For 150 år siden blev prostituerede tvunget ind på bordellerne

Debatten om lovlig eller ulovlig prostitution kører - atter - for fuld blus. Vi ser i den anledning på prostitution i historisk kontekst: Den danske stat gav for 150 år siden indirekte tilladelse til prostitution. Det skete med en lovgivning som holdt de sexsælgende kvinder i en meget kort snor

Den danske stat gav i år for 150 år siden i princippet tilladelse til prostitution, og politiet blev pålagt at holde opsyn med de kvinder, som levede af at sælge sex. Få år efter, i 1874, kunne politiet endda tvangsindskrive kvinderne på et bordel, hvis ikke de adlød politiets advarsler.

Kampen mod kønssygdomme var således en stor del af politiets arbejde i 1800-tallet. Kuren mod sygdommene var nemlig at holde styr på de prostitueredes sundhedstilstand, mente staten.

»Humlen var, at man mente, at prostituerede var en vigtig smittekilde til syfilis og andre kønssygdomme, som man ville forsøge at begrænse,« siger seniorforsker Jørgen Mikkelsen på Rigsarkivet. Han har skrevet en tidsskriftartikel om emnet.

Politiet brugte deres kræfter på at inddæmme og holde styr på den såkaldte erhvervsmæssige utugt. Men en stigende kritik af, at man på den måde blåstemplede købesex, fik den konsekvens, at bordeller blev forbudt i 1901.

Politiet begyndte i 1815 at føre lister over de såkaldte glædespiger i København og lade dem undersøge for kønssygdomme en gang om måneden. Hvis kvinden for eksempel var syg af syfilis, blev hun indlagt og behandlet med salve og så sat på gaden igen med en formaning om ikke at sælge den slags tjenester igen.

Kontrollen skete i smug på Frederik den sjettes ordre, for ordren blev aldrig offentliggjort. Den nye indsats mod prostitution og kønssygdomme stred nemlig imod den daværende grundlov (Danske Lov), fordi man derved accepterede, at folk solgte og købte sex af hinanden.

»Ernæring ved utugt var ulovligt. Manden kunne komme i fængsel, og kvinden kunne blive pisket,« siger Jørgen Mikkelsen.

Fra 1841 blev kvinderne kontrolleret to gange om måneden. I 1944 blev det en gang om ugen og fra 1853 to gange ugentligt.

Og der blev strammet op endnu engang, da der blev lavet om på politiets organisation i 1863. Politiet fik nu en særlig afdeling, som skulle føre tilsyn med sundheden og dermed også med de prostitueredes helbredstilstand.

Tilsynet med prostitutionen kulminerede i 1877. Fra 1874 havde politiet haft tilladelse til at tvangsindskrive kvinder på bordeller, hvis de blev taget i at sælge sex flere gange og blev fængslet. På bordellet havde politiet mulighed for at holde styr på kvinden og sikre sig, at hun blev undersøgt to gange om ugen for kønssygdomme.

Men fire år senere blev endnu et opstrammende regulativ indført. Regulativet gjaldt alle kvinder, der solgte sex.

• Alle prostituerede var nu udstyret med en kontrolbog.
• Kvinderne måtte ikke skifte adresse uden tilladelse fra Københavns Politi, så længe kvinderne solgte sex.
• De prostituerede måtte ikke have en kæreste boende hjemme hos sig selv.
• Politiet havde ret til at ransage de prostitueredes hjem.
• Børn over fire år blev tvangsfjernet fra de prostitueredes hjem, hvorefter børnene blev sat i pleje.

Han forklarer, at politikerne, lægerne og juristerne ved denne her lov ønskede at undgå, at der blev solgt sex i det skjulte. Men den hemmelige prostitution fortsatte trods den nye lovgivning. Det ved historikerne i dag på baggrund af journaler og lister på hospitalerne.

Kvinderne, der blev ramt af politiets indsats mod prostitution, var vidt forskellige. Det vidner politiets protokoller om i dag. Mange kvinder trak i en kort periode, mens de var unge, indtil de fandt arbejde på anden måde eller blev gift. Andre var professionelle prostituerede i årevis, hvor de solgte sex for at have råd til en livsstil fyldt med alkohol.

En tredje gruppe måtte i en periode ernære sig ved købesex, fordi de var blevet skilt eller arbejdsløse og derfor ingen indtægt havde.

Nogle fortalte desuden politiet, at de solgte sex, fordi de kunne lide det.

Politiets kontrol af kvinderne mødte stigende kritik fra kvindesagsforkæmpere og religiøse, som mente, at samfundet på den måde blåstemplede utugten. Kritikken gik også på, at indsatsen mod prostitutionen var uden konsekvenser for manden, der var køber af ydelserne.

Politiets beføjelser til at tvangsindskrive kvinder på bordel blev sløjfet i 1985, og i 1906 mistede politiet også retten til at tvinge prostituerede til lægeundersøgelse og behandling.

»Men den erhvervsmæssige utugt var stadig ikke noget, man brød sig om. Og vi skal helt frem til 1999, før man afkriminaliser kvinders salg af sex. Mænd har dog haft lige adgang til at købe sex siden 1866, og det er så det, vi diskuterer i dag,« siger Jørgen Mikkelsen, som konstaterer, at den nuværende debat afspejler, at prostitution i dag bliver udført af lige så forskellige mennesker med lige så forskellige motiver som for 150 år siden.