvinder. Den finder sted på Christiansborg på torsdag og har til formål at finde måder, hvorpå man kan gøre sexkunderne bevidste om de tragedier, som ligger bag de handlede kvinders liv som prostituerede. Samtidig skal høringen sætte fokus på muligheden for at tegne en profil af mænd, der køber handlede kvinder og dermed bidrager til at opretholde bagmændenes lukrative forretning.

Ifølge Vibeke Lenskjold, leder af Reden International, der er en af organisationerne bag høringen, er kunden nøglen til at skaffe sig af med prostitution:

"Kunden har et ansvar. Man kan ikke bare købe sex og fralægge sig ethvert ansvar og ikke tænke på, om hun kunne være offer for menneskehandel. Derfor vil vi gerne blive klogere på, hvem kunden er, og på hans motiver for at købe sex. For så kan man bedre målrette en dialog og en kampagne til kunderne. Var der ingen kunder, var der heller ikke prostitution," siger hun og påpeger, at der forsknings- og mediemæssigt har været meget lidt fokus på kunden i forhold til fokus på den handlede kvinde.

Og det er Birgitte Gråkjær Hjort, sognepræst og formand for KFUK's Sociale Arbejde, der arbejder for at gøre køb af sex ulovligt, enig i. Hun undrer sig over, at nogen køber sex af mennesker, der er tvunget til at prostituere sig selv:

"I KFUK's Sociale Arbejde undrer det os, at almindelige, oplyste mænd, der lever i et samfund, hvor man kan åbne den ene avis efter den anden og læse om 'trafficking' (handel med mennesker med det formål at udnytte dem til for eksempel prostitution, red.), alligevel tager kontakt til en rumænsk pige, der ikke kan et ord på dansk. Uden at alarmklokkerne ringer. Den purunge pige fra Nigeria sidder selvfølgelig ikke i Afrika og tænker, at hun pludselig vil til Danmark og betjene 10-15 mænd dagligt. De er tvunget herop som ofre for menneskehandel, og de er ofte udsat for trusler."

Ole Thomsen, leder af Center Mod Menneskehandel under Servicestyrelsen, tvivler på projektets effekt.

"Det er selvfølgelig godt at nå frem til kunden ud fra en betragtning om, at det skal få kunden til at ændre adfærd. Men der er ikke meget, der tyder på, at det er nemt at identificere kunden og få ham til at ændre adfærd ved en appel til hans moral og medmenneskelighed. For problemet er, at folk, der betaler for sex, nok ikke beskæftiger sig med den prostitueredes baggrund," siger Ole Thomsen og tilføjer:

"Det skal dog ikke forhindre, at man gør et forsøg. Initiativet til høringen er udmærket."

Man ved ikke, hvor mange prostituerede, der er ofre for menneskehandel i Danmark. De seneste fire år har Center Mod Menneskehandel identificeret 111 handlede kvinder.

Ifølge ligestillingsminister Lykke Friis (V) skal Center mod Menneskehandel med midler fra regeringens handlingsplan til bekæmpelse af menneskehandel i slutningen af i år i gang med en kampagne. Den har fokus på brugerne af ofre for menneskehandel - herunder brugerne af købesex.

"Det er meget vigtigt også at sætte fokus på de mænd, der køber sig til sex hos handlede kvinder. Vi skal have oplyst brugerne om det ansvar, de har," siger Lykke Friis.