Forskere tæller prostituerede

Myterne om prostitution er mange. Derfor skal forskere på gaden og ind på massageklinikker for at få viden om, hvordan det er at sælge sin egen krop

Prostitutionsmiljøet i Danmarks skal under lup. I løbet af det næste års tid skal forskere opsøge de prostituerede på gaden og banke på dørene til massageklinikker.

Bag undersøgelsen står Det Nationale Forskningscenter for Velfærd (SFI), som med en række interviews med de prostituerede skal kortlægge miljøet. Desuden vil forskerne forsøge at lave en optælling, der skal vise, hvor mange i Danmark lever af at sælge sex. Det er ifølge forsker Jens Kofod især optællingen, der bliver en udfordring.

- Vi har endnu ikke lagt os helt fast på, hvordan vi vil udføre selve optællingen. Men vi skal selvfølgelig ud, hvor de prostituerede arbejder, siger han.

Jens Kofod henviser desuden til, at man vil trække på de erfaringer, Sverige og Holland har med lignende optællinger.

Undersøgelsen skal også give et indblik i, hvor mange af de prostituerede, der ønsker at komme ud af miljøet, ligesom den skal vise, hvor mange af kvinderne, der er fra udlandet.

Det er Socialministeriet, der har bedt SFI kortlægge prostitutionen.