3200 mennesker sælger deres krop i Danmark

Modelfoto. Foto: Ritzau Scanpix/Iris

Antallet af prostituerede herhjemme er lavere end tidligere anslået. Udenlandske kvinder dominerer på gaderne

3200 prostituerede lever af at sælge deres krop enten på sexklinikker, via escort eller på gaden i Danmark.

Det viser en ny rapport fra Det Nationale Forskningscenter for Velfærd (SFI), der har kortlagt prostitutionens omfang herhjemme.

Og det er tilsyneladende noget mindre end hidtil antaget. Tidligere skøn fra værestedet Reden lå på 5500 og altså en hel del over de 3200 prostituerede, som SFI har talt sig frem til.

Det nye tal giver et langt mere præcist billede af prostitutionen, fordi forskerne har anvendt nye metoder, påpeger Jens Kofod, der er forsker hos SFI.

- Det er for eksempel vigtigt at tage højde for, at mange prostituerede arbejder på flere klinikker ad gangen, siger han.

Rapporten viser også, at udenlandske kvinder stort set har overtaget hele markedet for gadeprostitution herhjemme. Over et år observerede SFI 600 udenlandske prostituerede.

- Det er meget overraskende, at markedet på den måde er overtaget af udenlandske kvinder. Fra debatten herhjemme havde vi ventet, at antallet af danske gadeprostituerede var langt højere, siger Jens Kofod.

Det høje antal udenlandske gadeprostituerede kommer dog ikke bag på Sexarbejdernes Interesse Organisation (SIO).

- Vi ser jo de udenlandske kvinder overalt på gaden, og de er der, fordi det er det nemmeste sted at være. Mange er måske ikke kommet lovligt hertil, og de kan derfor ikke være på en klinik, siger talskvinde Susanne Møller.

Den største gruppering af prostituerede findes dog ikke på gaden, men rundt omkring på landets sexklinikker, der huser omkring 1600 kvinder, mens 900 prostituerede sælger deres ydelser via escort-service.

Antallet af mandlige prostituerede herhjemme har været sværere at opgøre, men SFI anslår, at tallet er i omegnen af 100.

Via en lang række interviews giver undersøgelsen også et indblik i de prostitueredes opfattelse af deres egen situation og levevilkår.